Køge Kommune
0   9

Lærere lærer om uddannelse: Det er "dead serious"

Når elever og lærere møder virksomheder samt en bred vifte af ungdoms- og erhvervsuddannelser på Campus+ i Køge er det mere end spas og løjer. Læringsfestivallen får nemlig skolerne til at tænke i helt nye muligheder, når udskolingselever skal videre i uddannelsen.

"Kok, murer, revisor eller lærer. Kom tæt på studerende fra blandt andet EUC Sjælland, Køge Gymnasium, ZBC eller Roskilde Tekniske Skole, og lær mere om, hvordan det er at være studerende her. Mulighederne er mange - og nu er de samlet på et sted!", sådan står der på Campus Køges hjemmeside.

Viften af Campus' samarbejdspartnere er bred. For tredje år i træk var skoler, ungdomsuddannelser og erhverv fra Køge og omegn i dag inviteret til læringsfestival. Her kunne skoleelever blive klogere på, hvad de kan vælge i fremtiden - uden at det bliver som enhver anden dag med brobygning, hverken for lærere eller elever. I dag var fokus på aktivitet og mødet med nye ansigter.

Skolechef i Køge Søren Thorborg er glad for begivenheden. 

"Campus+ er udtryk for, at Køge er en by i en rivende udvikling, der tænker nye veje og konstellationer - i det her tilfælde for børn og unge. Formatet tænder lyset i de unges øjne på en helt særlig måde, og jeg tror, at lærerne kun vil støtte op, når de kan se, at de unge bliver motiveret", siger Søren Thorborg.

Artiklen fortsætter under banneret

Det er ikke kun elever, der får noget ud af dagen. Der er også flere aktiviteter målrettet lærerne. 

"Det er vigtigt, at lærerne får så meget viden og kendskab til alle de muligheder, der er for de unge mennesker. Det kan være rigtig svært som lærer at følge med i nye uddannelser, og hvad de forskellige bogstavkombinationer står for. Derfor er det her meget bedre, og det styrker lærernes kendskab til de forskellige partnere og institutioner, der findes. Her mærker de det på egen krop", siger skolechefen.

Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil og den socialdemokratiske borgmester i Køge, Marie Stærke, sparkede dagen i gang. På scenen ved bytorvet fortalte de om den tvivl og usikkerhed, de begge oplevede, da de var unge og stod foran svære beslutninger i deres valg af uddannelse. 

Derefter skulle eleverne selv i gang med at sondere terrænet og de mere end 120 forskellige stande, der var stillet op i dag.

Travle lærere: "Campus+ er dead serious"

34 procent i Region Sjælland har ikke gennemført en kompetencegivende uddannelse ti år efter afslutningen af 9. klasse. Det fremgår på Campus' hjemmeside, og det skal der gøres noget ved. Særligt vil man gøre det attraktivt at søge andet end den akademiske vej.

"Mange unge har nok meget begrænset viden om, hvilke muligheder de har efter folkeskolen, og så hører de deres akademiske forældre eller lærere, der også har læst videre på læreruddannelsen. Det gør, at mange ikke ved, hvad en struktør er - og at det faktisk kan være spændende", siger skolechef Søren Thorborg.

For lærerne Marlene Pedersen og Charlifa Benali, der til dagligt underviser 9. klasser på Sct. Nicolai Skole i Køge, handlede dagen først og fremmest om at hilse på i de forskellige stande. Samarbejdet med de største ungdomsuddannelser er godt og velplejet, men der findes også mange muligheder, de to lærere ikke rigtigt kender til.

Derfor havde de travlt, og selvom boderne lokker én til at blive hængende, er der ikke tid til den slags i dag.

"Det her er dead serious. Man når ikke at gå i dybden i samtalerne, når der er så mange boder og aktiviteter, men for os er det vigtigt, at vi møder nye virksomheder og samarbejdspartnere - særligt på erhvervsområdet, så vores kendskab til dem bliver bedre", siger Marlene Pedersen.

Som en del af konceptet skulle eleverne vælge mindst to forskellige stande blandt de fem zoner, der var fordelt i den centrale del af Køge. De skulle vælge ét sted, der tiltalte dem - og så skulle de vælge et sted, de normalt ikke ville vælge. Flere af lærerne hyldede denne idé, for de mente, at den udvidede perspektivet for de unge omkring deres fremtid.

Aktører af alle arter

Eleverne kunne blandt andet smage på barbecuemarinerede insekter, lave kropsøvelser i Forsvarets telt, og så kunne de computerglade elever manøvrere med fjernstyrede robotter.

Lovparken dannede ramme for en stor del af standene på Campus+. I parken fandt man ungdomsuddannelser som Køge Handelsskole og gymnasiet, der begge er populære valg blandt mange af eleverne i Køge og omegn. Men også idrætshøjskoler, fagforeninger og politiske partier slog vejen forbi.

I SF-teltet delte gruppeformand Jacob Mark sedler ud til eleverne, der kiggede forbi. Her skulle de dels quizze, men de skulle også skrive, hvilken ting de helst ser ændret i skolen.

"Der er ingen rigtige svar her - men jeg kan se, at mange mener, at man kan gøre noget ved de lange skoledage" siger gruppeformand Jacob Mark, hvorefter han byder en ny gruppe af elever velkommen.

Lærerstuderende: Vi skal tale lærerfaget op

Læreruddannelsen var også repræsenteret i dagens anledning. Morten Rygner læser til lærer på Absalon, og han er i gang med sit 5. semester.

Morten har tidligere deltaget i andre begivenheder. Her har han været med til at fortælle børn og unge om læreruddannelsen. Selvom han ikke vil presse nogen til at vælge lærervejen, synes han, det er vigtigt at gøre elever klogere på læreruddannelsen.

"Det er vigtigt for mig, at jeg taler lærerfaget op, og sådan en dag som i dag er en god mulighed. Jeg prøver at fortælle de unge mennesker, at man kan gå så mange veje i lærerfaget. Det er fedt, at man både kan være fagnørdet, men også gøre noget for andre mennesker"

"Særligt efter reformen i '13 er det nødvendigt. Der fik lærerne jo et ordentligt gok i nødden, og det kæmper vi måske stadig med. Vi skal vise, at det er fedt at arbejde som lærer", siger han.

Campus+ er arrangeret i sammenhæng med Køge Festuge, der varer hele ugen og slutter lørdag den 31. august.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

UU-vejledernetværket er for alle, der arbejder i Ungdommens Uddannelsesvejledning eller interesserer sig for området. I samarbejde med UU-forum i Danmarks Lærerforening.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
119 andre er allerede tilmeldt