Små beløb til forhandling

Det er ikke lærerne, der løber med lønstigningerne i Hvidovre

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I henhold til overenskomsten er der afsat en halv procent af den samlede lønsum til de lokale forhandlinger om ny løn i år. Men det betyder langtfra, at man kan regne med, at lærerne som gruppe får løntillæg svarende til en halv procent af deres lønsum. I Hvidovre Kommune er forhandlingerne netop afsluttet, og ifølge kredsformand Flemming Ernst var det nærmere et sted mellem 0,1 og 0,15 procent af lønsummen, der kom ud til forhandling på skolerne. Og heraf har skolesekretærerne oven i købet fået en betragtelig andel.

'Det svarer til, at man har taget en halv procent af lønsummen udelukkende for den fjerdedel af lærerne, der er på ny løn, plus nogle af de lønmidler, som frigøres, når en ældre lærer går på pension og bliver erstattet af en nyuddannet', fortæller FlemmingErnst.

I Hvidovre Kommune har man politisk besluttet at afsætte 0,6 procent af kommunens samlede lønsum i år til en række forskellige formål. Noget blev taget på forhånd til særlige indsatsområder, blandt andet lønstigninger til institutions- og skoleledere og til en pulje, som økonomiudvalget kan disponere over.

'Det er korrekt, at der er sket en skævvridning', bekræfter skolechef Poul Krogstrup, Hvidovre Kommune.

'På et tidspunkt var det IT-sekretariatet, der blev prioriteret, i år er det skoleledelserne og ledelser af daginstitutioner. Desuden har man indført som spilleregel i Hvidovre Kommune, at når en lærer på trin 40 forlader skolen, så forbliver en løn svarende til trin 32 plus trinnet fra 39 til 40 på skolen - resten ryger til en fælles pulje. Jeg har så yderligere været inde at skævvride for at sikre, at alle folkeskoler var i stand til at betale de garantiløntrin, de skulle med den lønsum, de havde til rådighed'.

Penge til sekretæren

Poul Krogstrup sidder netop nu og kigger på de endelige forhandlingsresultater fra de forskellige skoler, efter at kredsformand Flemming Ernst har bedt om at se dem for at få be- eller afkræftet sin fornemmelse af, at især skolesekretærerne har fået glæde af midlerne.

'Det tror jeg godt, jeg kan bekræfte. Skolesekretærerne har fået relativt mere end deres forholdsmæssige andel, og det bliver jo så interessant at følge. Nu er skolesekretærerne løftet mere som gruppe i år - så må det blive andres tur en anden gang - det tror jeg balancerer sig over tid', siger Poul Krogstrup.

Hvidovre er ikke den eneste kommune, hvor lærere på anciennitetsløn ikke er indgået i den lønsum, man har taget en procentsats af til lokal forhandling. Men det er ikke i strid med overenskomsten. Der er ikke noget loft over, hvor meget kommunerne kan afsætte til ny løn, og den eneste nedre grænse, der er, er på landsplan og for alle kommunalt ansatte. Formanden for fagligt udvalg i DLF Jon Kowalczyk oplever, at nogle kommuner faktisk indgår aftaler, som giver lærerne pæne lønstigninger - men at andre kommuner samtidig kan læne sig tilbage og lade de andre betale for, at gennemsnittet holder. Men han håber på, at kommunerne vil erkende, at lærerne søger derhen, hvor der er godt at være - også lønmæssigt.

'Nogle steder har kommunerne spillet ud med næsten ingenting. Det er klart imod hensigten. Hvad skal man egentlig med en decentral lønpulje, hvis kommunen ikke putter noget i den', siger han og kalder det på kant med aftalen.

I Hvidovre har man på en enkelt skole taget konsekvensen af, at pengene var så små, og er simpelthen enedes om, at alle lærere får 500 kroner som engangsbeløb.