Anmeldelse

Kystfiskerne og kampen om fisken

Fine film om fiskeri

Nyt filmbaseret læremiddel sætter en af verdens store udfordringer på skoleskemaet.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fisk på bordet. Det har de fleste elever prøvet – men næppe mange har styr på, hvorfra den fødevare stammer, at havet på globalt plan giver mad til mere end tre milliarder mennesker – og at spisen derfor er totalt afhængig af biodiversiteten i hav- og kystområder.

Fakta:

Titel: Kystfiskerne og kampen om fisken

Forlag: Ukendt forlag, WWF

Materialet ”Kystfiskerne og kampen om fisken” indeholder et væld af muligheder for temaet og en målrettet undervisning i natur- og samfundsfag på de ældste klassetrin. Både havmiljø og kystfiskeri er i skarp konkurrence med industrifiskeri, kvotekonger og udenlandske trawlere, og eleverne får ud fra et solidt fagligt grundlag mulighed for at komme med mulige løsninger.

Eleverne får en virkelighedsnær oplevelse af, at fiskeri på globalt plan vedkommer dem selv og samtidig understøtter FN's verdensmål om blandt andet havmiljø og produktion. Materialet er baseret på 20 korte dokumentarfilm suppleret med tilhørende elevaktivitets- og lærermaterialer samt et stort fotoarkiv til elevbrug.

Stoffet kan blandt andet også anvendes til at forberede prøverne i de to fag. En lærervejledning til henholdsvis naturfag og samfundsfag giver en perfekt indgang – og kobler filmene til en række instruktive elevark med oplæg til undersøgelser, aktiviteter og dilemmaer.

Filmene af cirka to-ti minutters varighed er opdelt i film med vedkommende hverdagsportrætter fra henholdsvis dansk og kenyansk kystfiskeri, en række tematiske film og film med korte, forskelligartede udsagn fra aktører og interessenter.

Stofmængden er meget stor, og det er helt op til den enkelte underviser at udvælge de mest oplagte elementer til et bestemt fagligt eller fællesfagligt forløb. Indholdet kommer langt omkring med faglige begreber som biodiversitet, overfiskning, bundtrawlsfiskeri, eutrofiering, erhvervsfordeling, fiskekvoter, forbrugeradfærd, forsyningskæder, mærkningsordninger, internationale aftaler, politik, økonomi og globalisering.

Det omfattende og primært filmbaserede materiale er umiddelbart fremmed for en traditionel bog- og tekstbaseret undervisning. Men da de fleste elever i dag har stor erfaring i at tolke og hente informationer fra filmmediet, belyser de særdeles velredigerede og målrettede film på kort tid – sammenlignet med en analog tekst – komplicerede problemstillinger om bæredygtighedsbegrebet og temaet havmiljø og fiskeri. Materialet kan dermed give en alsidig baggrund for elevernes videre nysgerrighed, aktive bearbejdning og perspektivering af temaet.

”Kystfiskerne og kampen om fisken” er støttet af Oplysningspuljen fra Danida og Undervisningsministeriets udlodningsmidler. Materialet er gratis tilgængeligt via en struktureret og elevvenlig hjemmeside på kampen-om-fisken.dk. Del den gerne med din kollega.