Nynne fra 5. klasse ser sine klassekammerater August og Kalle tale sammen i gården. Hun oplever Kalle som truende og tager fat i August senere på dagen for at høre, om han har brug for hjælp. Han afviser hende. Hun prøver at tale med sin lærer Maria om det, men hun har ikke tid, så Maria beder hende sende en mail.

Hvad ville du skrive i mailen, hvis du var Nynne?

Se filmen om Nynne, som Louise Molbæk brugte i undervisningen.

Louise Molbæk har i sin ph.d "Skrivning i Skolen som Autentisk praksis - potentialer og udfordringer" fået lavet to små film, som viser dilemmaer, der kunne forekomme i børns hverdag.

Dem har hun brugt til at få eleverne til at tænke med og leve sig ind i konflikterne og dermed gå til skrivningen med et andet udgangspunkt.

Bachelor: Der foregår for meget tomgangs-skrivning i skolen

"Da jeg skrev mit speciale, blev jeg opmærksom på, at selv om der ligger fantastiske muligheder i genrepædagogikken, som har været så populær de senere år, så er der også en risiko for, at eleven som menneske forsvinder i skrivningen. Med et massivt fokus på genrer, kan skriveundervisningen risikere at blive noget opskriftpræget, og elevens egen fortolkning kan forsvinde. Derfor blev jeg optaget af at bringe eleven ind igen og få eleven til at opleve skrivningen som en social handling", fortæller Louise Molbæk.

Eleverne tænker over konsekvenserne af det de skriver

Oprindeligt havde Louise Molbæk forestillet sig at udvikle forløbene i samarbejde med lærere, men da hun havde fået kontakt med tre 5. klasser på to forskellige skoler, blev de enige om, at Louise primært stod for selve udviklingen og afprøvningen.

Dermed blev hun selv den, der stod for undervisningen i de tre forløb. Hendes erfaringer og lærernes input gav anledning til flere justeringer undervejs, og det viste sig også, at selv om hun havde interviewet eleverne inden for at finde ud af, hvad der optog dem, så var der alligevel forskel på, hvor godt dilemmaerne ramte eleverne.

"Hvis det skal lykkes, kræver det, at man som underviser er klar til at slippe noget af kontrollen. Og så skal det ramme eleverne. I et af forløbene havde jeg taget udgangspunkt i en aktuel situation, fordi en klasse fra en anden skole skulle rykke ind på skolen, og jeg bad dem derfor skrive breve til de nye elever, der fortalte det, de tænke de nye elever havde brug for at vide. Men det viste sig, at eleverne slet ikke kunne relatere sig til skrivesituationen, fordi de ikke havde lyst til at relatere sig til de nye elever", forklarer hun.

Forløbet, hvor eleverne skulle forholde sig til filmen om Nynne fungerede bedre. Inden eleverne så filmen, blev de præsenteret for den mail, som Nynne skulle forestille at have skrevet til sin lærer.

I mailen beretter hun på dramatisk vis om en den oplevelse, hun havde i skolegården. Louise Molbæk gennemgik mailen og snakkede med eleverne om, hvordan Nynnes sproglige valg er med til at skrive personer, begivenheder og mål frem på en bestemt måde.

Derefter så eleverne selve filmen og diskuterede forskelle mellem det, som Nynne skriver frem i sin mail og det, som eleverne fik indtryk af fandt sted i skolegården i filmen.

Endelig blev eleverne præsenteret for en efterfølgende mail fra Nynnes lærer, der lægger op til, at Nynne tager fat i en anden person. Eleverne skulle tage stilling til, hvem de med fordel kunne skrive til, hvad de ville have ud af at skrive til vedkommende (målet), og hvordan de selv syntes, at Nynne burde skrive sig selv (skriver) og modtageren af mailen (læser) og episoden i skolegården frem (emnet).

Læringskonsulent: Husk, at eleverne skal skrive meget mere

"Flere grupper følte sig - selv om det var en fiktiv situation - meget forpligtede på at skrive, som om det var virkelighed. De diskuterede, om hun ville skrive på den ene eller anden måde, når hun er 11 år gammel. For de ville gerne have det til at lyde rigtigt. Nogle havde en ophidset diskussion om, hvem de skulle skrive til. For hvis det var til forældrene, så ville det få nogle andre konsekvenser. Det var tydeligt, at det betød noget for dem, at de forestillede sig rigtige levende mennesker levende, der skal modtage teksten og dem selv bag teksten".

Netop disse reflektioner mener Louise Molbæk er vigtige, fordi de bringer eleverne tættere på at forstå, at skrivning er en social handling, der kan skabe forandring, og hvor eleverne overvejer konsekvenserne.

"Det bliver tydeligt, at vi gør noget, når vi skriver en tekst. Det har en betydning for, hvilket indtryk andre har af os, men også for hvordan vi konstruerer den anden i teksten. Hvordan får man skrevet det frem uden at hænge nogen ud - fx hvis de skrev til offerets forældre".

Skrivekort kan være en hjælp i det komplekse

Eleverne diskuterede ud fra skrivekort, og her var der stor forskel på, om eleverne oplevede kortene som en hjælp eller noget pjat.

Hvis opgaven var alt for ligetil, gjorde de grin med kortene - for hvem gider bruge et skrivekort, hver gang man skal skrive en indkøbsliste. Men med den mere komplekse skrivning, gav det mening for dem.

"Det blev uautentisk for eleverne, hvis de skulle bruge skrivekort til noget, som var for enkelt. Men der var også nogle, der var ambivalente, som fx i starten ikke kunne se ideen med kortene, men senere syntes, de var en god hjælp. I særdeleshed de dygtige skribenter blev generet af kortene, for de kunne straks se for sig, hvordan teksten skulle se ud".

Louise Molbæks ph.d kan læses via linket herunder, hvor der også er link til filmene, hun har brugt i projektet og mere om, hvordan man arbejder med skrivekort.