Hvis det multikulturelle samfund skal defineres som øget mangfoldighed på mange måder også blandt etniske danskere; ja så er Danmark multikulturelt. Spørgsmålet bliver så: Hvordan håndterer vi mangfoldigheden, som hører moderniteten til?

Nogenlunde således udtalte antropolog Yvonne Mørck sig ved et foredrag i Århus. Hun har netop udgivet bogen 'Bindestregsdanskere'.

Skulle jeg svare på, hvordan den danske folkeskole og især den kristendomsundervisning, der skal foregå, håndterer den øgede mangfoldighed, må jeg skamfuldt være svar skyldig.

Jeg udtaler mig ikke på baggrund af praksis, men på baggrund af den nuværende lovgivning på området.

I den danske folkeskoles formål paragraf 1, styk 3, står der:

'folkeskolen skal gøre eleverne fortrolig med dansk kultur...'. Fortolkes paragraffen i mangfoldighedens navn, hvor dansk kultur er et mangesidet begreb, ville jeg som kommende lærer kunne føle stolthed ved folkeskolens formål.

Men fatalt er det, når der i kommentaren står: '... dansk kultur, herunder kristendom'.

Både danskere og nydanskere skal altså gøres 'fortrolige' med en dansk kultur som defineres ud fra kristendommen.

I læseplanerne for kristendomskundskab, hvis navn er ganske utidssvarende i forhold til øget mangfoldighed, fremgår det, at først i 7./8.-9. klasse inddrages ikke-kristne religioner og andre livsopfattelser.

Kun overfladisk behandles kulturmødet på mellemtrinnet som et emne, hvor der ses på de ydre symboler. Jeg mener, at det styrker fremmedgørelsen, fordi der herigennem understreges forskelligheden i vores ydre snarere end en dybere forståelse for baggrunden for det religiøse udtryk.

At faget ikke er obligatorisk, vidner om en dobbeltmoral, hvor der på den ene side afvises forkyndelse og på den anden side udtrykkes en konsensus om, at faget alligevel indeholder noget, som eleven af en eller anden grund skal kunne fritages fra. Konsekvensen bliver, at ikke alle får indsigt i den danske kulturs baggrund.

Jeg ved, at der er enkelte lærere i den danske folkeskole, som udøver civil ulydighed ved at kalde faget religion og inddrage ikke-kristne religioner allerede i indskolingen for at imødekomme elever med anden religiøs baggrund.

Skal vi sikre en integration af nydanskere, således at de får en forståelse af, hvilken kulturbaggrund der er den danske, og skal vi sikre en tidssvarende folkeskole i den mangfoldighed, der præger det moderne, er lovændring den eneste vej frem.

Katrine Vinther

lærerstuderende på Århus Dag- og Aftenseminarium med liniefaget religion

Noget om snakken

Ansatte på Danmarks Pædagogiske Universitet beretter i Folkeskolennummer 45 ('Der er noget om snakken. . .'), at den danske folkeskole er fyldt med pædagogiske skrydere, der suverænt behersker alle de pædagogiske slagord, men henlægges mødet til klasselokalet, så er der ingen forbindelse mellem de pædagogiske værdier og praksis. Det er kun snak, udtrykker de teoretiske pædagoger.

Det falder ikke teoretikerne ind, at lærerne her blot har demonstreret almen dansk høflighed over for gæster, hvis behov for betydning man stimulerer ved at tale pædagogisk til dem. Så let er det faktisk at komme i det bedre pædagogiske selskab og få det til at lyde af noget. Det er vel egentlig også årsagen til, at de teoretiske pædagoger har fået ansætttelse, hvor de nu er. For fagsproget pædagogisk er så snildt indrettet, at det kan bruges til at foregive fagsproglig præcision, selv om der dårligt nok er grundlag for en sådan præcision og slet ikke med almen virkning for Gud og hvert barn i Danmark. Så hvem er egentlig fyldt med mest snak i forhold til praksis?

Jeg tilstår gerne, at jeg ikke behersker smøremidlet undervisningsdifferentiering, endsige er i nærheden af metoden, der skulle bringe den særligt udrustede elev frem mod højere mål samt ligeledes bringe den knap så veludstyrede elev til at forstå det samme, men på lidt lavere niveau. Og så er der alle de andre, der er midt imellem. Det lyder, som om det er nemmere at forholde sig teoretisk til elevforskelle i en klasse på 25 end at udføre teorien i praksis. Der er noget om snakken, ikke?

Tværfagligheden er et andet mantra, der hyldes i pædagogiske, ædruelige skåltaler. Her fremmes nemlig elevernes helheds- og sammenhængsforståelse. Man får bare sådanne kundskaber fra et fag til at hænge sammen med kundskaber fra et andet fag og kan uden videre gå ud fra, at metoden uden tøven meddeler, hvad der udgør meningsfyldte helheder for børn. Og så er det herefter nemt at få en undervisning, der fremmer en procesorienteret, helhedsskabende læring i tværfaglige, differentierede forløb. Der er noget om snakken, ikke?

Torben Thomsen

Aars