'Men det er jo også hårdt at være lærer, jeg ville nødig bytte'.

Et medlidende blik og opmuntrende smil afslutter skole-hjem-samtalen. Jo, de læser skam aviser, forældrene, og efterårets mediefokus på unge lærere, der vælger folkeskolen fra, fordi det er for hårdt, har sat sine spor, efterladt sig billeder af lærerne som en forvirret flok, der farer rundt og slider sig selv op i den ulige kamp mod urolige børn og umulige krav. Her burde jeg måske være taknemmelig over, at nogle forældre, når de er færdige med at argumentere for, hvilken pædagogik de synes, jeg skal arbejde ud fra for at tilgodese netop deres barn, også kommer i tanke om, hvor hårdt jeg nok har det. Men jeg foretrækker faktisk respekt frem for medlidenhed, selvom jeg er en ung lærer under 30.

Jeg er nemlig i det store og hele glad for mit arbejde. Jeg kan godt lide at tilrettelægge den faglige progression for de enkelte klasser, sætte mig ind i det faglige stof derhjemme, se, hvad det indeholder af muligheder for undervisningsdifferentiering og forskellige arbejdsformer. Og jeg trives på godt og ondt med samspillet med eleverne i de enkelte klasser og det kollegiale samarbejde. Det er selvfølgelig ikke problemløst, men man træffer en masse valg undervejs, og ét af dem er at lade være med at gøre sit arbejde til et martyrium.

Når jeg har læst artiklerne i Folkeskolen og i aviserne, hvor unge lærere beskriver deres arbejdssituation, og hvorfor de nu endeligt har opgivet, må jeg indrømme, at jeg har undret mig over, hvad de egentlig har fundet sig i undervejs, og hvorfor de dog ikke har sagt fra. Ikke bare er de blevet prakket skolens værste klasse på, men de er blevet i den. Ikke bare har forældre ringet døgnet rundt, men de har fået lov til det.

Jeg kan godt genkende frustrationen over læreres arbejdsmiljø og protesten mod de forældede og ufleksible mønstre i den danske undervisningspraksis. Men jeg kan ikke genkende det manglende ansvar i forhold til at forbedre forholdene for egen arbejdssituation.

Det er selvfølgelig synd for os unge lærere, at seminarierne ikke klæder os ordentligt på til det håndværk, samværet med børn er. Det er også synd for os, at forældre og medier konstant sætter spørgsmålstegn ved vores pædagogiske og faglige kompetencer. Og det er synd for os, at skoleledelsen som regel mangler overskud til at støtte nok op.

Men hvis man er endt i en urimelig arbejdssituation, er det ens eget ansvar at sige fra. Det er mit indtryk, at for mange lærere klager over deres arbejdssituation og bekræfter hinanden, i stedet for at gøre noget ved det. Hvis det går dig på, at forældre ringer om aftenen om stort og småt, så bed dem lade være. Hvis du som nyuddannet er blevet prakket skolens værste klasse på, så sig fra ved næste fagfordeling. Hvis lederen på din skole ikke kan eller vil være med til at løse dine problemer, så skift skole! Det er nu, hvor der er lærermangel, at vi har muligheden for at stille nogle krav til vores arbejdssituation. At finde sig i hvad som helst er ikke med til at styrke ens autoritet. Den styrkes netop ved at sætte grænser og stille krav i forhold til både elever, forældre, kolleger, ledelse og politikere.

Asla Fomsgaard Adrian er lærer