Debat

Flugten fra den frie skole til folkets skole

For to år siden gjorde jeg noget, som kun få gør - jeg har i hvert fald ikke mødt andre. Jeg gik mod strømmen af lærere, som fravælger folkeskolen til fordel for at arbejde på en friskole eller privatskole.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg opsagde min faste stilling gennem mere end 10 år på en mellemstor, veldrevet friskole. Årsagen var muligheden for at arbejde på en klassisk udfordret og reformramt folkeskole med et blakket ry (som dog er i betydelig bedring) i en af Danmarks større byer. Med store, undrende øjne har folk siden spurgt mig: Hvorfor? Jeg har ikke indtryk af, at lærere, som vandrer den “naturlige vej”, altså fra folkeskole til friskole, bliver stillet samme spørgsmål. Denne forskel har jeg tænkt meget over, og jeg er kommet frem til, at det må bero på nogle grundlæggende misforståelser og fordomme i forhold til begge skoleformer.

Forstå mig ret, jeg var glad for at arbejde på friskolen, og friskoler kan uden tvivl noget helt særligt i forhold til sammenhold og skabelsen af en særlig skolekultur. Jeg har dog siden mit jobskifte tænkt meget over, hvad der egentlig er forskelligt, og hvorfor det er, at jeg ikke en eneste gang har fortrudt mit valg. 

Samarbejde og sparring

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Jeg havde masser af frihed til min egen praksis på friskolen. Ikke mindst fordi det var en et-sporet skole. Med tiden gik det dog op for mig, at denne frihed efterhånden var begyndt at manifestere sig som faglig ensomhed. Jeg kom til at savne faglige sparringspartnere. I mit nye job spiller samarbejdet en stor rolle, og nu, hvor jeg har prøvet begge dele, er jeg ikke i tvivl om, at jeg er en væsentligt bedre lærer, når jeg har en kollega med i hele den didaktiske proces. På min nuværende arbejdsplads har vi endvidere kontaktlærerordning. Det betyder, at jeg ikke som klasselærer står alene med de trivselsmæssige udfordringer i min klasse, men også her har jeg kompetente sparringspartnere.

Pædagogisk udvikling

Ligesom den enkelte lærer på en friskole (ofte) er alene med sin praksis, er en friskole eller en privatskole også langt hen ad vejen “alene” i verden i forhold til pædagogisk udvikling og input fra andre. Bevares, lederne møder af og til andre ledere og får nogle gode ideer fra dem, som de så forsøger at søsætte på næstkommende pædagogiske dag. Tiltag, som uden tvivl udspringer af de bedste hensigter, men som kun sjældent resulterer i helt grundlæggende ændringer i skolens pædagogiske praksis. Det bliver til drypvise udviklingstanker, som alt for ofte bliver glemt og løber ud i sandet, når dagligdagen melder sig, og den enkelte lærer vender tilbage til sin private praksis og lukker døren til klasseværelset. 

På en folkeskole mærker man hurtigt det netværk, som man har i ryggen i form af både forvaltning og andre skoler i nærområdet. Man er ikke alene som skole, men en del af en stor organisation, som tilbyder målrettede udviklingsprojekter, som rent faktisk evalueres og implementeres, så det reelt ændrer den samlede praksis markant. Det kræver selvfølgelig, at man har en ledelse, som lykkes med at motivere til udviklingen og en personalegruppe, som er åben for udvikling. Et pædagogisk sikkerhedsnet, som fri- og privatskoler mangler. Hertil kommer forskellen på den enkelte medarbejders mulighed for videreuddannelse, hvilket økonomien på en friskole eller privatskole sjældent rækker til.

