Stafetkonference

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Danmarks Lærerforening har modtaget en stafet mod racediskrimination fra Nævnet for Etnisk Ligestilling, og der afholdes stafetkonference den 26. marts 2001. Formålet med konferencen er at få udarbejdet konkrete handlingsplaner byggende på fremadrettede visioner for etniske minoriteters demokratiske deltagelse i forskellige samfundssfærer. Konferencen finder sted i Århus, og tilmeldingsfristen er 1. marts. Se mere på www.nel.dk

Flere penge til tosprogede

Københavns Borgerrepræsentation har afsat 9,1 millioner kroner mere på skolernes budget til undervisning af tosprogede elever. Pengene skal gå til at udvide antallet af sproggrupper og sprogcentre på folkeskolerne og til at efteruddanne lærerne. Samtidig sker der en udbygning af sprogcentrene. Nogle af pengene skal gå til at uddanne flere undervisere i dansk som andetsprog, og der skal sættes ressourcer af til samarbejde med tosprogede forældre.

Konference om folkeskolen

Socialistisk Folkeoplysningsforbund (SFOF) afholder den 3. marts en konference i København om folkeskolen. Der skal diskuteres, hvad den gode skole er, og hvilken rolle folkeskolen skal spille i det moderne samfund og i den moderne dannelsesproces. Der vil være oplæg af blandt andre rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet Lars Henrik Schmidt og formand for Københavns Lærerforening Jan Trojaborg. Tilmelding skal ske senest den 26. februar til SFOF, telefon 3535 8464

Kursus i Holocaust

Lærere tilbydes nu efteruddannelseskurser i emnet Holocaust på Yad Veshem i Jerusalem. Kurset foregår fra den 15. oktober til den 26. oktober i Israel, og det henvender sig til lærere, der i deres undervisning beskæftiger sig med Holocaust. Der vil blive diskuteret antisemitismens historie, nazismens ideologi, jødeudryddelse, jødisk modstand og meget andet. Ansøgning om optagelse på kurset senest 1. marts til Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier. Se mere på www.DCHF.dk

Powered by Labrador CMS