Efter at have oplevet konkrete mobnings-eksklusions-skoleskifts forløb, hvor elever oplever "mobning og lignende" (DCUM's ordvalg), hvor de pågældende skoler har valgt ikke at anerkende og gøre noget ved dette, og hvor det ender med at eleven og elevens forældre "trækker det korte strå og skifter skole eller overgår til hjemmeundervisning"  - har jeg sammen med nogle andre andre tænkt på muligheder for at ændre dette, i praksis.

Og, jeg lægger her op til såvel jeres meninger, som jeres erfaringer med håndtering og tolkning vedr. "mobning og lignende", ude i praksis.

En løsning, som jeg har vundet gehør for, bygger på "tidens tand/tendens" - til at anvende bl.a. Smiley-ordninger - ordninger, hvor "brugeren/kunden/borgeren" let og uproblematisk kan vurdere hvor man f.eks. vælger at spise ude, hvad man købe og ikke køber (f.eks. anmeldelser på Amazon og Trustpilot).

Mit forslag (som jeg hermed lægger ud til offentlig debat) :

- Oprette et register, hvoraf det fremgår, hvor mange handleplaner ved anerkendt mobning, som hver enkelt skole har lavet.  (som man så kan holde op overfor mobnings-hyppighed og sund fornuft).

- og eventuelt udbygge registret med en (anonym) evaluering fra de berørte børn, af hvordan indsatsen har / ikke har afhjulpet "mobning og lignende".

Begrundelserne for registret :

1) at give forældre en overskuelig og uproblematisk vej til at se, hvorvidt den udsete skole tager mobning alvorligt / sætter ind overfor mobning / anerkender mobning og hermed tager barnets oplevelser alvorligt.

2) at give forskere, lærere og pædagoger mulighed for at forbedre indsatsen - ved at evaluere på indsatsen - samt få muligheden for at sparre med andre skoler i hele landet, ift. indsatsen.

3) at undgå, at officielle påkrævede beredskabs-planer / todo-dokumenter ("hvad skal vi gøre, hvis vi anerkender tilfælde af mobning") står alene, på den almindelige skole.  Dvs. fremme indsatsen i praksis, når mobning konstateres, gennem sparring og erfarings-udveksling.

4) udligne de nuværende tærskel-forskelle, der ses i praksis ude på bl.a. skoler - hvor bl.a. mobning og andre eksklusions-mekanismer tolkes og forforståes meget forskelligt og subjektivt - og hvor barren/træsklen for mobning placeres meget forskelligt (DCUM's erfaring).

5) sikre imod, at det er 100% op til den enkelte skole, hvorvidt man vælger at anerkende "og derfor sætte gang i maskineriet" - og hvorvidt man "ikke anerkender" og derved ikke gør noget.

6) nedbringe / forebygge den i øjeblikket statistisk hyppigste grund til skoleskifte: Mobning + Dårlig Social Trivsel i klassen (/på skolen) hos de "ramte" elever. 

Det jeg positivt tænkte er: "Hvad kan motivere skoleledere og deres ansatte, ude på skolerne"?

- og mine tanker kom frem til bl.a. omtale og elevtilgang / elevtilbagegang (hvis man kan vælge udfra om "skolen byder på et sikkerhedsnet hvis ens barn skulle havne i rollen som mobbet / uønsket" i sin klasse)?  (jeg tænker at alle skoleledere gerne vil, at forældre tilvælger deres skole, og der er nok elever, til at skolen kan fortsætte og man ikke skal til at fyre ens lærere pga. elev-flugt og manglende elev-tilgang).

- Er "sund konkurrence" noget der passer godt ind i skolen?:  Jeg tænker her, at et skoleforløb byder på mange "dysts og sammenligninger" - f.eks. sammenligning ved tests, delta-karakterer, kommunikation vedr. bedre/dårligere fremtidige karakterer, positive/negative udtalelser (+/-dopamin belønning), negativ/positiv feedback til elever og til forældre - noget som eleverne tager til sig, og ofte lærer at styre efter (som lærere og skolen lærer eleven at styre efter).  Altsammen noget som ser ud til at være en del af skole-kulturen, som skolelærerne har del-ansvaret for.

- "sund konkurrence plejer at motivere", er således en grundtanke jeg har - som ved smiley-ordningerne - som synes at være meget i tråd med et typisk skolemiljø og skolekultur.

Det jeg tænker ikke virker :

- årlige trivsels-undersøgelser.  Børnene, der ofte orienterer sig ift. her-og-nu, giver typisk et snapshot / er i nuet i BMV-tests (god/dårlig dag ... og glemmer f.eks. hvad der skete for 1 måned siden - og tør måske heller ikke "åbne op").

- at spørge eleverne direkte - da den mobbede ofte ikke ønsker at tale om det, og går og gemmer på det, og måske kun åbner sig i trygge rammer derhjemme til sine forældre.

- at forklare gentagne grove foprhold som "voldsomme (men ligeværdige) konflikter" og derfor ikke sætte ind med dybere indsats end konflikt-håndtering.

Hvad tænker I andre?  Jeg har også tænkt i Sverige's bødestraf-tankegang - men, min tankegang er ligesom bl.a. Nelson Mandelas tankegang, at "motivere fremfor at straffe" ... motivere til en mere rummelig og tryggere udviklings-understøttende skole - fremfor at "presse og straffe" hvis ikke den enkelte skole makker ret! .. samt at lade "markedskræfterne" og et "kvalificeret evidens-baseret beslutningsgrundlag" komme til.

Altså tænker jeg i "smiley-tankebanerne" - bl.a. pga. motiverende konkurrence-elementer, og for at skåne de enkelte elever og forældre (undgå at de konkret skal spørge skolen om mobnings-indsats og -holdninger, som jeg har set medføre intetsigende salgstaler (de flotte ord og værdier) - og som jeg har set medføre, at skolen allerede fra starten ser forældrene som overbekymrede curlingforældre (hvilket ødelægger det endnu mere for barnet, hvis mobning opstår - da skolen så typisk vælger at årsagsforklare udfra denne curling-tolkning, og derudfra vælge løsninger såsom beroligelse af forældrene og hærdning af barnet, fremfor at sætte ind overfor og få erstattet mobningen med et udviklingsunderstøttende samspil børnene imellem)).