Anmeldelse

Overkøje/Underkøje

Jamen, der sker jo ikke noget - eller gør der?

En klasse er på lejrskole. Ellers sker der ikke rigtig noget i denne korte roman. Men det poetiske og sansende sprog og alt det, der alligevel sker mellem personerne - og mellem linjerne - giver stof til spændende litteratursamtaler i klassen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Overkøje/Underkøje" er en kort kollektivroman, hvor rammen om fortællingen er, at en klasse er på lejrskole. Der er altså ingen hovedperson, men gennem den alvidende fortæller følger man nogle af eleverne mere end andre. For eksempel hører vi om Carla, der ikke kan sove, om Solvej, der godt ved, at der er nogen, der taler om hende, og om Emma, der har gemt Max og Tobias under dynen: “Og Emma ved ikke helt, hvad der sker, men hun glatter dynen, og så glatter hun også der, hvor der ikke er dyne, og hendes fingre rammer den anden hånd. Og hånden er varm og lidt tør, og den passer lige ind i hendes egen hånd”.

Fakta:

Titel: Overkøje/Underkøje

Forfatter: Karen Vad Bruun

Pris: 249

Sider: 120

Forlag: Jensen & Dalgaard

Fortællingen er inddelt i afsnit: første dag, anden dag, tredje dag og sidste dag. Hvert af disse afsnit indeholder korte kapitler med overskrifter som “Værelse 5”, “Spisesal”, “Værelse 7”, “Gårdsplads”. Første og sidste kapitel har samme overskrift: ”Klintebjerg”, som er navnet på lejrskolen. I disse to kapitler er flere sætninger identiske. Det er for eksempel: “Huset er et T. Men det kan man kun se oppefra. Der er grønne og gule marker rundtom. Nogle af de gule ser afsvedne ud efter den hede sommer”. På den måde dannes der nærmest en ramme om fortællingen om børnene, og det bliver stedets fortællinger, der bliver det væsentlige: “Her har været eftersyn. Her har været rengøring. Nu er her roligt. Men børnene kommer altid tilbage”.

Umiddelbart sker der altså ikke ret meget på lejrskolen. Det mest dramatiske er, da Aya får en splint i foden. I stedet får læseren et indblik i følelser, stemninger, relationer hos en gruppe børn (og de tre voksne). Oplevelserne er beskrevet sanseligt og poetisk i forskellige scener, som læseren kan nikke genkendende til.

Det er en bog, der vil passe fint til 6.-7. klasse. Det er en dejlig roman skrevet i et poetisk og sansende sprog, som man vil kunne få mange spændende samtaler om på klassen. Men det er altså ikke en bog, der kan stå alene. Litteratursamtaler om sproget og alt det, der kan læses mellem linjerne, er et must.