Oprettelse af forening for lærere

Foreningens navn: Foreningen til bevarelse af lærere i den danske folkeskole

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kapitel 1

Foreningens formål

Paragraf 1. Foreningens formål er at støtte den enkelte lærer i hans gerning, således at der også bliver mulighed for at bevare en vis tilknytning til familie og venner.

Stykke 2. Foreningen skal gennem hele sit virke arbejde for, at den enkelte lærer bevarer en grad af identitet som et almindeligt menneske, der kan færdes uden for skolens område med en rimelig grad af selvtillid.

Stykke 3. For ikke yderligere at bebyrde læreren med pligter afholdes der ingen møder i foreningen. Der vælges ej heller formand eller bestyrelsesmedlemmer, og der føres intet medlemskartotek.

Stykke 4. Af hensyn til lærerens ringe løn betales intet kontingent. Tværtimod søger foreningen at tilvejebringe beløb, som udbetales til læreren. Midler hertil kunne eventuelt tilvejebringes via bøder, som bliver pålagt folk, der taler ringeagtende om lærere. Foreningen søger at få indført regler herfor i den almindelige straffelov.

Stykke 5. Enhver lærer kan betragte sig som medlem af foreningen, hvis vedkommende kan gå ind for herstående vedtægter og vil forpligte sig til at efterleve dem.

Stykke 6. Når medlemmer mødes uden for skolen, kan man eventuelt identificere sig som medlem over for hinanden ved at slå beklagende ud med hænderne og vende det hvide ud af øjnene.

Kapitel 2

Fundamentale behov

Paragraf 2. Der ansættes lærerstøttekorps på skolen, som skal have læreren som fokuspunkt.

Stykke 2. På grund af uberegneligt lange arbejdsdage skal der være adgang til mad og drikke på skolen.

Stykke 3. Der skal altid være adgang til ekstra koldt vand. (Til at slå i blodet).

Stykke 4. Daglig massage af nakke og skuldre samt lejlighedsvis klipning og farvning af håret og anden personlig pleje.

Stykke 5. Soverum stilles til rådighed (eventuelt skuffesystem) med fjernsyn. (Af hensyn til hjemlige vaner med at falde i søvn ved fjernsynet).

Stykke 6. Besvimede/sovende lærere fjernes fra fællesarealer af lærerstøttekorpset.

Stykke 7. Ved den opstillede grædemur uddeles lykkepiller ad libitum.

Kapitel 3

Lærerens private netværk

Paragraf 3. Lærerens familie eller andet netværk skal dagligt tilbydes at se den på skolen fremstillede videofilm af netop deres egen lærer optaget af sin gerning.

Stykke 2. Lærerens købmandsvarer leveres til skolen efter bestilling i samarbejde med de lokale handlende, ligesom kollektricer fra firmaet 'Institutionsbeklædning', i forbindelse med deres præsentation af klæder på plejehjemmene, inviteres til at lægge vejen forbi skolen, da lærerne også trænger til nyt tøj en gang imellem.

Stykke 3. Læreren skal tilbydes familiesammenføring, hvis familien er kommet for meget på afstand.

Stykke 4. Læreren støttes i at have positive relationer til sin familie. Vask, tørring og strygning af lærerens/familiens vasketøj varetages af lærerstøttekorpset på skolen, da snavsetøjet kan være et irritationsmoment i familien.

Kapitel 4

Fri tid

Paragraf 4. Søndage, juleaften, første juledag, nytårsaften samt egen fødselsdag skal helt friholdes for skolearbejde og skoletænkning i det hele taget.

Stykke 2. Lærerens familie støttes i at fylde de frie dage med så mange aktiviteter, at læreren end ikke i tankerne strejfer skolearbejdet.

Stykke 3. På disse dage må læreren ikke bebrejdes, at skolegerningen fylder for meget.

Stykke 4. Lærere, som på grund af arbejdsvilkårene er blevet forladt af deres egen familie, kan foreslås serviceret af familier, der endnu rummer overskud hertil.

Stykke 5. Skulle læreren mod forventning have seksuelle behov, skal læreren have tilbud om stimulering for eksempel gennem deltagelse i kollegers undervisning vedrørende forplantning i faget biologi.

Stykke 6. Læreren skal have indregnet tid til at orientere sig dagligt i aviser, radio og tv for at kunne varetage sin undervisning med et minimum af aktualitet.

Kapitel 5

Gerningsstedet

Paragraf 5. Lærerens oplevelse af manglende medbestemmelse på udførelsen af sin gerning og deraf følgende frustrationer skal imødegås med løbende terapi.

Stykke 2. Læreren må ikke hindres i at udføre sin gerning efter netop de visioner og udviklingsfantasier, som lærere ofte rummer.

Stykke 3. Skolen må ikke pålægge læreren udviklingsprojekter, som er ligegyldige, diffuse eller kaosskabende.

Stykke 4. Lærere må ikke hindres i at ryge eller rejse.

Stykke 5. Skolens leder opfordres til at sidde ved sin computer på rådhuset for ikke tilfældigt at komme til at udløse kriser og sammenbrud. Lederen kan der lægge syvkabale uden at forarge andre og i øvrigt pusle med det administrative.

Stykke 6. Skolebestyrelsen skal opfordres til jævnligt at iværksætte en 'lærervelfærdskampagne', hvor man kan lade sig inspirere af den aktuelle debat om dyrevelfærd.

Stykke 7. Forskellige menneskerets- og hjælpeorganisationer opfordres til at se nærmere på lærernes arbejdsforhold og øvrige livskvalitet.

Powered by Labrador CMS