Debat

Det bedste ved Cepos er deres ærlighed

En sociologisk replik om børn, familier og fattigdom

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Når far og mor er på kontanthjælp og ikke har råd til julemad og gaver, så kan det være en vigtig moralsk lektie for børnene som derved lærer værdien af at klare sig selv og få sig et arbejde. Det mener Cepos-direktør Martin Aagerup i et interview i Weekendavisen."

”Det handler om de signaler, samfundet sender til børnene, om hvordan man får en god tilværelse. Og når børnene ser sig omkring og oplever, at deres kammerater med forældre, som arbejder, kan købe flere ting og have råd til et sjovere liv end ens egne forældre på overførselsindkomst, sender det et signal til dem om, at det nok er en god idé at satse på at få en uddannelse og få sig en tilværelse, hvor man er i beskæftigelse og forsørger sig selv,” siger Martin Aagerup i interviewet." -  'Cepos-direktør: Sundt for fattige børn at lære konsekvenserne af lediggang', artikel i Pio.

Det værste er ikke fattigdommen i sig selv

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Det værste ved fattigdom er ikke fattigdommen i sig selv. Ej heller den dårlige og manglende mad, selvom det er slemt nok: Dårlig ernæring, dårlige madvaner, mangel på energi, stærkt øget risiko for overvægt osv.

Det værste er heller ikke, at børnene ubønhørligt lærer, at deres forældre ikke kan klare at være forsørgere for en familie; at deres forældre ikke er lige så gode som andres, samt at netop deres forældre ikke er troværdige forbilleder, som de kan se op til og stole på: I relation til at lære ting, herunder lære hvordan man skal klare sig i samfundslivet. På den måde svækker og slår fattigdommen skår i relationen mellem børn og forældre indenfor familien; ikke mindst til skade for den tillid der skal være tilstede for, at forældrene kan fungere som troværdige voksne og myndige opdragere. Ligesom forældrene betragtes som mindreværdige 'tabere' i alskens sociale sammenhænge.

Det værste er heller ikke det uhyrlige, at fattigdommens trængsler konstant medfører konflikter og dårlig stemning i hjemmet, fordi der ikke er penge til de ting, som andre børn og familier kan købe, gå til og opleve. Den konstante pengemangel i forhold til at købe ting, tøj, mad samt deltage i fritidsaktiviteter, ferier osv., minder dagligt familien om, at de er, behandles og betragtes som 'sociale tabere'.

Børnene er nødt til at spille skuespil i alle mulige både familiære og sociale sammenhænge for at dække over, at de har en fattig familie, der ikke har penge til de ting, som alle andre har. Børnene trækker sig derfor fra en lang række sociale sammenhænge. Ligesom de "helt naturligt"  fravælges socialt. Dette sker såvel i barndommen som i ungdommen, hvorfor de ikke udvikler sig som deres jævnaldrene og som regel får et tyndt netværk som voksne. Børnene har altså konsekvent en ringe mulighed for at udvikle sig socialt, kulturelt og kognitivt ved at være sammen med kammerater og med andre familier. Det samme gælder deres mulighed for at udvikle sig fysisk, motorisk, kognitivt ved (ikke) at kunne deltage i sport og fritidsaktiviteter. 

Med hensyn til uddannelsesmuligheder, så behøver man ikke være sociolog for at vide, at fattige forældre generelt har en relativ lav til ingen uddannelse. Det betyder, at børnene generelt vil få et relativt mindre ordforråd og mindre intellektuel stimulans i hjemmet. Dette kan man selvsagt ikke bebrejde forældrene. Da det vil svare til at bebrejde børnene: Fattige forældre er som regel fattige børn, der er blevet voksne.

Men selve fattigdommen i hjemmet er yderligere med til at svække børnenes muligheder for bryde mønstret og få en uddannelse. Fordi de reelt uløselige konflikter forårsaget af fattigdom skaber konflikter i barnet selv; samt det at barnet vil gøre sig umage med at ligne og optræde som et 'almindeligt' barn i skolen, vil gøre det vanskeligt for barnet blot at koncentrere sig om at lytte, lære og deltage i skolens aktiviteter. Jeg har hørt om elever, der bruger halvdelen af sommerferien på at tænke over, hvilken historie de skulle finde på at præsentere for deres lærere og klassekammerater omkring deres 'ferie-oplevelser', når de skulle begynde skolen igen.

