Der lyttes intens i 6.b på Bramsnæsvigskolen. 16 elever sidder i rækker to og to med ansigterne vendt mod lærerstuderende Marianne Wange. Hun fortæller om, hvordan Christian II blev gift med sin unge dronning uden at være til stede, fordi han havde travlt med sin veninde Dyveke.

'Årh ja, mand', udbryder en dreng imponeret.

Marianne Wange går frem og tilbage foran tavlen med sin stak papirer og fortæller sikkert. Hun har også kendt klassen et stykke tid, for hun er ude i den nye læreruddannelses otte uger lange praktikperiode, kaldet skoleperioden. Det betyder, at hun har haft klassen de sidste syv uger, de sidste tre uger uden praktiklærer og medstuderende i klassen.

Den første dag alene gjorde større indtryk på Marianne Wange, end hun havde forventet.

'Min medstuderende og jeg havde forberedt os sammen indtil da, og man mærker tydeligt, at man pludselig skal tænke på det hele selv. Det var mere min medstuderende end læreren, jeg manglede. Weekenden inden var vi begge to helt oppe at køre, men det gik jo fint, og nu tænker jeg slet ikke over det', siger hun.

Hendes praktiklærer, Bill Hald, som er klasselærer for 6.b, mener også, at det er vigtigt, at praktikanterne får lov til at være alene. Han siger:

'Skoleperioden er virkelig god i forhold til min egen praktik, fordi man står med hele ansvaret selv. Jeg husker fra min praktik, at man kunne køre sit forberedte stof af, mens en anden styrede hjørnerne', siger han.

Marianne Wange fremhæver også den lange periode som noget positivt.

'Denne gang er det blevet hverdag. Børnene kender mig så godt nu, at de kan parodiere mig, og det er jo herligt. Når man kun er der tre-fire uger, er man stadig den nye, og så kan de lure én, fordi man ikke kender dem', siger hun.

Bill Hald er helt enig:

'Det er vigtigt, at perioden er så lang, at Marianne oplever alle facetter af det at være lærer, forberedelsen, undervisningen og justeringen af undervisningen'.

Marianne Wange mener, at det har været sundt for hende, at hun ikke har kunnet planlægge hele forløbet på forhånd, fordi hun mener, at det ligner virkeligheden mere.

Dagens time om reformationen er forberedt i weekenden inden, og børnene er tydeligt fanget af historien. Marianne tegner et Danmarkskort og fortæller om en luskebuks, der skifter fra katolik til protestant for at være taktisk. En pige med opsat hår kan forklare, hvad taktisk er, for hun har set 'Robinson':

'Det er, ligesom når Pia ved, at Kim er en stor konkurrent, så stemmer hun ham hjem'.

Marianne Wange mener selv, at hun har fået et godt og meget virkelighedsnært billede af, hvordan det er at være lærer.

'Det er gået op for mig, hvor fleksibel man skal være. Én skal til tandlæge, én skal øve Lucia. Der sker noget hele tiden, og selvom man har en plan a, b, c og d, bliver det ikke, som man havde regnet med'.

Alligevel kan hun ikke se nogen grund til, at læreren skal sidde på lærerværelset, mens hun underviser alene, for hun kan ikke forestille sig, hvad der skulle ske, for at hun skulle tilkalde læreren.

Bill Hald mener dog, at det er vigtigt, at han er der, fordi han mener, at praktikanter ellers kan gå fra skolen med en del frustrationer.

'Det er nødvendigt, at jeg er her. Også fordi det er vigtigt, at jeg beholder følingen med klassen. Når man er væk så mange timer, er det godt at kunne gå derned i frikvartererne. Det handler ikke om det faglige, men om det sociale'.

Og med hensyn til følingen med klassen giver Marianne Wange ham ret.

'Min medstuderende har haft alle klasselærerens dansktimer. Det er forfriskende, at der kommer et nyt menneske til klassen, men det er mange timer, hvor deres almindelige lærer ikke er der, så børnene mangler den tryghed, der ligger i hendes specielle ritualer. Og læreren kan miste grebet om klassen'.

Bill Hald mener ikke, at han har været overbebyrdet i de timer, hvor han har siddet på lærerværelset, fordi der ikke har været problemer, men han har brugt mere tid på at tale med Marianne Wange, end hvad der er afsat.

'Jeg har ikke ført regnskab med al den løse snak, for når man alligevel sidder på skolen, kan man jo snakke i frikvartererne og mellemtimerne. Jeg har kunnet slappe af, mens hun har undervist, fordi hun har haft styr på tingene, så på den måde er det lidt som gyngerne og karrusellerne', siger han.

Marianne er godt tilfreds med vejledningen.

'Jeg ved ikke, hvor mange timer jeg har krav på, men jeg er helt klart blevet overserviceret. Men havde jeg ikke fået vejledningen, så ville jeg nok ikke have bedt om den'.

Bill Hald er ikke i tvivl om, at han gerne vil tage en praktikant igen, for han mener, at det er vigtigt, at de studerende lærer virkeligheden at kende så tidligt som muligt, og som han siger:

'Hvis Marianne siger, at hun har set noget af virkeligheden, så er mit job som praktiklærer opfyldt'.

Og Marianne Wange er heller ikke i tvivl om skoleperiodens brugbarhed.

'Jeg ved nu, at jeg kan holde de mål, jeg sætter, både fagligt og socialt. Det er en helt utrolig selvtillid, man får forærende. Det er bare frygteligt, at jeg skal tilbage på seminariet igen'.

pai

Skoleperiode

Skoleperioden er en praktik, der ligger på tredje eller fjerde studieår på den nye læreruddannelse og skal vare syv til ni uger. Ifølge Undervisningsministeriet skal den studerende 'ud over at varetage undervisningen i sine liniefag i størst muligt omfang deltage i andre læreropgaver som for eksempel skole-hjem-samarbejde, klasselærerfunktioner, teamsamarbejde, projektsamarbejde, møder i pædagogisk råd - kort sagt i lærerens hverdag'. I mindst den sidste halvdel af perioden skal den studerende tilrettelægge og gennemføre undervisningen selvstændigt, og praktiklæreren og medstuderende er ikke til stede i timerne.

Der har været store problemer med hensyn til aflønningen af vejledningstimer, der ikke er lagt ind i lærerens almindelige arbejdstid. Der er blevet indgået en midlertidig aftale, som kun gælder for i år.