Kåre Bluitgens forfatterskab tog sin begyndelse i 1987. Før uddannede han sig først til lærer, så dagligdagen blandt hans primære målgruppe er velkendt. Efter seminariet tog han på Journalisthøjskolen, men den del af skrivebranchen blev heller ikke hans levevej. Derimod skriver han børne- og ungdomsbøger, og det på en måde, der for nylig indbragte ham Kulturministeriets Børnebogspris på 30.000 kroner samt megen ære.

Bluitgen har aldrig lagt skjul på sit samfundsengagement - tværtimod. Han betragter det som selve drivkraften bag sit forfatterskab.

Er dine bøger kunst, eller er de indlæg i samfundsdebatten, eller kan man overhovedet ikke skelne?

'Jeg mener, at alle bøger er politiske. De er med til enten at forandre eller bevare verden, men de, der bevarer verden, tænker man ikke på som politiske. Men de har i virkeligheden lige så stor indflydelse på samfundsudviklingen som de bøger, hvor forfatteren har været bevidst om dette forhold. Man kan nok ikke skelne. Jeg ved godt, at det i vore dage bliver anset for lidt ulitterært at skilte med sit engagement, men det er det, der driver værket'.

I sammenligning med for eksempel Sven Wernström og den socialrealistiske børnebogsbølge i 1970'erne er dine bøger jo ikke højlydt politiske. Er der tale om samme mål, men mere subtile virkemidler?

'Det er ikke noget, jeg tænker over. Jeg sætter mig ikke bestemte politiske mål, før jeg går i gang med at skrive en børnebog, men min personlighed afspejler sig selvfølgelig i det, jeg skriver. Hvis budskabet bliver for manifest, kommer det til at virke påtaget, og det gennemskuer børn med det samme'.

Man kan altså ikke skrive programlitteratur?

'Nej, man kan skrive ærlig litteratur med udgangspunkt i det menneske, man er'.

Etnisk baggrund forklarer ikke alt

Blågårdsskolen på Indre Nørrebro i København nyder godt af både Bluitgens samfundsengagement og hans pædago-giskeindsigt. Her er han nemlig formand for skolebestyrelsen. Denne opfatter han nu ikke som en nødvendig platform for markante ideer og mærkesager. Han mener, at skolens lærere i forvejen håndterer den multikulturelle elevgruppe på bedste vis. Og hverdagen fungerer jo også i sig selv uanset elevernes baggrund.

'Jeg synes, der bliver snakket alt for meget om etniske ting. Det fylder for meget, og det burde ikke være nødvendigt. Der er selvfølgelig problemer med bestemte grupper børn, men det er der også med nogle andre. Problemer med unge mennesker skal ikke nødvendigvis løses med en etnisk indfaldsvinkel. Det er, som om man er bange for ikke at være hensynsfuld og forstående nok, i stedet for at erkende, at folk er forskellige. Til tider endog meget forskellige. Men derfor kan man da godt omgås hinanden, uden at man nødvendigvis altid skal forstå alle forskellighederne til bunds'.

Det er ikke, fordi den prisbelønnede forfatter ikke bidrager til den mellemfolkelige forståelse. Nogle af hans første bøger var undervisningsmaterialer om den tredje verden, og han har igennem mange år besøgt talrige skoleklasser for at uddybe bøgernes problemstillinger. Han betragter foredragsvirksomheden som et vigtigt supplement til de skrevne ord.

'De bøger, som jeg og andre forfattere skriver om den tredje verdens lande, er ikke nogen, eleverne af egen drift tager ned af hylderne. Budskabet skal formidles. Men hvis man åbner en port ud til verden, er de interesserede. Og det er min opgave som forfatter at åbne denne port'.

I forbindelse med foredrag bliver han tit spurgt, om hans bøger er udkommet i de lande, som de handler om. Det er de ikke, og det er han glad for. Han er sikker på, at hans bøger om for eksempel Syd-afrika ville falde totalt igennem, hvis de blev udgivet dernede. Ikke fordi de ikke er korrekte, men fordi de er set gennem hans øjne, fortolket med hans danske baggrund og formidlet til børn i danske skoler. Formidlingsprocessen er nødvendig, for hvis ikke børnene i en eller anden forstand er fortrolige med det univers, der beskrives, begriber de ikke grundlæggende forskelle mellem kulturerne.

'Jeg har været ude for marokkanske børn, der vidste mindre om forholdene i deres forældres hjemland, end jeg gjorde. De er jo født her og har i mange tilfælde lige så meget brug for en danskers fortolkning, som de danske børn har. Omvendt har jeg haft gode oplevelser med børn på skoler i Vollsmose i Odense, der ellers ikke har været voldsomt litterært interesserede. Men der oplevede jeg, at min bog om Palæstina var med til at få børnene til at give udtryk for en masse ting'.

Bluitgen afviser dog ikke værdien af at få børnene til at læse bøger af den tredje verdens egne forfattere og fremhæver især forlaget Hjulets indsats for at gøre sådanne bøger tilgængelige på dansk.

Uskadelig underholdning

Bluitgen langer hårdt ud efter kommercialiseringen af samfundet. De tider er forbi, hvor indflydelsesrige mennesker forsøgte at undertrykke historier, de frygtede kunne give underklassen ideer om et mere retfærdigt samfund. Det er hans opfattelse, at parolen nu lyder: Undertryk aldrig en drøm. Opkøb den og omsæt den til uskadelig underholdning. Han nævner Robin Hood-myten som et godt eksempel på denne politik: En blodig middelaldermyte, der ikke nævnte et ord om at give til de fattige, blev gradvist gjort mere spiselig for den herskende klasse, indtil den endte som en fredsommelig ræv i Disney'stegnefilm.

'Denne her merkantilisering sker også der, hvor et ungt menneske spørger: hvad kan jeg gøre for at hjælpe den tredje verden? Nødhjælpsorganisationerne er nødt til at poste 50 millioner kroner i en kampagne, ellers får de ikke de næste hundrede. Selv et fint træk som medfølelse med sine medmennesker er blevet kommercialiseret. Det er trist, men man kan ikke holde sig ude af det, selv om man skal arbejde på at skabe et større frirum for børnene uden om de kommercielle interesser'.

Kan man da helt afvise at beskæftige sig med disse fænomener?

'Nej, dermed kommer man ingen vegne. Man må være realist', siger han og nævner som eksempel, at han jævnligt i skolebestyrelsen er med til at tage stilling til, om skolen kan acceptere sponsorerede undervisningsmaterialer - en dis-kussion, der ville have været utænkelig for tyve år siden.

Men man kommer nok aldrig til at finde Bluitgens romanpersoner i de små kasser med Happy Meal, efter at de har været en tur rundt om plasticdimsefabrikken.-Tonny Hansen er freelancejournalist