0   76

Formænd vilde med supervision

Kredsformænd i Storstrøms Amt har afsluttet pilotprojekt i supervision - nu vil de have mere

Supervision er en mulighed for lærere, og så er det oven i købet omtalt i lærernes arbejdstidsaftale. Det var drivkraften for en gruppe kredsformænd i Storstrøms Amt. Det måtte de opleve. De ville vide, hvad supervision er.

'Vi ville mærke på egen krop, hvad supervision er, når det er lagt ind i arbejdstidsaftalen. Nu ved vi det, og vi har en helt anden baggrund for at tale med kommunerne om, hvordan vi kan køre dette videre for lærerne', fortæller Knud Andreasen, formand for Lærerkredsen for Næstved og Omegn.

Artiklen fortsætter under banneret

Kredsformændene i Storstrøms Amt var sidste år til møde om psykisk arbejdsmiljø og supervision med en politiker og en socialrådgiver fra DLF. Dér opstod ideen, og supervisionsforløb blev arrangeret som et pilotprojekt i Lærerforeningen. Tidligere har DLF gennemført et pilotprojekt om supervision for skoleledere. Kredsformændene fra Storstrøm var de eneste, der meldte sig, da projektet blev udbudt.

'Nu kan vi fortælle lærerne, hvor godt supervision er. Det har intet med terapi at gøre, som mange tror', siger Bjørn Rasmussen, kredsformand for Falsters Lærerforening og amtskredsformand.

'Jeg kan nu med god samvittighed siger til lærerne, at de absolut ikke skal være bange for supervision, for de får det bedre med hinanden efter sådan et forløb'.

Kredsformændene fra Storstrøms Amt begyndte på supervisionen i september sidste år og afslutter nu pilotprojektet med en evaluering. Deres supervisor er udviklingskonsulent Ellen Nielsen, og socialrådgiver Susanne Grove fra DLF har arrangeret og deltager nu i evalueringen, som også Folkeskolenhar fået lov at overvære.

Deltagerne har mødtes otte gange, og hver gang har en af dem på forhånd tænkt over et emne eller en situation, de synes er svær, og som de gerne vil have supervision på. Vedkommende har fortalt om situationen, supervisor har stillet uddybende spørgsmål, og resten af gruppen har reflekteret over problemstillingen og fortalt om deres refleksioner, men uden at komme med gode råd og løsningsforslag.

Har lært at handle

'Jeg har forandret mig i dette forløb', siger Knud Andreasen.

'Jeg er ikke den samme, som da vi begyndte her i september. For eksempel har jeg tænkt meget over en supervision, én af de andre i gruppen var igennem. Den fik jeg meget ud af. Jeg kunne genkende situationen, og jeg tror, jeg har lært at handle nu i sådan en situation. Tidligere ville jeg nok have undladt'.

Thyge Pind, kredsformand i Østsjællands Lærerkreds, mener, at han er blevet bedre til at uddelegere opgaver.

'Tidligere tænkte jeg, at jeg skulle med til alle møder om arbejdstid - med lærerne, med børnehaveklasselederne, med skolebibliotekarerne. . ., men nu har jeg uddelegeret det. Og det har vist sig, at jeg havde det fint med det, og at jeg fik nogle gode tilbagemeldinger fra møderne', siger han.

Thyge Pind understreger, at man ikke bare lige kan fortælle, hvad supervision er. Man skal prøve det på sin egen krop.

'Jeg er blevet mere klar og præcis i dét, jeg siger. Mere ærlig', siger Jonna Rolvung, kredsformand i Lærerkredsen for Vordingborg, Langebæk og Møn.

'Og så tager jeg det mere roligt, når min forhandlingsmodpart hidser sig op. For det er ham, der næste gang selv skal klare at komme videre fra sin position'.

De andre har det på samme måde

Det sværeste er at lukke op, være åben og ærlig. Man tror altid, at de andre synes, man har handlet dumt i situationen. Men efterhånden finder man ud af, at de andre har det på samme måde. Alle synes, det er svært at gøre det rigtige i en vanskelig situation.

Kredsformændene fremhæver det trygge miljø i gruppen. Det kan kun lade sig gøre at åbne sig, når man føler sig hundrede procent tryg over for de andre, men i supervisionen er der opstillet bestemte rammer for, hvordan man agerer. For eksempel må man ikke fortælle andre uden for gruppen om de situationer, man har taget op. Gruppen må heller ikke spørge til sagen, når de møder den pågældende, der tog sagen op i supervisionen. Kun den pågældende selv må fortælle, hvordan det videre forløb har været - hvis han altså har lyst til det.

Emnerne kan for eksempel være en forhandling, en vanskelig personsag, en konflikt mellem kolleger på kredskontoret eller på skolen.

'Jeg synes, det er rart, at vi ikke taler om den pågældende situation igen. Vi refererer til den ved at kalde den 'min første supervision', for så ved alle i gruppen jo, hvad det handler om. Mere behøver vi ikke at sige', fortæller Ivar Rasmussen, der indtil for kort tid siden var kredsformand i Vestlollands Lærerkreds. Han er netop begyndt i nyt job som skoleleder.

