Amanda er vred. Hun står med bøjet hoved og begge hænder knyttet, så knoerne er helt hvide. Hun er vred, fordi hendes nye legetøj er gået i stykker.

Resten af børnehaveklassen sidder på gulvet og ser på Amanda, der har fundet følelsen vred og nu lader, som om hun er meget vred, fordi hendes legetøj er gået i stykker. Klassekammeraterne skal prøve at finde ud af, hvad man kan gøre for Amanda.

'Man kunne købe noget nyt', foreslår én.

'Man kunne lime legetøjet med noget meget kraftig lim', mener en anden.

Børnehaveklasselederen og læreren spørger børnene om, hvad de tidligere har talt om. Der var en dreng, Simon, der besøgte sin ven for at hjælpe ham.

'Man kunne trøste hende', svarer en elev.

Og det er netop dét, denne lektion handler om - at trøste, at give omsorg. Det svære ord 'omsorg' er skrevet på tavlen og er blevet forklaret.

Børnehaveklasserne på Engskolen i Herlev arbejder med materialet 'Trin for trin', der skal lære børnene sociale færdigheder.

Lektionen begyndte med et foto af to drenge, Tommy og Simon. Tommy er ked af det, fordi hans hundehvalp er blevet væk, og Simon har lagt sin arm rundt om Tommys skulder for at trøste ham.

Børnene taler om, at Tommy nu keder sig, fordi hans hundehvalp er væk. Man kan se, at han ikke har det godt. Han er ked af det, han har det ensomt nu, mener børnene. Én foreslår, at de køber en ny hundehvalp, én understreger, at det kan være, de ikke har råd til det. Andre mener, at Simon skal hjælpe Tommy med at finde hvalpen. For eksempel kunne de sætte en annonce i avisen.

Efter at have talt om Tommy og Simon prøver flere børn på skift at agere vred, ked af det og bange. På væggen bag børnene hænger seks tegnede ansigter med følelserne vred, overrasket, trist, glad, væmmelse og bange. Ideen er, at børnene skal kunne genkende udtrykket og følelsen hos andre, når de ser den.

Hurtig-hunden og Stop-op-sneglen

Børnehaveklasseleder René Hagenflindt spørger om, hvad han gjorde i går.

'Du tog til Tyskland', svarer én.

'Ja, jeg var sammen med min far i Tyskland', siger René.

'Fordi din mor er død', siger et af børnene.

'Ja, jeg viste omsorg for min far. Jeg kunne høre, at han godt ville til Tyskland, men han havde ikke lyst til at tage af sted alene, derfor tog jeg en fridag og tog med ham, og vi havde en god dag', fortæller René Hagenflindt.

Børnene kommer i tanke om, hvad de har gjort engang for at vise omsorg. Én har engang set en pige med hul i hovedet, og så løb hun ind til pædagogen og sagde det. En anden har hentet en voksen for at stoppe en dreng, der kastede med sten mod nogle andre.

Imens snakken går i klassen, holder børnehaveklasseleder og næste års klasselærer, Kristine Vægter, det foto, der viser Simons omsorg for Tommy, op for børnene. På bagsiden af kortet kan de to læse de opgaver, der er knyttet til billedet.

De taler også om den sang, de indledte dagen med at synge - Følesangen. Den hører til materialet og handler om at fortælle, hvordan man har det, og at sige undskyld, hvis man har gjort noget forkert. Børnene skrålede med på sangen. Billederne kender de også, de har allerede talt om mange følelser ud fra lignende fotos, der senere er blevet hængt op på væggen.

Børnene kan lide at arbejde med materialet. De jubler, da billedet af Tommy og Simon bliver taget frem, og de glæder sig til, at de to handskedukker fra 'Trin for trin' skal præsenteres snart. Det er Hurtig-hunden og Stop-op-sneglen. De har hilst på dyrene, der bor i en kasse i klasselokalet, og de kender dem fra plakaterne, der hænger på væggene. Hurtig-hunden tænker aldrig, men handler altid impulsivt, mens Stop-op-sneglen er den tænksomme, der kommer med løsningsforslag til de problemer, der præsenteres.

Børnene bliver ikke pinlig-gjorte

Alle, der arbejder i indskolingen i Herlev Kommune, har fået en introduktion til 'Trin for trin'. Det begyndte med et udviklingsarbejde på to skoler, men skal spredes til alle kommunens skoler, til flere børnehaver og til skolefritidsordninger.

'Vi har råbt og skreget på noget, der kunne tage hul på disse problemer, at tale om følelser med børnene. Så vi har kastet os ud i det', siger René Hagenflindt.

På Engskolen har man arbejdet med materialet siden september i børnehaveklasse til og med 3. klasse. 'Trin for trin' blev introduceret af kommunens specialkonsulent på Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, Lene Rasmussen.

Materialet findes til tre aldersgrupper - de fire-seksårige, de syv-otteårige og de ni-tiårige.

'Materialet fungerer, fordi undervisningen her bliver holdt ud i strakt arm', siger Lene Rasmussen.

'Børnene skal forholde sig til et foto og i første omgang ikke til deres egne følelser og oplevelser. De kommer senere via genkendelsen. Det betyder, at ingen bliver pinlig-gjorte, for det er ikke dem, det handler om, men nogle børn på et foto'.

'Samtidig lærer børnene at mærke deres følelser og at aflæse andres. Det er ikke altid let. Vi ved, at piger ofte viser, at de er kede af det, når de egentlig er vrede, ligesom drenge indimellem viser vrede, når de er kede af det', siger hun.

