Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
At starte som ny lærer er et virkelighedschok: De første opslidende måneder bruges på at opdrage børnene til elevlivet, mens man prøver at overleve som privatperson midt i forberedelsernes og mødernes kaos.
Som mange andre bor og arbejder jeg ikke i samme by. Flere gange om ugen har jeg sene møder, hvilket giver fire gange 45 minutters transport om dagen. Møderne ligger sent af hensyn til forældres og pædagogers arbejdstider. Derved kan jeg ikke binde mig til fritidsaktiviteter om aftenen, og mine arbejdstider kan man slet ikke byde en børnefamilie.
Hvor mange lønarbejdere ville finde sig i, at deres arbejdstid bliver spredt over to gange i et tidsrum på 12-14 timer? Jeg forsøger derfor at samle mange møder samme dag, men så arbejder jeg 12 timer i træk, og det er ikke optimalt.
Vi skal tilbringe mere tid på skolen, men vi har ingen kontorer, hvor vi kan arbejde. De computere, der er til rådighed, er også elevernes, hvilket minimerer udbyttet. Så længe skolerne ikke kan give os hver en computer og et kontor, må det være DLF's job at sørge for, at vi kan trække vores hjemme-pc'er fra i skat.
Den nye overenskomst har medført forringede arbejdsforhold. Jeg tænker ofte: 'Er det sådan, jeg har lyst til at leve mit liv?' Jeg elsker at undervise og være sammen med børnene, men jeg hader min opsplittede hverdag. Under de forhold kan jeg ikke holde til at være lærer i årevis.
Det knebne flertal for overenskomsten burde have fået klokkerne til at ringe. Lyt dog til medlemmerne, det er os, I sidder der for! Friske kræfter, der ved, hvad det handler om, og som vil kæmpe for dem, der arbejder i nutidens folkeskole, er tiltrængte. Det er pinligt, at vi i et land, hvor der er stor lærermangel, ikke har en formand, der kan finde ud af at drage fordel af det.
DLF er for usynlig. Når sygeplejersker og pædagoger føler sig truede, står der straks en aggressiv og kampklar formand og forsvarer sine kollegers forhold. Men når lærerne og skolerne kastes ind i debatter, ser jeg ikke skyggen af fagforeningen. I hverdagen må jeg forsvare mit prestigeløse job over for uvidende og fordomsfulde mennesker, men når mit erhverv maltrakteres i medierne, forventer jeg, at DLF står 110 procent bag mig og mine kolleger, det er trods alt til jer, jeg betaler mit kontingent. I burde udnytte lærermanglen til lærernes fordel.
Charlotte Nordlund Borring
lærer ved Dagnæsskolen, Horsens
