Formand for Favrskov Lærerforening Rikke Harboe og borgmester Nils Borring har sammen underskrevet den første arbejdstidsaftale, som for alvor kommer til at gælde for lærerne i Favrskov fra næste skoleår.

Første arbejdstidsaftale underskrevet i Favrskov

Indtil nu har der været en aftalt fælles forståelse mellem kreds og kommune om lærernes arbejdstid i Favrskov. Men et politisk ønske fører nu til, at Favrskov Lærerforening og Favrskov Kommune skriver under på en lokal arbejdstidsaftale.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Undervisningen skal i fokus i skolerne i den østjyske kommune Favrskov. Det er udgangspunktet for den arbejdstidsaftale, som erstatter den fælles forståelse, som indtil nu har sat rammerne for lærernes arbejdstid. Det er et politisk ønske, som har betydet, at man nu har forhandlet sig frem til at få en aftale frem for en fælles forståelse, fortæller formand for Favrskov Lærerforening Rikke Harboe Jensen.

"Efter god dansk aftaletradition har vi med aftalen i fællesskab netop forsøgt at forbedre lærernes mulighed for at lave god undervisning for alle elever".

Arbejdstidsaftalen bygger videre på en aftalt fælles forståelse og byrådsbeslutning om en 35-5-ordning. Ordningen betyder, at lærerne selv kan vælge, hvor de afvikler fem af ugens arbejdstimer.

"Der er mange gode forbedringer i den nye aftale. Blandt andet er der et tilstræbt undervisningsgennemsnit på 750 timer på skolerne for lærere og 805 for børnehaveklasseledere. Der er nedsat tid de første to år efter afsluttet uddannelse for nyuddannede og en en mentorordning samt et generelt øget fokus på kerneopgaven og det professionelle råderum. Det vil bidrage til bedre arbejdsvilkår for medarbejderne", siger Rikke Harboe Jensen.

Lokalpolitikere ønsker arbejdstidsaftale i Favrskov 

Aftale udløser ikke flere penge

Rikke Harboe Jensen ærgrer sig over, at der ikke fra politisk side er fulgt penge med til skoleområdet i forbindelse med forhandlingerne. Hun håber dog alligevel, at lærerne vil mærke, at aftalen gør en forskel i skolehverdagen.

"Vi har fået italesat, at der skal være tid til sammenhængende forberedelse og en tillid til at lærerne med et råderum løser opgaverne med høj kvalitet. Inklusion og forberedelse  er det, der udfordrer lærerne mest. Udfordringerne er ikke løst med denne aftale, men vi har forpligtet hinanden på at indhente mere viden og tænke i løsninger inden skoleårets udgang", siger Rikke Harboe Jensen og fortæller, at der ifølge aftalen skal findes løsninger lokalt.

"Skolelederne er forpligtet til sammen med tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant at  finde mere og sammenhængende tid til forberedelse. Vi har fået italesat kerneopgaven og behovet for forberedelse, men det er ikke lykkedes os at komme igennem med en pulje til forberedelse", siger Rikke Harboe Jensen.

"Vi havde gerne set flere konkrete sikringer i aftalen, men vi håber alligevel at lærerne vil kunne mærke en forskel og få mere tid til kerneopgaven - det er i hvert tilfælde noget vi kommer til at følge tæt".

Ni ud af ti lærere har aftalte rammer for arbejdstiden efter sommerferien - se listen her 

Borgmester: Samarbejde med lærerkreds er vigtigt

Borgmester i Favrskov Kommune Nils Borring (S) er glad for, at det er lykkedes at indgå en aftale: 

"Aftalen er et signal om, at vi har en god dialog og et fint samarbejde med Favrskov Lærerforening, og det er vi selvfølgelig kun interesseret i at have", siger han i en pressemeddelelse.  

Nils Borring afventer spændt arbejdstidskommissionens udmelding, som kommer den 16. december i år. Herefter kan KL's og lærernes forhandlere gå i gang med forhandlingerne om en central arbejdstidsaftale.

"Det giver god mening, at vi får et udspil fra centralt hold, og det bliver spændende at nærlæse deres forslag. I ventetiden er det rigtig fint, at vi lokalt kan finde ud af at samarbejde om at skabe gode rammer for både børn og medarbejdere", siger Nils Borring.

Læs mere

Find Favrskovs arbejdstidsaftale her