Debat

Jeg elsker mit job

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I flere år har man hørt udtalelser om folkeskolen, der forekommer at være usaglige og overfladiske. Man får ikke det indtryk, at debattørerne faktisk ved noget om dagens folkeskole. Politikerne udtaler sig, som meningsmålingsvinden blæser, og gør skolen til en prygelknabe, som må lægge ryg til hvad som helst, uden at medierne sorterer i, hvad der er usagligt, og hvad der kunne være en saglig dialog om skolen.

Lægfolk kan huske, hvordan det selv var at gå i skole. På linie med 'da jeg var dreng, var det rigtig sommer'. Især dét undrer mig, da det er deres kultur, og dermed børnekulturen, som har sat aftryk på de børn, vi har i folkeskolen i dag. De børn, lærere og skoler, der bliver hængt ud af lægfolk og politikere, er med andre ord et resultat af deres kulturtilpasning. Hvis der er problemer, skal ansvaret placeres hos dem, der har børn i skolen. Dårligt fungerende børn er det sørgelige resultat af dårligt fungerende familier og hjem. Så enkelt er det!

Når der fokuseres på nyuddannede lærere, der giver op efter kort tid, må vi se lidt mere intenst på debatten. Danmarks Lærerforening og Folkeskolen tager den kritik meget nær og gør den til et fokuspunkt.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Man bør nok tænke den tanke, at de unge lærere, der siger fra tidligt, måske under alle omstændigheder ikke havde en fremtid i den danske folkeskole. For de unge lærere er jo også en del af den nye kultur og må være vant til at begå sig i denne. Jeg er selv nyuddannet og kan slet ikke genkende nogle af de kritikpunkter, der fremhæves.

Vi må én gang for alle slå fast, at skolen er en velfungerende, faglig og meget bevidst institution.

Selvfølgelig må vi være i stand til at motivere unge og de nuværende kollegaer til at blive i folkeskolen, men det gøres ikke ved at tilføre mere undervisningstid, gøre de fysiske rammer endnu ringere eller kritisere skolen på et dybt usagligt grundlag på linie med en Frank Dahlgaard og en stor del af den borgerlige fløj. Det handler om at skabe gode arbejdsvilkår først og fremmest, og indsatsen starter hos børnene. Det er den øgede mængde af svage børn, som for alvor lægger pres på dagligdagen i skolen, og derfor skal man rette skytset mod politikerne og forældrene.

For det er faktisk deres ansvar, at de børn, der kommer i skole, også har de ressourcer med hjemmefra, der gør, at de kan fungere tilfredsstillende på deres arbejdsplads.

Lad folkeskolen fortsætte sin positive udvikling, for det er nøjagtigt, hvad den er inde i, tilføj eventuelt nogle ressourcer, så de gode intentioner fra folkeskoleloven af 1993 kan føres ud i livet.

Vi skal alle være glade og stolte over skolen og over det store stykke arbejde, både socialt og fagligt, som lærere og pædagoger udfører. Det gør vores profession endnu vigtigere i dag end for 20 år siden.

Jeg elsker at være lærer og er stolt over at arbejde i den danske folkeskole.

Dan Højberg

Grønhøjskolen, Taastrup