Det er ikke første gang, Jens Colding (Folkeskolennummer 42) sætter en uvelset finger på et ømt punkt, i dette tilfælde det niveau i engelsk, som han har oplevet. I nummer 46 kan man vist sige, at han får kompetent opbakning. Overskriften over artiklen af de to engelskundervisere på højere niveau er meget præcis. Det er jo både til at le og græde over, at elevernes engelsk på én gang er så frimodigt og så ubehjælpsomt, når det kommer til krav om præcision. Det er ikke lærernes skyld, men nok snarere en tendens i tiden til en til tider overdreven tro på egen ufejlbarlighed og manglende modtagelighed for den kritik, der kunne højne det sproglige niveau. Alt i alt et tidens tegn. Men de fleste har jo oplevet at få at vide af en flink englænder 'how good your English is'. Og så skal læreren ikke komme her og mene noget andet. Man fik sig da spurgt frem til, hvad klokken var.

Nå, en gammel Jeronimus, der holdt op i utide (i tide?), skal ikke komme her og gøre sig klog. Hans erfaringer dækker dog alligevel ud over flere engelskhold om året også 1980'ernes arbejde som beskikket censor.

Jens Coldings beskrivelse kunne han nikke genkendende til. Også det sprudlende i den anden artikel, for de skriftlige prøveopgaver blev længere og med færre fejl, men til gengæld også med et let sprog med fravalg af svære og præcise ord.

Om det ser bedre eller værre ud nu, det ved den gamle Jeronimus ikke, men han har sine bange anelser og ser pessimistisk fremad.

I nogle sommerferier har jeg undervist unge polakker i engelsk. Hvis man kunne kombinere deres faglige viden, motivation og vilje til arbejde med dansk sprudlen i det engelske udtryk, så havde man de elever, der efterspørges.

Hans Frederiksen

Hou