Debat

Genopdag et ansvarligt menneskesyn i pædagogikken – altså ånden tilbage til fællesskabet

Et mere åndeligt og etisk sprog kan i dybden italesætte en kritik af det herskende instrumentelle menneskesyn i uddannelsespolitik og pædagogik.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Pædagogikken er i krise, og det hænger i høj grad sammen med, at tro og viden i accelererende grad er blevet fjender – ja, rationalitetens udtrykte fornuftsbegreb er ved at slå uddannelse ihjel. Men man må ikke slå menneskesyn som Grundtvigs, Kolds, Løgstrups og Kierkegaards ihjel. Deres menneskesyn kan enkelt udtrykkes

Grundtvig: ”Han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær”.

Kold sagde: ”først oplive – så oplyse”.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Løgstrups menneskesyn, udtryktes ved den etiske fordring, som fordrer af mennesker, at vi skal forholde os til hinanden.

Kierkegaards menneskesyn var, at man må være nærværende til stede i tilværelsen, og at man derfor må risikere sig selv ved at springe ud på det dybe - og derved se sin nøgne eksistens i øjnene.

Det vigtige spørgsmål i dag drejer sig i lyset af disse menneskesyn ikke om objektiv viden men om, hvordan vi kan leve godt sammen i et fællesskab – så forskellige vi end er.

Vi står i en historisk krise, hvor Danmarks og Europas sekulariserede kulturs iboende tavshed om det åndelige og religiøse har medført, at lovstof, skoletradition og pædagogik i dag er baseret på en OECDs præstations- og konkurrencementalitet, der ensidigt ser mennesker som nyttedyr.

Når en krise indtræder må man stoppe op, reflektere, forsøge at finde sig selv og forstå sine rødder: Hvem er vi? Hvor kommer vi fra? Hvor skal vi hen? Og hvem vil vi gerne være? Med i rodnettet hører den religiøse arv, hvor etiske og åndelige spørgsmål kan finde et mere poetisk sprog. Men ordet ´kristendom´ røg ud af Danmarks folkeskoleformål i 1975, og dermed åbnedes en ladeport for den nærmest afgudslignende dyrkelse af økonomisk vækst, som i dag reelt er blevet selve formålet for folkeskolen.

Fra Luthers ny-formulering af De ti bud kan de følgende 4 bud måske umiddelbart ses som ubrugelige ord fra en historisk, fjern fortid. Men lytter man ekstra godt efter, gemmer der sig en visdom, som vanskeligt kan udtrykkes med nøgterne, nutidige ord. ´Du må ikke have andre guder end mig´ ´Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn´ ´Du må ikke vidne falsk mod din næste´ ´Husk hviledagen, og hold den hellig.

For har vi ikke netop indrettet vores liv efter konkurrencestats-guder som anseelse, penge og prestige?  Forguder vi ikke penge, idoler og mennesker med magt i stedet for at kritisere den præstationskultur, der er ved at tage livet af ikke mindst af børn og unge?  Ødelægges tilliden ikke, når afstanden mellem rige og fattige hastigt øges i vores nutidige verden, hvor det økonomiske system indebærer, at vi ikke kan være fælles om jordens ressourcer og rigdomme? Er pausen fra det almindelige liv ikke livsvigtig – og indeholder buddet om at holde hviledagen hellig ikke en kritik af en kultur, hvor markedstænkningen breder sig på bekostning af tid til eftertanke, stilhed og handling mellem mennesker?

Det er sådanne kritiske spørgsmål, der kan stilles på baggrund af Bibelens 10 bud. Nærgående spørgsmål til de grundlæggende betingelser for vores nuværende (samfunds)liv og skole. Spørgsmål, som kan stille tidens instrumentelle nytte-menneskesyn til ansvar.  Med de grundlæggende fænomener fra kultur, religion og historie (om tro, mening, løfte, håb, kærlighed, ansvar, sandhed) bag spørgsmålene kan man grave et spadestik dybere ned end til et sekulariseret skoleformål, hvor det (ellers velmente) skoleformål er blevet sat til dørs af økonomisk ´nødvendighed´. Reel forandring kræver et etisk og åndeligt sprog, som desværre i dansk, og europæisk, uddannelsespolitik og pædagogik tilsyneladende mere eller mindre er sat uden for døren. Hvorfor?

I Danmark røg ordet ´kristendom´ som sagt ud af skolens formålsformulering i 1975, og dermed fik folkeskolen et sekulariseret formål, som tilsyneladende svarer bedre til det moderne samfund. Men det er på høje tide åbent at diskutere, om selve betingelsen for et godt folkeskoleformål –  og for samfundet som sådan – er, at der faktisk findes evige etiske og åndfulde værdier, uanset om nogen forsøger at aflive dem. Mennesket er ”ingen abekat […] men han er en mageløs, underfuld Skabning”, for nu at citere Grundtvig. Han sætter med disse ord lys på et anderledes historisk, værdimæssigt syn end konkurrencestatsskolens, hvor mennesker både i store og små kroppe lider under fraværet af etiske og åndelige ståsteder –  pga. en moderne ´tavshedspagt´. 

 Problemet med en sådan tavshedspagt om menneskers historiske søgen efter etiske og åndfulde ståsteder er, at det ikke er tilstrækkeligt, at skole- og samfundsformålet er rettet mod ´demokrati, ligeværd og åndsfrihed´ (skoleformålet). For der mangler selve betingelsen. Betingelsen for at kunne opnå demokrati, ligeværd og åndsfrihed er en anerkendelse af og respekt for, at vi som menneske ikke ejer herredømmet over liv og død og derfor heller ikke over grundlæggende fænomener som tro og tillid. Tillid og tro er grundlæggende fænomener for, at en undervisning kan lykkes, for hvis eleven ikke har tillid til læreren og tror på, at vedkommende kan lave en god undervisning, ja så afgår uddannelse ved døden.

Ansvarligheden, og med den andre essentielle livsværdier i bred forstand er røget ud af dansk, og europæisk, pædagogik, fordi en manglende anerkendelse af og respekt for selve livsbetingelserne har åbnet mulighed for, at et nøgternt og beregnende folkeskole-og samfundsformål har taget magten, nemlig læringsskolens reelle formål: En trosbekendelse med konkurrencestaten som Gud. Skolens velmenende, men nu blot formelle formål, om ligeværd, demokrati og åndsfrihed eksisterer således ikke mere i den konkrete, danske læringsskole-virkelighed.

Men. Et nok så gennemgribende og lov-indgribende forsøg på aflivning af et etisk, åndfuldt fundament viser sig dog heldigvis både historisk og nutidigt ikke at være muligt. I Danmark er der i dag protestbevægelser både blandt lærere, elever, forældre, forskere og visse politikere med en spirende åbenhed overfor, og filosofisk, historisk bevidsthed om, at et mere åndeligt og etisk sprog i dybden kan italesætte en dybdegående kritik af det herskende instrumentelle menneskesyn i uddannelsespolitik og pædagogik.

Powered by Labrador CMS