Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Der er et eller andet helt galt med den danske folkeskole. Jeg har været ansat på en stor folkeskole i omtrent 2,5 år som fast vikar og tilkaldevikar. Jeg har derfor efterhånden fået et godt indblik i hvordan den daglige undervisning foregår og hvordan elevernes dag forløber. På mit arbejde får vi en god håndfuld elever med dysleksi (ordblindhed), og de er derfor blevet samlet i det vi kalder læseklasser. Her får de tildelt computerredskaber som skal hjælpe dem med at læse, hvilket jo er rigtig godt. Dog oplever jeg at flere af eleverne har lavt selvværd, de virker opgivende og skoletrætte og ser ofte søvnige ud hvilket jeg godt kan forstå.
Dagen starter med morgenlæsning på computeren, herefter er det e-mat, derefter grammatikopgaver på grammatip.dk og slut på dagen læsning og opgaver på computeren. Når jeg kigger på deres skema, kan jeg se, at de skal have vikar hele dagen, og eleverne fortæller mig at der sjældent går en dag hvor de ikke har vikar. Kan det virkelig passe at det er sådan undervisningen skal foregå? – stillesiddende undervisning foran en skærm i seks timer med enten en ufaglært vikar eller lærere som ikke er kendte i klassen. Eksemplet her er fra en 7. klasse – en alder hvor de bør bruge deres sprog, krop og fantasi meget mere. De bør have en lærer der kender dem, som de har en relation til og som kan inspirere dem med sit engagement og sin faglighed.
Denne klasse er ikke et enkeltstående tilfælde. Jeg og mine andre vikarkolleger er ude i flere klasser hver uge, og jeg ser samme mønster mange steder: masser af stillesiddende læsning, computerundervisning og skoletrætte elever. Alle klasser har lektioner på skemaet som bliver kaldt ”studietid”, ”bevægelse” og ”UUV” som ikke har tydelige mål og derfor ofte bliver brugt til spildtid. Eleverne er ofte forvirrede over hvilke lærere de skal have, da der tit bliver sat vikar på eller er udskiftning af deres lærere fx på grund af sygdom.
Jeg har flere gange påpeget overfor mine kolleger hvordan jeg som vikar opfatter det og hvad eleverne dagligt fortæller mig og brokker sig over. Men det er som om mine kolleger enten er ligeglade eller har givet op. En ellers dygtig og kompetent lærer sagde på et tidspunkt følgende til mig om faget ”studietid”: ”Så længe de bare bliver i klassen og ikke larmer på gangen, så er jeg ligeglad med hvad de laver”. Er det virkelig den indstilling og forventning der skal være til eleverne? Vi må da ikke spilde børnenes tid!
Jeg siger ikke at mine kolleger er dårlige lærere, tværtimod er der flere rigtig dygtige lærere men som desværre er blevet trætte, virker opgivende og umotiverede af at arbejde under de forudsætninger som reformen er kommet med.
I folkeskolens formålsparagraf står der følgende:
”Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle” (Folkeskolens formålsparagraf stk. 2)
Det er flotte ord vi har i vores folkeskoles formålsparagraf, men kan disse mål blive fuldbragt ved den ovenstående omtalte undervisning som jeg oplever på mit arbejde? Hvis formålsparagraffen er en beskrivelse af den danske folkeskole, så minder mit arbejde nærmere om et ungdomsfængsel!
Det er svært at sige præcis hvor problemet ligger. Er det den nye skolereform? Er det et spørgsmål om økonomi? Er lærerne ikke dygtige nok?
Jeg er personligt selv lige droppet ud af lærerstudiet efter 1,5 år. Jeg har altid ville være lærer, men det studie som der bliver tilbudt lærerstuderende, vil jeg på ingen måde se mig tilfreds med. Der bliver ikke sat særlig høje faglige krav, og fremmødet til undervisningen er dårligt. Vi brugte meget tid på at snakke om hvor latterligt det er at teste elever og hvor meget forskning der strider imod den måde at evaluere undervisning på. Alligevel skulle vi undervises i PISA og nationale tests da det er et obligatorisk værktøj når man skal være folkeskolelærer. Mange af mine medstuderende har fra start virket skoletrætte og der er blevet lagt minimalt arbejdstid i det gruppearbejde jeg har deltaget i. Alligevel har alle i klassen bestået på trods af en elendig arbejdsindsats fra flere. Det er rigtig ærgerligt. Lærerstudiet bør uddanne de bedste lærere og være kritiske med hvem der skal uddanne de nye generationer.
