Blog
0   6

ETwinning - besværligt eller berigende?

Abonner på nyt om eTwinning i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

ETwinning? Hvad er det? Det spørgsmål vil man desværre kunne høre på mange danske skoler. Hvor det i store dele af Europa er udbredt og anerkendt (ofte prestigefyldt) at arbejde med eTwinning, er det flere steder i Danmark nærmest ukendt.

Det er virkelig ærgerligt. Ikke mindst fordi, det både er nemt og enkelt at etablere samarbejde på tværs af landegrænse i Europa. En ikke uvæsentlig faktor er, at det er helt gratis.

Forleden var jeg med på Uddannelsesdebatten i Nørre Nissum. Jeg brugte en del af tiden på at stå på eTwinning-standen, hvor vi informerede om eTwinning og de muligheder, det giver i uddannelsesverdenen.

Artiklen fortsætter under banneret

Det er altid interessant at møde mennesker. Nogle gik lige forbi. Nogle snuppede lige et bolsje og skyndte sig videre for ikke at blive ”kapret” – det var ikke lige det, der fangede dem.

Ind imellem havde vi glæden af at få en god dialog. Jeg mødte et par lærerstuderende (førsteårs), der umiddelbart ikke lige kunne se, hvordan de kunne bruge eTwinning i deres fag (den ene havde bl.a. valgt musik). Der skulle dog ikke lang tid til før han havde fået blod på tanden. Musik er eminent til eTwinning-projekter. Dels kan det motivere elever til virkelig at gøre sig umage, hvis de skal spille/synge et nummer, der optages og skal vises for andre, dels er børn og unge generelt vilde med at se, hvordan man løser opgaven i andre lande.

En lærer var helt afvisende. Hun havde prøvet for nogle år siden at være på eTwinning og fandt det meget rodet og forvirrende. Selvom hun så den nye platform og erkendte, det så helt anderledes ud, havde hun ikke lyst til at bruge tid på det igen. Lysten var helt forsvundet. Her kunne man have ønsket, hun havde haft hjælp fra en erfaren eTwinner allerede dengang.

Vi har alle forskellig tilgang til nye ting. Nogle giver det en chance med at prøve lidt på må og få for derefter at opgive, da man nok synes, det tager for meget af ens tid. Andre får mere blod på tanden og ofrer gerne tiden til at afprøve og udforske. Uanset hvilken kategori, man tilhører, så er det vigtigt, der er en mulighed for hjælp og support.

Hvis man er heldig at have en kollega, der har erfaring med eTwinning, kan man med fordel få tips og ideer. Der er også mulighed for at få hjælp fra en af landets 13 eTwinning-ambassadører, hvoraf de 9 har særlig viden på grundskoleområdet. Find dem her https://etwinning.dk/ambassadoerer/

Er eTwinning så besværligt? Ja, hvis man vil ”spise æblet i én mundfuld”. Hvis man har ambitioner om store projekter, uden man har den store erfaring, kommer man let til at løbe sur. Begynd med et mindre projekt – gå gerne sammen et par kolleger – og forsøg, hvis det er muligt, at lave det første projekt med en erfaren eTwinner. Bestem en tidsramme, reserver tid i årsplanen til at arbejde med eTwinning. Afhængig af elevernes alder, kan de faktisk klare det meste af arbejdet selv.

I min verden er eTwinning berigende. Jeg har oplevet elever være utrolig dedikerede, få venner/kontakter rundt om i Europa, lære en masse om både egen og andres kulturer. Hør f.eks. hvad nogle af mine elever sagde, da vi sidste år fik et valghold i eTwinning.

Et helt konkret eksempel er et nyligt afsluttet projekt, hvor eleverne i de deltagende lande skulle forberede og præsentere en historisk byvandring i egen by. De skulle planlægge ruten, finde historisk interessante steder og tage en selfie ved stedet (GDPR var afklaret). Herefter kontaktede de det lokale museum og fik lov at bruge gamle fotos og postkort fra de samme steder, så man kunne se udviklingen. Det var en stor øjenåbner, men også en udfordring i en lille dansk provinsby, der kun har ca. 100 år på bagen.

Ruiner fra termiske bade i Salona, Kroatien

Til gengæld lærte vi om arkæologiske fund og gamle termiske bade i Kroatien, persiske invasioner i 1700-tallets Georgien og meget andet.

Kvetlasminda Kirkeruin, Georgien

Sprogfagene vil helt naturligt få glæde af eTwinning. Andre fag skal dog ikke stå tilbage. Skulle man finde sprogbarriererne for store, er der rig mulighed for at etablere samarbejde med nordiske lande. Alle de nordiskelande er med i eTwinning og det er relativt enkelt at skabe et meningsfuldt samarbejde. Desuden er mentaliteten mellem nordiske kolleger oftest lidt lettere, end eks. syd- og østeuropæere, der ofte anvender store armbevægelser.

Har man mod på eTwinning, er der også andre muligheder. Faglig sparring med kolleger, deltagelse i diverse online kurser, konferencer og webinarer er en overset men ikke uvæsentlig del af det europæiske samarbejde. Flere gange om året vil der endvidere være mulighed for at søge om at komme på seminarer, konferencer og workshops rundt omkring i Europa. Her er der rig lejlighed til at mødes med eTwinnere, blive inspireret og skabe kontakter.

Frihedsmonumentet. Fra PDW i Riga 2018

Opslag om disse findes på www.etwinning.net, www.etwinning.dk og på www.facebook.com/etwinning.dk/

Forberedelse – det store mantra.

Det kræver forberedelse at lave et eTwinning projekt, det kan ikke nægtes. For nogle vil det være den store bremseklods. Her kunne man ønske, der ville være goodwill fra ledelsens side, til at give lidt tid til at få gang i tingene. Er det ikke tilfældet, er spørgsmålet, om man er villig til at ofre lidt på at få det op at køre. Efter et par gange, har de fleste forstået konceptet. Dog vil mit råd til alle, der springer ud i det.

”Keep it simple”


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