Dette er blot ét af utallige eksempler på, at børnene tvinges til at tænke over sig selv i relation til omverdenen, frem for at kunne deltage som naturligt frie og ligeværdige børn i relation til klassekammeraterne: Fattige børn er låst af deres fattigdom i alle mulige situationer og må konstant erkende og agere ud fra det faktum, at de ikke er ligeværdige. At de er 'mindre værd'. At lærerne nu i hundrede år konsekvent beder eleverne om at skrive stile og fortælle om deres sommerferie, er kun et af utallige ufravigelige beviser på den generelle blindhed overfor de fattige børns særlige udsathed - og 'nødvendige' triste ensomhed. For udover at det er dybt skamfuldt, hvad skulle det så hjælpe, hvis barnet fortæller lærerne, at forældrene er fattige? Læreren kan alligevel ikke ændre på situationen. Og risikoen for at de andre børn kan risikere at få det at vide og misbruge denne viden er nok ofte en stor (og måske) erfaringsbaseret frygt.

Det værste ved fattigdom handler om skam og tilknytning

Noget af det værste ved fattigdom handler om skammen ved ikke at slå til, som forældre, som familie. Og her kan børnene ikke undgå at leve sig ind i forældrenes skam og smerte. Der er tale om en dobbelt smertefuld konsekvens af fattigdommen. Børnene kan ikke undgå fattigdommen i sig selv, men de kan heller ikke undgå forældrenes skam og smerte ved at ikke være der for børnene, som de ønsker. Både børn og forældre må leve med og vænne sig til skammen og den konstante manglende slåen til. Børnene er nødt til at dække over tingene og/eller opleve den uhyrlige smerte, når bebrejdelser alligevel kommer til udtryk, og der opstår smertelige konflikter. Men hvordan kan man som barn bebrejde ens forældre, at de ikke har råd til at betale for ting, alle andre tager for givet? Hvordan kan man som barn undgå at få skyldfølelse over blot at tænke det? Skam, skyldfølelse og mindreværd i relation til dem selv, deres familie og omverdenden bliver en del af børnenes identitet. En ubehagelig følelse der ofte vil følge dem for livet.

Men det måske allerværste handler om noget endda mere usynligt. Nemlig at forældrenes fattigdom berøver dem den følelsesmæssige stabilitet og selvtillid, som er afgørende for, at de kan udgøre en 'sikker base' og skabe et godt 'tilknytningsforhold' til deres børn. Børnene mister dermed systematisk det livsvarige anker for livet, som andre børn får. Se denne korte oplysende video om, hvordan tilknytning i den tidlige barndom påvirker mennesker resten af deres liv: 'The Attachment Theory: How Your Childhood Affects Your Relationships'

Se den tankevækkende diagnose af vor tids familier, hvor Gabor Maté forklarer, hvordan forældres stress altid påvirker børn og influerer negativt på 'tilknytning' mellem børn og forældre. Mate taler her om 'almindelige' familier, men det er vigtigt at understrege, at fattigdom er en specielt stressende situation, da fattigdom indebærer en særlig høj grad af afmagt: Dr. Gabor Maté: Parental Stress and Its Impact on Kids. Mate har skrevet flere vigtige bøger om 'nødvendigheden af at 'Hold on to your kids', og om hvordan stofmisbrug og sygdom også senere i livet er veldokumenterede sociologisk-medicinske konsekvenser af en barndom med problematisk tilknytning. Selvom ikke alle læger har vænnet sig til at medtænke den sociale kausale baggrund for patienters symptomer: Gabor Mate Attachment, Disease, and Addiction.

Som Gandhi engang skulle have sagt: 'Fattigdom er den værste form for vold.' Det er på baggrund af sådanne indsigter, at vi kan sige, at CEPOS og Joachim B. Olsen og andre ville gøre mindre skade på udsatte børn, hvis de ikke bestilte andet end gå rundt og give udsatte børn et knytnæveslag i ansigtet.  

Om CEPOS og vores politikere

Men vi må ikke overse, at fattige børn og familier ikke er CEPOS' værk. Faktum er, at fattige børn og familier i Danmark er logiske konsekvenser af politiske beslutninger. Det er dér, den virkelige skam bør befinde sig: Disse politiske beslutninger bør ændres.

CEPOS er blot til for at gøre den danske befolkning forvirret og uvidende ved på tåbeligste vis at hylde og retfærdiggøre ulighed og fattigdom. CEPOS er til for at bane vejen for, at politikerne kan og vil træffe den slags beslutninger, der skaber mere ulighed og fattige børn, som andre børn ikke kommer til at lege med. Tænk at der er rige folk i Danmark, der vil betale CEPOS for det. Tænk at DR i mere end ti år nærmest dagligt har promoveret CEPOS' argumenter om samfund og økonomi.

