Det er vigtigt, at lærerstuderende har været i praktik, inden de skal til eksamen i madkundskab, står der i årets censorrapport.

Karaktergennemsnittet for madkundskabslærere stiger

De seneste tre år er karaktergennemsnittet for lærerstuderende, der går til eksamen i madkundskab steget. I 2016 var snittet 7,67. I år var snittet steget til 8,55. Stigningen får censorformanden for madkundskab til at spørge, om der er gået inflation i karakteren 12.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

211 har afsluttet faget madkundskab på læreruddannelsen i år. De 211 har gjort det rigtig godt, viser censorformandsskabets årlige rapport.(rettet 20/11-2019 - antallet var forkert).

Karaktergennemsnittet er endt på 8,55, og selv om det får censorformand for madkundskab Else Thisted til at spørge: "Er der mon gået inflation i karakteren 12?", så viser censorernes vurdering af kvaliteten af de lærerstuderendes prøver, at censorerne er meget tilfredse.

Lærer: Der er kommet mere fokus på kompetencer i madkundskab 

Hver tredje censor vurderer kvaliteten som 'særdeles tilfredsstillende' og knapt halvdelen vurderer kvaliteten som 'tilfredsstillende'. Det vil sige, at cirka 80 procent er godt tilfredse.

"Dette er i god harmoni med det høje karaktergennemsnit", lyder det fra Else Thisted i rapporten.

Flere censorer beskriver, hvordan samspillet mellem teori og praksis fungerer godt i madkundskabs-eksamen for de lærerstuderende.

"Styrken er en stærk kobling med teori og praksis, herunder muligheden for at inddrage eksperimenterende undervisningsforløb", skriver én. "Koblingen til elevers hverdagsaktiviteter er med til at gøre fagets indhold meget meningsfuldt", skriver en anden.

Selv om niveauet er højt, så er der forslag til forbedringer.

"De studerende har ikke været i praktik i faget. Jeg anser det som en stor mangel, at de studerendes studieforløb ikke planlægges sådan, at de har været i praktik, inden de skal til eksamen", lyder det fra en censor. Det bør være en forudsætning for deltagelse i prøven, at de studerende har været i praktik i faget, hedder det i rapporten.

"Jeg har fået indtryk af en høj faglighed i faget på stedet - og nogle studerende formåede at vise det i prøvesammenhæng - andre ikke", skriver en anden.

Læs mere

Censorformandsskabetsårsrapport