Anmeldelse

Sammen om dansk

Originalitet efterlyses

Der findes efterhånden uendelig meget materiale og praktiske vejledninger til undervisning i dansk og matematik. Bogen ”Sammen om dansk” kan være udmærket som idékatalog til nye lærere og pædagoger. For den mere erfarne savnes nyskabelserne.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

”Sammen om dansk” er skrevet af Tina Therkildsen til understøttende undervisning. Formålet med materialet er at motivere lærere og pædagoger til et tæt fagligt samarbejde, hvor de planlægger undervisningen med fokus på elevens faglige udvikling. Man behøver ikke at være lærer eller pædagog for at bruge materialet, for en samvittighedsfuld vikar kan også få glæde af ”Sammen om dansk”. Men at bruge materialet slavisk til understøttende undervisning vil være kedeligt og trivielt.

Fakta:

Titel: Sammen om dansk

Forfatter: Tina Therkildsen

Pris: 498,75

Sider: 150

Forlag: Dafolo

Planlægning af skolearbejdet ved hjælp af skemaer og skabeloner giver ofte ingen mening. Hvis den understøttende undervisning skal give mening for eleverne, ved de erfarne og professionelle lærere eller pædagoger godt, hvordan der skal planlægges.

Første del af materialet handler om det rent praktiske: de understøttende aktiviteter, hvordan tilrettelægges undervisningen, fordeling af opgaverne med en fælles struktur. Der findes skema og skabeloner til det hele. Anden del er de 30 aktiviteter. Tredje del består af oversigter over de aktiviteter, der hænger sammen.

Materialet indeholder aktiviteter til inspiration for læse- og skriveudvikling i 1. og 2. klasse. Hver aktivitet har en udførlig vejledning og henvisning til kompetenceområdet "læsning". Det pædagogiske princip i den understøttende aktivitet er læring gennem leg og kropslighed. Hver aktivitet tager 45 minutter at gennemføre. Det hører nok til sjældenhederne, at undervisningen i 1. og 2. klasse har fulde 45 minutter til understøttende undervisning. Der opstår altid uro efter et frikvarter eller forstyrrelser i timen, der skal løses, så det er svært at bruge det rå materiale, som det ligger her. Improvisation er også en del af god undervisning.

Powered by Labrador CMS