Dette er sket samtidig med, at alle politikere og ikke mindst CEPOS taler så uendeligt meget om 'frihed'. Men hvordan kan man hylde frihed som ideal endsige tale om, at vi lever i et 'frit' land, når vores samfund i stadig højere grad indrettes på en måde, hvor uskyldige børn tvinges til at leve i fattigdom med alle de negative konsekvenser, som det sociologisk medfører?

I betragtning af at vi aldrig har været rigere som samfund, så er man nødt til at bedrage alle frihedsidealer og putte sit hoved i jorden som en struds for at kunne retfærdiggøre fattige familier i dag. 

CEPOS er en direkte samfundsdestruktiv institution, der bringer og promoverer de mest tåbelige budskaber i den danske politiske offentlighed. Deres ord for at retfærdiggøre familier i fattigdom i Danmark i det 21. århundrede udstiller den generelle kvalitet af deres arbejde. Ærligheden ved de fordummende udmeldinger om mennesker, økonomi og samfund er det bedste ved CEPOS.

Lærere i folkeskolen og gymnasiet har en faglig forpligtelse til at forklare eleverne, at vi har en dybt problematisk 'tænke-tank' i DK - og en ofte fordummende offentlig debat, hvor tåbeligheder bliver promoveret fremfor at blive skudt ned med social forståelse og samfundsvidenskab. 

Skaf og læs evt. den interessante kronik: 'Barn som jager livet. De som kommer i barnehagen med usunn mat og for lite klær, lærer fort at det er forskjell på folk. Af Sahayathasen Kaitampillai, barnehagelærer, 16.09.2019, Klassekampen 

Efterskrift: En grotesk socialpolitisk sammenhæng i tidens Danmark

Mange forældre er for lidt bevidste om, hvor meget deres egne problemer og følelsesmæssige tilstand påvirker deres børn. Denne sammenhæng er langt mere indgribende, end de fleste gør sig klart. Det er en nådesløs sammenhæng: Vi og vore børn er vores relationer. 

Men når man medtænker disse ting, så bliver tidens 'socialpolitik' ganske problematisk. For mens alle politikere taler om at ville passe på børnene, og vi nu i mange år har haft en "Barnets Reform" med fokus på børn, så taler man om børn som om forældrene og forældrenes forhold ikke er afgørende for børn, ja nærmest som om de ikke betyder noget; som om der slet ikke er nogen sammenhæng mellem forældrenes eksistens og børnenes liv. 'Kontanthjælps-reform' og 'beskæftigelses-reform' rammer fx systematisk børn af udsatte og syge forældre.

Men det er måske de færreste borgere, der er klar over, hvad der rent faktisk gøres imod udsatte børn og voksne i disse år? Læs denne oversigt over ’reformer’ fra 2007 til 2017 af Lisbeth Riisager Henriksen (link til at sætte på sætningen: https://www.avisen.dk/vigtigste-politiske-reformer-og-beslutninger-2007-20_471694.aspx). Og læs denne artikel om nogle af beskæftigelsespolitikkens mest iøjnefaldende (uhyrlige) konsekvenser:

"Forestil dig at være alvorligt syg og år efter år blive målt og vejet af sagsbehandlere, der vil have dig i beskæftigelse.(..) I dag kommer selv dødeligt syge borgere på den type forløb, og flere dør undervejs eller kort efter de bliver fredet i systemet." Choktal fra ny beskæftigelsesminister: Reformer har ingen effekt og flere dør. 30.08.19, Den Offentlige

Kun ved komplet at overse sådanne (ovenstående) sammenhænge kan det lade sig gøre at tale flot om at ville børnene det godt, samtidig med at man fører en række umenneskelige politikker, der systematisk stresser og skader de mest udsatte voksne (forældre). Der er tale om et grotesk mix af flot tale og systematisk destruktion af børnenes familier, hjem og opvækstvilkår. Man kan sige, at socialpolitikken skyder sig selv i foden med et haglgevær. Mest reelt kan vi sige, at det er en social-politisk forbrydelse mod nutidens udsatte børn og voksne. 

Giv mig mit Danmark tilbage.

NB. Teksten her er en let redigeret udgave af min tekst tidligere udgivet på K-Forum.

Powered by Labrador CMS