Eleverne

Den absolut mest overvældende forandring i mit arbejde er eleverne. Friskolen, jeg arbejdede på, lå i en lille forstad bestående af primært  parcelhuse. Langt størstedelen af eleverne havde ens socioøkonomiske baggrunde med to biler i carporten, og de boede stadig sammen med begge deres forældre. De lignede hinanden, homogeniteten var overvældende. På folkeskolen ser billedet helt anderledes ud. Her er homogeniteten nærmest ikke-eksisterende. Der er et flertal af skilsmissebørn, og jeg har allerede tredoblet antallet af underretninger til de sociale myndigheder set i forhold til antallet i løbet af 10 år på friskolen. Men eleverne er i live! De er diskussionslystne og videbegærlige, og de gennemskuer sammenhænge på rekordtid. Jeg vil selvfølgelig ikke forklejne, at der også var elever med udfordringer og negative livserfaringer på friskolen, men skalaen er bare en helt anden på folkeskolen. Den blandede elevsammensætning giver uden tvivl et bedre fagligt niveau i klassen, og den gør også mig til en væsentligt bedre lærer, fordi jeg har et helt andet samspil med eleverne.

De højt ønskede sanktionsmuligheder

Jeg har mødt andre lærere, som overvejer at søge væk fra folkeskolen, fordi de savner sanktionsmuligheder over for eleverne. De forestiller sig, at (arbejds)livet ville blive meget nemmere, hvis man havde hjemmel til at frasortere elever, som ikke umiddelbart passer ind i den ramme, man har fastlagt. Det er rigtigt, at man på friskoler og privatskoler kan “afslutte samarbejdet” med en elev, hvis eleven efter gentagne reprimander ikke retter ind og følger skolens retningslinjer. Ofte finder man også sig selv i ubehagelige samtaler med andre forældre, som lufter tanken om, at det hele ville være bedre, hvis bare den og den elev ikke var i klassen. Og kan det virkelig passe, at man i så høj grad kan gå imod skolens værdier og så fortsat være elev på skolen? De kan endda opfordre andre forældre til at true med kollektiv udmelding, hvilket er et stærkt kort at have på hånden overfor en friskole med en yderst påvirkelig økonomi. 

I løbet af min første måned som lærer på folkeskolen, havde jeg en dag en elev i 8. klasse, som ikke ville lave den opgave, han skulle lave. Med det samme gik jeg i friskole-mode og kontaktede min TR for at høre, hvilke sanktionsmuligheder, man havde. Jeg mente, at han som minimum skulle sendes hjem den dag med besked til forældrene om, at han ikke var undervisningsparat. Jeg blev overrasket over meldingen om, at det godt nok ikke umiddelbart var en mulighed. Der skulle mere til. Det var mit første helt virkelighedsnære møde med inklusionstanken. Alle skal være der. Alle elever skal kunne rummes i folkeskolen. Lige den dag syntes jeg, det var en kæmpe svaghed, og at det skulle der da laves om på. Men nu ser jeg det som en kæmpe befrielse for mig som lærer, at jeg slet ikke skal vurdere sanktionsmuligheder, der handler om at fjerne en elev fra fællesskabet. Jeg skal ikke sidde til møder med børn og forældre og fortælle, at nu må samarbejdet ophøre, fordi eleven ikke er “god nok”. Jeg skal heller ikke vurdere nye elever og forældre efter en prøveperiode, hvor de har skullet vise, at de kunne passe ind i lige netop den ramme, vi havde fastsat. Den følelse af frihed har givet mig meget mere energi til at arbejde med mine relationer til det enkelte barn.

Så hvis du sidder nu som folkeskolelærer og synes, at det er svært at motivere eleverne, skabe gode relationer og etablere et godt skole/hjem-samarbejde, så lad være med at tro, at det nødvendigvis bliver bedre af at skifte til en fri- eller privatskole. Græsset er ikke grønnere der, selvom mange i debatten forsøger at overbevise os om, at det faktisk er tilfældet. Brug i stedet dine kollegaer, få opbygget en samstemthed i jeres afdeling, så I kan danne fælles front og dermed blive meget stærkere til at imødegå de udfordringer, jeres hverdag er fuld af. Og til alle jer lærere på fri- og privatskoler, som jo godt kan finde på at læse “Folkeskolen”: Kom tilbage, hvis I får chancen. Det er slet ikke så slemt, som de prøver på at bilde jer ind. I folkeskolen løfter vi i flok. Vi løfter også de elever, som fri- og privatskolerne vælger ikke at løfte.

Powered by Labrador CMS