Tidens malstrøm.

Det er sådan et af de mange ældre begreber, som langsomt forsvinder ud af vores sprogbrug. Jeg forestiller mig at stå ved kanten af en kløft, hvor malstrømmen suser af sted, en gang imellem skvulper den ud over kanten, noget frigøres af strømmen, og meget nyt bliver revet med. Opstrøms, hedder det vist, kan man se noget boble op og blive større, som det kommer nærmere, og man skal tage stilling til det, og måske skal man lade sig rive med. Eller også bliver man bare revet med, uanset om man vil det eller ej.

Sådan kan jeg godt opleve hverdagen og fremtidsudsigterne en gang imellem. Bestandigt kommer der noget forbi, som man konfronteres med og skal tage stilling til. Knap er man gået i gang og i hvert fald ikke færdig, før det næste kommer - man er hele tiden presset til at være reaktiv på dét, der vælter ud som løfter fra politikere, som oplæg fra forskere, konsulenter og vidensfirmaer, rapporter, metoder, indsatser, tværgående opmærksomhedspunkter, anbefalinger.

Jeg kan klart fornemme, at det er et billede, som de fleste lærere kan nikke genkendende til. Behandlingsformerne er de samme, uanset om den formodede lidelse hedder fagligt niveau, læringsmiljøer, integration, bredbånd til alle i verdens bedste IT-land eller en bro over Femer Bælt.

Det drejer sig om at vinde informationsdagsordenen og give det indtryk, at man har tænkt over noget, som andre ikke har.

For nylig brusede det i malstrømmen igen, og op dukkede en ny faktor. Så nu, hvor værdigrundlagene, evalueringssystemerne, kernekompetencerne, kvalitetscirklerne og de empowerede ledelser er på plads, skal vi have fat i diversity management. Ifølge artiklen i en toneangivende avis, som landede på mit bord via den interne informationsfordelingsnøgle i forbundet, drejer det sig om, at man har øje for og bruger forskelligheden hos mennesker.

Det var nok det, som kranføreren i 'Gummi-Tarzan' i sin tid formulerede som: 'Alle er gode til noget, man skal bare finde ud af, hvad det er', men det var jo kun en børnebog med senere filmatisering . . .

Nu kunne jeg jo sige, herregud, tag det ikke så tungt, om føje tid er slagordene nogle andre, og lige lidt er sket.

Men det vil jeg ikke. Jeg synes, at vi trænger til at skifte synsvinkel over til, at det igen bliver en hyldet og moderne kompetence at tænke efter, søge løsninger og svar, uden at det er dikteret af en flaksende eller forbipasserende fremhævelse af et 'nyt' redskab - det kan faktisk lade sig gøre og har kunnet det før.

Risikoen ved de mange dagsordensskift, der nogle gange virker som en dyd eller profession i sig selv, er, at vi bliver så trætte, når opmærksomheden trækkes væk fra de steder, hvor handlingerne sker.

Energi og fokus skal lægges dér, hvor overskrifterne er realiteter - for eksempel i mødet mellem lærer og elev.

Den dreng, som gerne vil flytte skole, fordi han ikke trives, eller den pige, som lige nu står over for at skulle vælge ungdomsuddannelse, og mange andre med dem har brug for et øje på forskelligheden hos mennesker, en ægte indlevet følelse for muligheder og problemer.

Vi kunne jo kalde det diversity management - men vi kunne også lade være.

Jane Korczak er næstformand i Kvindeligt Arbejderforbund