Jeg sidder herhjemme og prøver at få mig et liv, og jeg giver mit arbejde hovedskylden for min sygdom. Jeg er skolelærer, jeg har siden 1995 udviklet panikforstyrrelser med agorafobi, det hedder det, når man pludselig er bange for alt.

Dette er således et indlæg i debatten om arbejdsmiljø, udbrændthed, 'Noget er galt' og 'Hver femte ønsker at skifte' - en diskussion, der for tiden er en del fokus på.

Jeg vil ikke skråsikkert påstå, at jeg ved, hvad der er galt i folkeskolen, men fortælle, hvad der var galt for mig.

Lærerjobbet er i sin form et belastende og anstrengende arbejde (man er 'på', man er 'alene' bag sin lukkede dør). Arbejdet gør, at man aldrig har fyraften, og man bliver aldrig færdig med et stykke arbejde. Derudover har man ansvaret for mange elevers fremtid.

Jeg har passet mit arbejde upåklageligt i 20 år, nogle mener endda, jeg er en god lærer. Dog har de sidste fire-fem år for mig i stigende grad været særdeles belastende.

Den nye folkeskolelov, med projektarbejde, elevevaluering, nyt komma, værkstedsundervisning, undervisningsdifferentiering, ugeplaner, årsplaner, integration af edb, kvalitetsstjerner, teamsamarbejde, tog jeg alvorligt, fordi jeg fandt, at alt det nye var rigtige tanker fyldt med spændende tiltag, som det hedder på nudansk, men den øgede også mit arbejdspres, idet jeg nu skulle meget mere. I min dagligdag asede jeg med ovenstående tiltag, men følte i høj grad, at der var tale om mange fine ord og gode ideer, uden at jeg havde mulighed for at opfylde dem. Tværtimod kunne jeg med al mulig ret blive anklaget for ikke at gøre mit arbejde godt nok, for det kunne jeg, med de for tiden givne rammer, simpelthen ikke. Man går jo stadigvæk alene ind til 20 til 25 mere eller mindre urolige elever, lukker døren, er der alene i 45 minutter, hvorefter man haster videre til næste time.

Som lærer har man kunnet vælge at se stort på alt det nye, det valgte jeg ikke. Til gengæld knoklede jeg og følte i stigende grad en utilstrækkelighed, som gjorde, at jeg blev stresset, mistede selvtillid, mistede hittepåsomhed, blev angst - for til sidst at brænde helt ud. Jeg kommer aldrig i arbejde som lærer mere, det er altså derfor, jeg sidder herhjemme og prøver at få mig et liv. Jeg er 45 år, det er ikke sikkert, det bliver så nemt.

Lone Thomsen

Lille Skensved