Nedskæring førte til strejke

Lærerne i Esbjerg nedlagde arbejdet på grund af rammebesparelse på samtlige skoler

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærerne på de 20 folkeskoler i Esbjerg nedlagde fredag i sidste uge arbejdet i protest mod, at kommunens økonomiudvalg dagen før besluttede, at skolerne skal spare 5,5 millioner kroner.

Efter flere år med nedskæringer var udspillet, efter lærernes opfattelse, dråben, der fik bægeret til at flyde over.

I første omgang forsøgte kommunen sig med en nedskæring i elevernes pauser. Da det viste sig at være i strid med overenskomsten, ville man skære i lærernes pauseaftale. Da det heller ikke lykkedes at komme igennem med det i forhandlingen med lærerne, besluttede man sig for at pålægge hver enkelt skole en rammebesparelse.

Formanden for Esbjerg Lærerkreds Kurt Abildgaard opfordrede lærerne til at gå i arbejde, og det gjorde de da også igen mandag morgen, men han forstår godt deres utilfredshed.

'Vi har siden 1996 haft en automatisk besparelse, der betyder, at en skole kun får penge til to, hver gang de får tre elever, og der er desuden hvert år blevet gennemført selektive besparelser. For lærerne drejer det sig ikke om at få 0,1 eller 0,2 procent eller en halv time mere, men om at få det professionelle råderum til at udføre deres arbejde, som de ikke har i øjeblikket', siger han.

En af de fire talsmænd for de strejkende, Ruth Dupont, Bryndum Skole, siger:

'Selvom vi er gået i arbejde igen, er det sikkert kommet som en overraskelse for politikerne, at så mange gik med i aktionen. Det kan måske være med til at trække kommunen til forhandlingsbordet'.

Esbjerg Kommune vedtog i 1999 et visionspapir for folkeskolen, men på trods af det er lærernes arbejdsforhold ifølge Ruth Dupont under al kritik. Rammebesparelsen ville have ført til, at de var blevet endnu ringere, og at der ville være blevet 18 færre lærerstillinger.

Esbjergs skoledirektør Preben Jensen afviser, at der bliver nye forhandlinger.

'I betragtning af at lærerkredsen blankt har afvist at forhandle om det sidste forslag, bliver der ikke nye forhandlinger om en kommuneaftale. Vi følger overenskomsten og forsøger at få lokalaftaler og, hvis ikke det kan lade sig gøre, timerammer'.-Jan Kaare er freelancejournalist

Powered by Labrador CMS