KL godt tilfreds med Skive-dom

KL-direktør: Det bliver administrativt simplere

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Danmarks Lærerforenings formand Anni Herfort mener, at det bliver et stort bureaukrati, når pædagoger i skolestartsprojekter efter voldgiftsrettens kendelse i forrige uge skal aflønnes efter overenskomst med pædagogernes fagforbund BUPL om eftermiddagen og DLF-overenskomst om formiddagen. Men det problem ser direktøren i Kommunernes Landsforenings (KL) personalejuridiske kontor Per Soelberg slet ikke:

'Jeg tror, det bliver administrativt simplere. Nu ligger det fast, at man kan nøjes med ét ansættelsesforhold, og pædagogen skal kun ansættes på én overenskomst, men det er rigtigt, at dommen siger, at de lønmæssigt skal stilles som lærere, når de har undervisning. Men det er der intet nyt i - det er præcis det, vi plejer at pege på, når kommunerne beder os om råd til at løse sådan en problemstilling. Hidtil har vi bare sagt, at det skulle gøres som to ansættelsesforhold, det behøver vi ikke længere, og det bliver det faktisk teknisk nemmere af'.

Det bekymrer heller ikke KL-direktøren, at afgørelsen betyder, at en pædagog, der som led i et skolestartsprojekt har selvstændig undervisning i en 1. eller 2. klasse, nu skal have løn som en læreruddannet, hvor de hidtil i for eksempel Skive Kommune har fået børnehaveklasselederløn:

'Det er præcis det, vi har sagt hele tiden - også i Skive!' Per Soelberg er alt i alt godt tilfreds med voldgiftsrettens kendelse:

'Vi har jo i den konkrete sag hele tiden været mere enig med BUPL end med Danmarks Lærerforening. Nu er der skabt parallelitet mellem pædagoger og børnehaveklasseledere.