Supervisor Ellen Nielsen siger, at det ikke er selve historien, der er vigtig. Det er processen. Dét, historien gjorde ved deltagerne. Dét, de kom til at tænke over, og den løsning på problemet, de hver især kom frem til på. For løsningerne er forskellige og afhængige af personerne. Hver gennemgår sin proces og når frem til sin løsning.

Et trygt rum

Gruppen mener, det har været en stor fordel, at de kender hinanden så godt i forvejen.

Ellen Nielsen fortæller, at hvis folk ikke kender hinanden, når de begynder på et supervisionsforløb, må man først etablere gruppen. Det kan man sagtens, men gruppen her kom hurtigt i gang, fordi de kender hinanden.

'Jeg var i begyndelsen skeptisk over for, om rummet var trygt nok, men nu kan jeg se, at med redskaberne fra supervisionen skaber man gruppen. Det handler jo om vores professionelle udøvelse af vores job. Det er ikke privat. Det er en faglig supervision. Det er altafgørende', siger Bjørn Rasmussen.

Kredsformændene mener, at de har fået mere viden og større selverkendelse. Nogle gange får man noget at vide, som man godt ved i forvejen, men som man ikke har lyst til at tænke på eller stå ved. Men i supervisionen finder man ud af, at sådan tænker de andre også. Det giver selverkendelse og bevidstgørelse.

'Man kender godt svaret, men har ikke lyst til at give det', siger Knud Andreasen.

'Men supervisor er så ubehageligt klar i sine spørgsmål, at man må melde ud. Man bliver nødt til at tage næste skridt, tage konsekvensen, og man ved jo godt, at der ikke er en vej udenom. Man er forpligtet, og man må handle'.

'Noget får også en anden værdi, når man siger det højt', supplerer Jonna Rolvung.

Når man har været rundt om et problem på denne intense måde, har man delt et ansvar. Det gør det lettere, mener kredsformændene.

'Det spændende ved denne metode er, at man så hurtigt kommer så dybt ind i noget', fortæller Thyge Pind.

'Vi har måske brugt en time koncentreret. Andre gange holder vi jo møde i timevis uden at komme videre. Her ved man, hvordan man vil handle efter måske bare en time'.

Jonna Rolvung mener, at det er, fordi i almindelige diskussioner gentager alle sig selv. Det har de ikke fået lov til her. Supervisor har styret med sine spørgsmål.

De taler om vigtigheden af at have en kvalificeret supervisor. Man kan ikke bare placere lærere i et team og sige 'gå i gang - klar jer selv'. Man skal lære nogle redskaber, hvis man skal bruge supervision. Og ingen kan tvinges til supervision. Man skal ønske det selv.

Ved slutningen af evalueringen kommer kredsformændene med et ønske. 'Vi vil have mere'.

Det værste ved supervision er, at det er vanedannende, siger de. Nu synes de ikke, de kan leve uden. Aftalen bliver, at de skal sætte sig sammen og formulere deres ønsker. Måske skal de lære at kunne supervisere andre - at være supervisor for andre.

Pludselig er man arbejdsgiver

Foruden at lære noget om supervision har kredsformændene benyttet lejligheden til at se på deres rolle og de dilemmaer, jobbet medfører. Det har været en ekstra gevinst i projektet.

'Vi har talt meget om den problematik, at man som kredsformand går fra at være lærer til at have en helt anden kompetence. Pludselig er man arbejdsgiver. Pludselig har alle nogle helt andre forventninger til én', fortæller Thyge Pind.

'Man er vokset ud af en ligeværdig kredsstyrelse, men pludselig sidder man i et krydsfelt. Jeg har en lønmodtagerbevidsthed, men som kredsformand bliver jeg arbejdsgiver. Og jeg har aldrig haft lyst til at være arbejdsgiver. Men hvis et bestyrelsesmedlem ikke udfører sit arbejde, hvad skal jeg så gøre? De andre ser på én og forventer, at man gør noget. Dér hjalp det os at få kredsformandsrollen splittet op i alle de elementer, den indeholder, og tale om dem. Man kan bedre rumme det, når man har set alle eksemplerne', mener Thyge Pind.

'Hvis man har ansatte sagsbehandlere, så er man arbejdsgiver', siger Knud Andreasen.

'I kredsformandsrollen er der et skisma mellem det politiske og det arbejdsgivermæssige. Men det er rart at få skilt tingene ad og se på dem adskilt'.

Denne problemstilling savner kredsformændene, at man diskuterer mere, for eksempel i formandsuddannelsen.

Nu kan vi fortælle lærerne, hvor godt supervision er. Det har intet med terapi at gøre, som mange trorAndre gange holder vi møde i timevis uden at komme videre. Her ved man, hvordan man vil handle efter måske bare en time


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet