Debat

Brinkmanns roman om 17-årige Andreas´ filosofiske dannelsesrejse er en gave til unge og voksne mennesker

Lærere og lærerstuderende anbefales at tage Brinkmanns ”hvad er et menneske” med i skoletasken

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Svend Brinkmanns roman "Hvad er et menneske" udkom i går den 22. august 2019.

Bogen kan ses som et stykke godt pædagogisk forskning såvel som en meget vellykket roman, der med fantasi, følelse og forestillingsevne skaber en historie om den 17 årige Andreas, der af forskellige årsager er blevet ked af det i livet. Andreas opmuntres dog af forholdet til sin farmor, der tager med ham på en dannelsesrejse i Europa (skønt farmoren bliver syg er hun alligevel ved hans side, om end ikke på den først aftalte måde) – og han opmuntres også af forholdet til en engelsk pige, som han møder på sin rejse.

Andreas kommer til Sydfrankrig, Rom, Firenze, Prag, Theresienstadt og Berlin og sideløbende læser han seks faglige afsnit, skrevet af farmoren, om mennesket som biologisk- fornufts-  følelses- socialt- religiøst- og fremtidsvæsen; med andre ord bliver Andreas, og vi læsere, i løbet af bogen klogere på omverdensforhold, dannelse, moral, ondskab, lykke, sorg.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Det er et ambitiøst projekt Svend Brinkmann har kastet sig ud i med sammenblandingen af det fiktive plot og de faglige indslag, og man kunne få den tanke, at bogen måske virker konstrueret og tung, men det er modsat: Som læser vender man side på side og føler sig både underholdt og revet med ind i en tænksom verden, hvor spørgsmålene er: Hvem er jeg? Hvem er vi? Hvad er frihed?

Netop disse spørgsmål er den pædagogiske forsknings grundspørgsmål og med Brinkmanns ståsted: At man skal blive menneske – og ikke bare sig selv, bliver man som læser mødt normativt; man ved med andre ord, hvor man har Brinkmann, for han gemmer sig ikke bag en ´objektivitet´. Brinkmann overrasker ikke med sine holdninger men argumenterer vedholdende, som i sine tidligere bøger, for et opgør med tidens selvrealisering og i epilogen formulerer han det således: ”Hvis jeg må tilgives at slutte med en opfordring, så er det, at vi bør blive mindre selvoptagede og mere menneskeoptagede.”

En anden grundholdning, der bærer bogen, er Brinkmanns træthed af det traditionelle forskningsgreb med ”sædvanlig lineær formidlingsform”, og jeg kunne tilføje: og med den sædvanlige videnskabelige standard i forhold til evidens-kriteriet. Brinkmann viser med sin roman ”Hvad er et menneske”, at der er normative videnskaber som den pædagogiske, psykologiske og filosofiske, og i disse videnskaber kan man ikke nøjes med objektive evidens-kriterier, sådan som tidens mantra ellers tilsiger.

At en roman kan siges også at være forskning er måske kontroversielt. Og selv om Brinkmann vist ikke rigtig selv synes, at hans ståsted er netop religiøst, så er det som om han i sit oprør imod, og opgør med, tidens standardiserende og tekniske syn på mennesker – såvel i den nye målings- og konkurrenceskole som i den samfundsmæssige behandling af menneskelig lidelse ind i fastlåsende diagnoser og medicinering – har et håb for og en tro på fremtiden. Han lader i romanen kærligheden sejre, så der anes, måske lidt bag om ryggen på Brinkmann selv, et religiøst ståsted. Og et sådan ståsted kan være en tiltrængt opmuntring i en ellers sekulariseret tid, hvor menneskesynet er blevet åndløst optaget af profitmaksimerende, standardiserede og tekniske metoder.  

Svend Brinkmanns roman ”Hvad er et menneske” lykkes med at forene en god historie og faglige artikler på en sammenhængende, oplysende og vedkommende måde. Med et  Thomas Mann´sk udtryk må jeg tilstå, at bogen plasker lige ind i mit hjerte, så det hopper af glæde.

Powered by Labrador CMS