Debat

Genskab respekten om skolelærer som erhverv

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Er det forældrene, skolen eller lærerne, der er skyld i, at folkeskolen ikke fungerer godt nok? Den reelle grund er manglende økonomi, der gør, at børnene sendes i skole for tidligt til, at de er skoleparate. Det bliver ikke løst af forældre, skole eller lærerne og heller ikke ved at ændre uddannelsen til at være en kandidatuddannelse.

Det at være skolelærer har så lav agtelse, at det er vanskeligt at se, hvorfor nogen har lyst til at uddanne sig til det. Dertil kan lægges, at jobbet mange steder har så dårlige kår og er præget af så dårlig behandling alle steder fra, at dagligdagen er urimelig. Inklusion blev en stor spareøvelse og er i stedet mange steder blevet eksklusion af nogle elever. Regeringen med børnenes minister i spidsen ser ikke ud til at tilføre folkeskolen økonomi.

Uden at være skolelærer ved jeg, at det at ændre læreruddannelsen til at være en kandidatuddannelse ikke kommer til at tiltrække ét eneste kvalificeret ungt menneske til uddannelsen - arbejdsvilkårene er så ringe, at det vil være umuligt for dem at gennemføre kvalificeret undervisning, lønnen er halvsløj, og de havner i den grad på øretævernes holdeplads, presset og udskældt fra alle kanter.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Så kære eksperter, politikere, Danmarks Lærerforening, skoledirektører og andre interessenter - tag nu fat i problemets rod i stedet for at symptombehandle. Sørg for at give lærerne muligheden for at uddanne, danne og opdrage eleverne i respektfuldt samarbejde med forældrene. Sørg for at give mulighed for, at børnene reelt er klar til at starte i skolen, inden de har første skoledag.

Undskyldningen fra undervisningsministeren for indgrebet i 2013 bør følges op med økonomi. Giv lærerne den måneds anciennitet og løn, de mangler fra dengang, og medvirk til at genskabe respekten om skolelærer som erhverv.