Eksplosiv vækst i brugen af frivillige nationale test

Brugen af frivillige nationale test er på fire år steget med 33 procent, viser en opgørelse fra Børne- og Undervisningsministeriet. "Man er gået fuldstændig test-amok ude på skolerne" siger SF’s Jacob Mark til altinget.dk

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Til og med 2016 kunne skolerne tage de nationale test som frivillige test om efteråret som supplement til de obligatoriske i det tidlige forår. Fra foråret 2017 blev der også lukket op for, at man kunne tage testene frivilligt om foråret og dermed lade eleverne nationale test tre perioder om året.

Opgørelsen, som Altinget bringer i dag, viser, at der i alt blev gennemført 436.370 frivillige nationale test i 2015, mens tallet i 2018 var vokset til 581.323 frivillige test.

Enhedslisten og SF vurderer, at stigningen er udtryk for en kultur, hvor de frivillige test bringes i spil for at træne eleverne til de obligatoriske nationale test.

"Det er meget mere tvivlsomt, hvad man kan bruge selve testresultatet til. Det er bekymrende at bruge en masse resurser på testene for testenes skyld mere end for børnenes skyld", siger Jacob Mark til Altinget.

Danmarks Lærerforening peger på de frivillige test som et af flere midler til at træne eleverne til at klare sig godt i de nationale test, fordi der er et stigende krav om gode testresultater.

Leder: Dumpeskolen

Det samme siger professor Peter Allerup - at lærerne bruger de frivillige test til at vænne elever til prøveformen.

"Den anden forklaring kunne være, at nogle lærere fortsat synes, at testene er et brugbart redskab. Ikke at testene nødvendigvis er nøjagtige, men at de er brugbare", siger han til Altinget.

De nationale test bliver lige nu evalueret af Styrelsen for It og Læring samt forskningsinstituttet Vive. På forhånd har regeringen og dens støttepartier meldt ud, at testene skal sløjfes i de yngste klasser, og at man i hvert fald ikke skal fortsætte med et testsystem, der måtte blive dømt fejlbehæftet.

Minister: Vi kan ikke acceptere fejlbehæftede nationale test 

 

Læs mere

Altinget.dk