Da jeg begyndte som nyansat lærer for snart fire år siden, følte jeg - ligesom mange nyansatte i dag - også arbejdspresset som en til tider uoverskuelig belastning. Men jeg hagede mig fast, for jeg var jo bidt af alle de spændende muligheder, som ligger i folkeskolen, når man får chancen for at prøve dem af, og det fik jeg, blandt andet via et godt samarbejde med en næsten lige så ny lærer. Åbenheden og den venlige imødekommenhed hos resten af lærerkollegerne og ledelsen var også med til, at det gik.

Men var jeg blevet præsenteret for et skema på 30 timer om ugen som de nyansatte lærere på Tofthøj-Skolen ved Aalborg (Folkeskolen nummer 3), tror jeg ikke, det var gået lige så smertefrit! Er det gået fuldstændig hen over hovedet på denne leder, at man på mange skoler i dag sørger for at tilbyde nye lærere nogle ordentlige skemaer, vel vidende at det modsatte hurtigere får dem til at miste modet og lysten til at være lærer?

At selv samme skoleleder med god samvittighed udtaler, at det er okay at prakke en nyuddannet lærer praktikanter på oven i et 30-timers-skema, er simpelthen en skændsel. Der er ikke noget at sige til, at DLF's rådgivningstjeneste får 880 opkald om året fra lærere med psykiske arbejdsmiljøproblemer!

Enhver skoleleder burde vide, at det er en ekstra arbejdsbyrde at virke som praktiklærer - specielt når man ikke har den store undervisningserfaring.

Jeg oplevede selv at have praktikanter i mit andet år som lærer, og selvom jeg selvfølgelig lærte meget af denne periode, var det helt klart en udfordring, som lagde et stort pres på én, og som jeg dengang ikke forstod, hvorfor man ikke gav til en mere erfaren lærer, som end ikke blev spurgt.

Hvor rimeligt kan det desuden være for en seminarieelev at blive tilbudt en nyudklækket lærer som praktiklærer i forhold til en med flere års undervisningserfaring?

Skal vi have vendt udviklingen med, at nyansatte - specielt mændene - flygter fra folkeskolen, bør det snart gå op for skolelederne, at de også har et ansvar for denne udvikling. Ganske vist har man på den ovennævnte skole iværksat en plan, som skal forbedre forholdene for de nye lærere, men er det ikke lidt sent?

Denne ulykkelige situation udspringer jo ikke blot af skoleledernes ubetænksomhed. De får hvert år stukket nedslående timetal i hånden fra kommuner, som burde skamme sig over at spare lærerstillinger og gøre lærergerningen til et endnu mere presset og lidet attraktivt erhverv.

Det burde ikke være nogen overraskelse for kommunerne, at man efterhånden ikke kan byde folk hvad som helst. Selvom lærerne er bekendt med de personalegoder, der findes i det private erhvervsliv, bliver man jo i sin branche af lyst og ikke på grund af lønningschecken. Derfor burde det ikke komme som en overraskelse, hvordan valget mellem lidt ekstra i lønningsposen og flere arbejdstimer over for almindelig løn og 'almindeligt antal' arbejdstimer falder ud.

Susanne Øberg

København