Lærere og børnehaveklasseledere fremhæver de korte rollespil, hvor børnene får problematikken præsenteret visuelt.

De kommer også selv til at lære børnene bedre at kende og får måske noget at vide om børnenes og deres familiers forhold, som de ikke ellers ville have fået at vide.

'Dér er det vigtigt, at man ikke går i detaljer i klassen, men giver barnet et signal om, at man har forstået det. Senere må man så tage fat i barnet og sige, at man er til rådighed, hvis det har brug for at tale med én', siger Lene Rasmussen.

Hun fortæller, at amerikanske og norske undersøgelser om 'Trin for trin' viser, at børnene bliver bedre til at samarbejde og vise omsorg for hinanden, der bliver mere ro i klassen, og lærerne bruger mindre tid på konfliktløsning.

Samarbejder med børnehaver

'Jeg synes, vi får nogle gode snakke med børnene ud fra undervisningen her. Forløbet er meget planlagt, der er struktur i det. Det skal man lige vænne sig til, men det sætter også meget i gang', siger René Hagenflindt.

Han beskriver en episode, hvor han bad en dreng om at fortælle om sin vinterferie i Norge. Da drengen gik i gang, kiggede René væk, vendte sig om og var ukoncentreret. Et par gange satte han drengen i gang med at fortælle videre ved at sige, at han lige havde tabt tråden, om drengen ville fortælle det igen.

'Han var rasende til sidst. Jeg spurgte ham, hvad det var, jeg havde gjort. 'Du lyttede ikke', råbte han, og det talte vi så om. Men han mærkede det først på sin egen krop, og de andre kunne også mærke det'.

Vivi Skov, der også er børnehaveklasseleder, fortæller, at de er blevet opmærksomme på, hvor tit man bruger ord i flæng, som børnene egentlig ikke forstår. Retfærdighed for eksempel. Alle børn ved, hvordan det føles, når noget er uretfærdigt, men selve ordet er svært. Det blev forklaret, efter at en lærer havde delt småkager ud til nogle enkelte elever i klassen.

'Vi opdagede også, at de egentlig ikke kendte betydningen af ordet 'gruppe'. Flere mente, at gruppe kunne være én person. Og her går vi dagligt og siger til børnene, at de skal gå hen i deres gruppe', siger Vivi Skov.

Børnehaveklasserne på Engskolen er med i en tidlig indsatsgruppe. Det betyder, at de samarbejder med børnehaverne i området om 'Trin for trin', og det har givet nogle gode diskussioner med pædagogerne, når de har været inviteret op i klassen for at se, hvordan man her arbejder med materialet.

'Det giver en brobygning mellem børnehaven og skolen, en sammenhæng i børnenes hverdag, at skolen arbejder videre med noget på samme facon, som de har haft i børnehaven', mener Lene Rasmussen.

Materialet er styrende

Lærere og børnehaveklasseledere synes, at børnene indimellem agerer ud fra dét, de har talt om i undervisningen. Når et barn kommer løbende og fortæller, at en af de andre driller, og den voksne spørger, 'har du sagt, at du ikke vil have det?' Nå, nej, siger barnet og løber ud for at prøve dét.

'Vi lærer også noget undervejs. Vi er blevet mere opmærksomme på, at der skal være overensstemmelse imellem, hvad vi siger, og hvad vi gør, at man ikke skal skælde et barn ud i hele klassens påhør, og at vi ikke skal tænke i fejlfinding, men hellere rose, når vi ser noget godt', siger Lene Rasmussen.

Men det kræver forberedelse, siger lærere og børnehaveklasseledere.

'Man skal vænne sig til en mere neutral lærerrolle, for materialet styrer meget. Man skal ikke køre ud ad en tangent, for hele ideen er, at der er noget, der kommer før noget andet', siger René Hagenflindt.

For eksempel fremhæver den voksne ikke et løsningsforslag frem for et andet. Her er man neutral, og det betyder, at de mere stille børn ofte kommer med, fordi 'facit' ikke er sagt. Alle løsningsforslag er lige gode, indtil klassen sammen har talt om, hvilke løsninger der virker bedst.

Modellen er, at problemet præsenteres, man tænker og kommer med alle mulige ideer til løsning, den bedste ide vælges, og man lægger en plan. Så prøver man planen, og hvis den ikke virker, prøver man en ny.

'Det handler ikke om, at vi skal stoppe børnenes vrede, men vi skal hjælpe dem til at stoppe op og tænke sig om, inden de handler', siger Lene Rasmussen.

'Man skal kunne stå inde for tankegangen bag materialet, for ellers kan man let få problemer med at bruge det. Man kan ikke bare plukke i materialet'.-

Stop op - tænk - vælg løsning

'Trin for trin' er et undervisningsmateriale for børnehave og skole til udvikling af børns sociale kompetencer. Formålet er at lære at mærke egne følelser og at kunne aflæse andres, at stoppe op, tænke sig om og vælge den bedste løsning på et problem samt at håndtere aggression. Meningen er at styrke barnets selvværd og den fælles trivsel samt at forebygge mobning.

Materialet er oprindeligt amerikansk, men 'Trin for trin' er oversat og ombearbejdet til danske forhold.

'Trin for trin' er udgivet af Center for Social og Emotionel læring. Læs mere på www.cesel.dk