Debat
0   119

Hvad skal vi med DLF

Vi lever i en tid, hvor alt skal dokumenteres. Dokumentation er blevet en svøbe, der gør det vanskeligt at få gennemslagskraft, hvis man bare møder frem og argumenterer med sin sunde fornuft.

I DLF lider vi klart af dokumentationsskavanken.

Artiklen fortsætter under banneret

Hvem kunne vide, hvordan arbejdstidsaftalen virkede, før vi havde foretaget en landsdækkende undersøgelse med spørgeskemaer til et udsnit af tillidsrepræsentanter og samtlige kredse? Det var oplagt upopulært at fremture med sine talrige eksempler på, hvordan aftalen virker.

Nu har undersøgelsen så vist det, vi var mange, der vidste i forvejen, nemlig at denne arbejdstidsaftale er elendig.

Lærerne kom, som vi vidste, til at undervise mere, og fordelingen af undervisningstimerne rammer, som vi vidste, skævt.

Hvis man lokalt skal rette op på fadæsen, er det et kompliceret foretagende. Det handler om, hvor meget pausetid man kan redde hjem, hvor meget tid til fællesforberedelse, og, ikke mindst, hvordan man får hentet den nødvendige ekstra forberedelsestid hjem til de lærere, der har over 600 timer.

Alle disse spændende opgaver er uddelegeret til kredse og tillidsrepræsentanter, og resultaterne er mangfoldige.

Men fra centralt hold snakker vi fortsat om fælles fagforening!

Den har små kår, men hvis vi vil give den en chance, må vi samle os om nogle mindstemål, som vi vil stå fast på over hele landet.

For eksempel at der på alle skoler skal være brugt mindst 30 timer per lærer til ekstra individuel tid til fordeling mellem lærere med over 600 undervisningstimer. Den mulighed er der i aftalen, men den bliver ikke gennemført alle steder.

Dernæst må vi sikre, at de 155 timer bruges korrekt, altså kun til samarbejde og udviklingsaktiviteter.

Der er masser af eksempler på, at alle mulige andre opgaver afregnes inden for de 155 timer.

Enhver aktivitetsplan bør desuden indeholde en akkord på et relevant timetal til flekstid.

Og så skal vi ikke mindst forlange en pauseaftale, der ikke er ringere end den, vi havde før. Kommunerne er blevet kræmmere med pauseminutterne.

Hvis kreds/tillidsrepræsentant ikke kan få nogle ordentlige aftaler, så har vi en trumf, og det er at bede om at få alt arbejde skemalagt.

En kedelig udvej - men måske den eneste, vi har.

For at gennemføre den har vi brug for massiv medlemsopbakning. Det er nemlig en vigtig pointe, at medlemsopbakningen er vigtigere end nogensinde, fordi vi alle kan være med til at markere over for vores lokale arbejdsgivere, at vi har vores grænser.

Vi har altid været enige om, at god udvikling skal ske nedefra. Læren af Overenskomst 99 er for mig at se, at vi må tage fat nedefra, hvis vi skal have ændret vores vilkår - og man skal ikke kunne spille os ud mod hinanden.

Jeg hører allerede nogen sige: hvad skal vi så med en fagforening? Mit svar er, at den bør bruge al sin energi på at styre tropperne imod vores fælles mål.

Lotte Lange

kredsformand i Greve og medlem af DLF's hovedstyrelse


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