Som førsteårspraktikant kan jeg ikke bryste mig af hverken nævneværdig erfaring med lærerarbejde eller faglig indsigt i det hele taget. Og om muligt er mit begreb om DLF's betydning for lærere endnu mindre. Jeg håber naturligvis på at blive klogere hen ad vejen, men indtil da - i det mindste indtil jeg selv begynder at anse min uvidenhed for pinlig - vil jeg skamløst tillade mig at udstille den.

Jeg har netop overstået min første 'rigtige' praktikperiode på tre uger. Helt generelt er jeg godt tilfreds med mit udbytte, og især er jeg glad for at have fundet ud af, at den elevmutation, der skulle være foregået, i hvert fald ikke har skabt helt ustyrlige monstre og uhyrer. I det mindste mindede de væsener, jeg mødte, i beroligende grad om en slags mennesker - ja, jeg kunne have troet, at der var tale om børn, slet og ret - hvis jeg ikke havde fulgt så godt med i medierne. Min hidtidige forståelse af begreber som arbejdsplads og fagforening derimod: Umiddelbart kom jeg i tvivl om, hvorvidt det overhovedet er tilladt at benytte 'arbejdspladsbegrebet' på skolerne, og i særdeleshed er jeg stadig i vildrede om hvad meningen med medlemskabet af DLF mon kan tænkes at være.

Det korte af det lange er, at jeg ikke rigtig kan forstå, at man stadigvæk - femten år efter at jeg selv gik i skole - ikke kan finde tegn på, at skolen er en arbejdsplads for lærere - professionelle mennesker, der udfører et krævende stykke arbejde - også uden for klasselokalerne. Af den grund, tror jeg, kom jeg til at stille alle mulige fjollede spørgsmål som: Hvor er lærerkontorerne? Hvor er skrivebordene, man rent faktisk kan holde ud at arbejde ved? Hvor er de ergonomisk forsvarlige stole? Hvor er reolerne? Hvor er computerne? Hvor er telefonerne? Hvor er mødelokalerne? Hvor er kantinen? Hvor er køkkenerne - køleskabene? Hvor er alle de penge, der er blevet brugt til udvikling af arbejdspladserne, blevet af?

Måske er det min største udfordring: at skille mig af med vidtløftige griller og idéer om et fagligt fællesskab, der kæmper for at skabe optimale arbejdsbetingelser - eller rettere: at indstille mig på, at alt, hvad lærerne i løbet af femten år har kunnet finde på at kræve, har været en gang ny maling og nyt betræk på stolene i lærerværelset?

Midt i praktikken lå der så et postkort i anledning af, at DLF skal udvikles, og det gjorde ikke min usikkerhed mindre. Nu er der tilsyneladende blevet arbejdet uanfægtet af de elendige arbejdspladsforhold i flere år, så umiddelbart forekommer det ikke særligt indlysende at tro, at de samme mennesker, der år efter år har slidt på den samme Børge Mogensen-stol i det samme kedelige lærerværelse, skulle være af den type, der kunne tænke sig noget andet end måske endnu en gang maling på væggene og nyt betræk på stolene. Hvorfor skulle de samme mennesker pludselig være optaget af at udvikle DLF til noget, der kunne minde om fagforeninger inden for andre professioner?

Lars Thykjær Pedersen

førsteårslærerstuderende, Århus