Debat

Åbenhed og dokumentation

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Eliten har for længst klappet af sig selv i Bella Centret. F2000 er afsluttet, men projekt 'Kvalitetsudvikling' fortsætter med uformindsket styrke. På skrivebordene hober papirerne sig op. I hele systemet, fra kælder til kvist, implementerer, dokumenterer og evaluerer man, som var det selve meningen med at holde skole.

I klassen gælder det logbøger, uddannelsesbøger - og som noget helt nyt, vi slet ikke kan være foruden - porteføljer. Lærerne skal udfærdige mål og evalueringsplaner for klassen, de forskellige projekter og for den enkelte elev. Skolelederne sidder fastnaglede til deres pc'er for at forsyne forvaltningen med skolens visioner, mål, værdigrundlag, handleplaner, brugerundersøgelser og meget mere i omfattende virksomhedsplaner. På kommunalt plan fremstilles farvestrålende produktioner med skolevæsenets flotte værdiformuleringer og visioner. Fra højeste sted udsendes i en uophørlig strøm forklarende og evaluerende publikationer.

Bag den udvikling står blandt andre Danmarks Lærerforening som loyal partner i F2000-forløbet.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Hensigten har været at give politikerne 'et bedre grundlag for at påtage sig deres del af ansvaret' og at 'præge tidens mest brugte kvalitets- og evalueringsbegreber, så de bliver gavnlige redskaber både for udvikling af folkeskolen og for lærernes arbejdsglæde' (Kvalitetsudvikling i Dialog, DLF 1998).

Åbenhed og dokumentation er projektets mantra.

Samtidig skulle vi fremstå som samarbejdsvillige og udviklingsorienterede. En politisk linie, man stadig følger i foreningen.

Hvad har vi så fået ud af denne samarbejdslinie? Har politikerne forvaltet deres del af ansvaret bedre? Har kvalitets- og evalueringsredskaberne skabt arbejdsglæde hos landets lærere? Er den skabte udvikling til gavn for folkeskolen - eller er det mere konsulenter og skolebureaukrater, der har grund til jubel?

Mens vi venter på foreningens dokumentation, kan vi foreløbig konstatere, at Kommunernes Landsforening mørbankede os offentligt for til sidst at løbe med forberedelsesfaktoren, at kun i fem procent af kommunerne er der udsigt til højere skolebudgetter i 2001, og at mange medlemmer savner en fagforening!

Samtidig har endnu en undersøgelse, som er omtalt i Folkeskolennummer 42, vist forældrenes tilfredshed med det solide arbejde, som lærerne udfører som undervisere og i forbindelse med kontakten til hjemmene. Men forældrene er sikkert heller ikke bekendt med, at skolen i virkeligheden er et kompetencemiljø med lærerne som aftalepartnere i et læringsrum, hvor den enkelte elevs læreproces er i fokus. (F2000-rapport: 'Folkeskolen som kompetencemiljø', udgivet af DLF, Kommunernes Landsforening og Undervisningsministeriet).

Jørgen Bruun Nielsen

Esbjerg