Bettina Greve (til venstre) står sammen med sin daglige leder Corinna Hansen på den grund, hvor Ny Skole på Sluseholmen skal bygges. Hvis tidsplanen holder, står skolen klar til lærere og elever i 2024.

Børnehaveklasseleder skaber skole fra bunden

På Ny Skole på Sluseholmen i København er der ingen bygninger, og hele skolen har kun én klasse. Børnehaveklasseleder Bettina Greve har ingen lærerkolleger. Hun synes, den anderledes skolestart er et privilegie.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvad gør man, når den allerførste 0. klasse på en ny skole står og tripper for at starte i skole, og der ikke er en skole, som de kan starte på? 

Man finder en villa uden for Roskilde, en bus og lader elevernes skolestart foregår som udeskole. 

Det har været nødvendigt at tænke utraditionelt for børnehaveklasseleder Bettina Greve. Hvor andre hænger bogstaver rundt i klasselokalet, har hun forberedt sig ved at pakke busposer til de 19 elever, der netop er begyndt i Ny Skole på Sluseholmen i København. 

Årsagen til den utraditionelle skolestart er, at der kommer flere og flere lejligheder og familier i Sydhavn. Derfor går Københavns Kommune snart i gang med at bygge en ny skole i området. Men allerede i dette skoleår er Ny Skole på Sluseholmen startet med 19 0. klasseelever, en daglig leder, to pædagoger, en pædagogmedhjælper og børnehaveklasseleder Bettina Greve.

Folkeskolen står over for et boom i elevtallet 

 "Jeg synes, det er stort at få chancen for at starte en ny skole og være med til at beslutte, hvilke visioner og hvilken pædagogik, vi gerne vil arbejde ud fra. Og så er det en god, faglig udfordring at begynde skoleåret uden nogen former for rutiner, man kan læne sig op ad", siger hun. "Jeg har et par undervisningsforløb, som jeg har tænkt mig at bruge igen, men ellers er alt nyt".

De skaber en ny skole

Egentlig var planen, at Bettina Greve og hendes klasse skulle være i en pavillon ved Skolen på Sydhavnen. Men da den først er færdig omkring efterårsferien, har Bettina Greves daglige leder i stedet fundet villaen ved skov og strand lidt udenfor Roskilde, hvor Bettina Greve og hendes elever skal være. På Ny Skole på Sluseholmen kører medarbejdere og elever hver dag kører i bus fra Sydhavn til Roskilde.

"Når solen skinner, har det været rent idyl. Børnene har leget sammen og jagtet sommerfugle på græsset. Og fordi vi har så meget plads, har der næsten ikke været nogen konflikter. Når det til gengæld regner, og vi er nødt til at være i villaen, kan det godt føles lidt trængt".

Plan A, B og C Det er ikke kun i pavillonsituationen, hvor Bettina Greve og hendes kollegaer har skullet finde en plan B. Dem har der været mange af i den første uge, fortæller hun.

"Nogle ting har fungeret, andet har vi måtte ændre på stedet. Eksempelvis fandt vi ud af, at eleverne ikke selv kan hente deres madpakker, når det regner, da de skal hen i en anden bygning. Jeg havde også håbet, at jeg kunne undervise lidt på vores 45 minutter lange bustur, men det går ikke. Nogle af børnene bliver nemt kørersyge, og det er også svært for dem at høre, hvad jeg siger".

København og Aarhus forbereder sig på flere elever 

Til gengæld har busposerne som Bettina Greve har pakket med Pixibøger, LEGO eller bamser til køreturen, været en succes. Det samme har ordningen med at være tre voksne, da det har givet mulighed for at dele eleverne op i mindre grupper, fortæller Bettina Greve.

"I det hele taget har vi virkelig skulle samarbejde om, at finde på fælles rutiner og nye løsninger. Men jeg synes vi har været gode til at snakke sammen - også omkring dét, at en løsning, der virker godt for den ene, måske ikke gør det for de andre", siger hun.

Savner ikke lærerværelset Indtil næste skoleår, hvor Ny Skole på Sluseholmen efter planen ansætter en indskolingslærer til 1.a, har Bettina Greve ingen lærerkollegaer på skolen.  Men lige nu savner hun det ikke.

"Måske bliver det udfordrende på et tidspunkt, men ikke lige nu. Jeg ses stadig med mine tidligere kollegaer, og hvis jeg mangler faglig sparring, går jeg til dem.  Jeg arbejder også meget tæt med min daglige leder Corinna Hansen, der også er læreruddannet".

Nu stiger antallet af folkeskoler

"Desuden er vi ikke den eneste nye skole i København. Skolen i Nordøstamager er også lige startet op med en 0. klasse, en leder og en børnehaveklasseleder. Derfor har vi sørget for at lave et fælleskab med dem".