'Tysk som leg' hedder forsideoverskriften på Folkeskolennummer 46.

Den vakte min opmærksomhed, og i det følgende vil jeg fortælle om, hvordan det videre kan gå.

I prøveterminen juni 1999 var jeg skriftlig censor i tysk for blandt andet C-10-centret i Galten. Måske var nogle af stilene skrevet af Herskind-elever, der har modtaget undervisning som den, der beskrives i Folkeskolens artikel 'Tysk leges ind'.

Klassen var på 20 elever. Deres kunnen stod ikke mål med elevers fra andre skoler, hvis stile jeg også rettede.

Tysklæreren fra Galten og jeg var meget uenige om bedømmelserne af de fleste opgaver. Derfor blev besvarelserne sendt til prøveafdelingen i ministeriet til endelig bedømmelse.

Ministeriets karakterer var så langt fra mine, at det kunne være spændende at se, om tyskere kunne forstå det sprog, der var anvendt.

Altså kopierede jeg en af de besvarelser, som læreren og jeg var meget uenige om. På en vedlagt liste medsendte jeg 13 præcise spørgsmål om indhold og formuleringsevne ud fra prøvebekendtgørelsens bestemmelser. Blandt andet om 'sproget er forholdsvis klart og forståeligt'.

Denne række spørgsmål fik seks tyskere i Thüringen og Nordrhein-Westfalen. Begge køn var repræsenteret. Yngste svarperson er 13 år, den ældste 52. Svarene blev samlet, og der var ikke enighed om, hvad der fortaltes i stilen. Fælles for svarene var derimod, at besvarelsen enten var svært forståelig eller direkte uforståelig. Et par typiske reaktioner var: 'For os er opgaven også efter flere gennemlæsninger og intensiv diskussion om enkelte formuleringer næppe forståelig', og 'Vi har dårlig samvittighed over, at vi har bedømt den så negativt, fordi vi ikke kan et ord dansk'. Men det er netop pointen: Hvad forstår en tysker af en tysk besvarelse?

De sammenfattede, redigerede svar fra tyskerne, som tydeligt viste, at stilen i hvert fald ikke opfyldte bedømmelseskriterierne om forståelighed, sendte jeg til prøveafdelingen i ministeriet den 26. oktober 1999. Men interessen har ikke vist sig så stor, at brevet er besvaret.

Men måske kan oplysningerne interessere nogle af Folkeskolens læsere. Og måske den kendsgerning, at ministeriet bedømte stilen som en middelpræstation. Legen gik altså videre, idet man legede, at det var forståeligt tysk, der var skrevet. Og videregav det indtryk til eleven.

De erfaringer, der her er beskrevet, passer desværre for godt sammen med oplysningerne i samme blad om 1) Marlene Kamp, der har tysk som liniefag, men beder om at slippe for tysk, fordi eleverne ikke er indstillet på lektier, 2) Trine Bleshøy, der fortæller, at kun 14 af 200 medstuderende på hendes seminarium har valgt tysk som liniefag, 3) Torben Jensens beretning om handelsskoleelevernes dårligere tyskkunnen specielt hvad angår grammatik og 4) Alf Busk, hvis søn har haft tysk i Herskind og nu går i 10. klasse på Laursens Realskole, hvor han har problemer med grammatikken, men selvtilliden har han i behold.

I danske klasseværelser og i Tyskland har jeg set, at grammatisk kunnen og selvtillid snarere er følgesvende end modsætninger, og at de nødvendige forudsætninger for at erhverve en holdbar selvtillid kræver mere end leg.

Hvordan ser enden på legen mon ud?

Karl Brok

Rask Mølle