Den undervisning der bliver givet på læreruddannelsen, bør opfordre til at der sættes mere fokus på projektarbejde. Dertil kommer tilrettelæggelse af emneuger, hvordan man kan arbejde tværfagligt og hvordan man kan inddrage samfundsrelevante problemstillinger i den daglige undervisning. Dette blev der ikke undervist meget i eller opfordret til i den undervisning jeg har modtaget.
Det er synd og skam da folkeskolen kalder på dygtige lærere som bliver uddannede med kendskab til den nye reform og som formår at udfylde skemaet med spændende og relevant undervisning. Eleverne skal ikke have ”UUV”, ”bevægelse” eller ”studietid”. De skal have morgensang hvor de lærer at sætte pris på fællesskabet gennem sang og fortælling, filosofitimer hvor de lærer at undres, lytte til hinanden og tage stilling. De skal have fortælletimer hvor de lytter til inspirerende lærere, projektarbejde hvor de formår at arbejde tværfagligt og problemstillingsorienteret, teateruge hvor kreativitet og samarbejde er i højsædet. Skolen skal sætte fokus på klimaet, multikulturalisme, de skal have madlavning og undervisning i naturen. Ifølge den tyske dannelsesteoretiker og didaktiker Wolfgang Klafki bør skolen danne elever til at kunne håndtere nutidige og daglige problemstillinger som fx overbefolkning, miljø og hungersnød. Det lærer eleverne ikke ved hver dag at sidde stille og kigge i en computer. Nej – det må være learning by doing!
Fordi jeg har været lærerstuderende og har kompetencer indenfor musikfaget, har jeg i en periode været ansat som fast musiklærer på mit arbejde. Jeg har undervist elever fra 1. til 6. klasse, og i en periode inden studiestart underviste jeg op til syv klasser om ugen. Min arbejdsplads har haft svært ved at finde musiklærere, og der bliver generelt ikke sat særlig meget fokus på musikfaget. Det mærker man når der er dårlig opbakning til timer som fx morgensang hvor vi nogle gange kun har været tre lærere til syv klasser. Skolekoncerter er ikke en obligatorisk ting, men kun noget jeg til nøds har fået indført i det halvandet år jeg arbejdede fast som musiklærer. Flere lærere på min skole som ellers er uddannede i musikfaget vil ikke have timerne, og ledelsen har før sat pædagoger til at agere musiklærere, selvom de ikke har været uddannede til det. Musik er ellers et rigtig godt fag til at sætte forskellige kompetencer i spil hos eleverne. Det er et fag der blandt andet indeholder historie, læsning, engelsk, samarbejde, disciplin og masser af bevægelse. Alligevel oplever jeg og hører også fra mine musikkolleger at der ikke bliver lagt særlig meget værdi i-, penge til- og fokus på faget.
Jeg synes det siger noget om at man på læreruddannelsen enten ikke bliver klædt ordentligt på til at undervise i faget, måske bliver det fra politisk side ikke anerkendt som et seriøst fag eller også værdsætter man generelt de boglige fag i langt højere grad end de kreative fag, som musik. Det er ellers synd da folkeskolen beder om differentieret undervisning, og derfor skal vi vægte fag som udfordrer eleverne på nye måder. Jeg har før mødt stille elever som ikke tør sige noget i timerne, men som i musikfaget pludselig finder ud af at de er dygtige til at rappe eller danse.
Hele idéen om ufaglærte musiklærere er generelt fuldstændig absurd, og folkeskolens fælles mål for faget bliver ikke tilgodeset. Man vil aldrig sætte en ufaglært fysiklærer til at undervise i fysik eller ansætte en matematiklærer som ikke kan regne. Musikfaget er også først lige blevet gjort til et eksamensfag i 8. klasse. Dog er det endnu frivilligt fra skole til skole om man vil afholde eksamen i faget. Det er samme sag med håndværk og design. Der tegner sig et billede af at man ikke forstår vigtigheden af de kreative fag, hvilket er til stor ærgrelse for en kæmpe gruppe af elever ude i skolerne.
Kompetencer som læsning og regning kan udvikles på så mange andre måder end ved stillesiddende undervisning og computerarbejde. Alligevel er det som om at læsning kun kan tilegnes ved læsebånd i tidsrummet fra 8:00-8:20, i stilhed og med næsen i en bog. Men jeg tør godt sige at rigtig mange elever ikke får øget deres læselyst på denne måde. Eleverne på mit arbejde hader det. Der er masser af spændende indhold man kan sætte på skemaet og der er mange flere måder at lære på end at kigge i en computer eller en bog. Så er det et spørgsmål om økonomi? Er læreruddannelsen ikke god nok? Skal skolens ledelse stille større krav til sine ansatte? Eller er det reformen der har ødelagt folkeskolen? Jeg skal ikke kunne sige det, men et eller andet er der altså helt galt. Så come on!– det må vi kunne gøre bedre.