DLF vil arbejde for rekruttering

En ordentlig personalepolitik er nøglen til både at rekruttere og fastholde uddannede lærere

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De gode ideer og de skræmmende eksempler bølger frem og tilbage ind over bordet, men hver gang ender diskussionen det samme sted - det, der skal til, hvis man vil rekruttere og fastholde folkeskolelærere, er en ordentlig kommunal personalepolitik. Det har været oplevelsen for de fem DLF-politikere, som siden september har udgjort foreningens nye arbejdsgruppe vedrørende rekruttering af uddannede lærere til folkeskolen.

'I Høje-Taastrup Kommune har kredsen aftalt en 'Kom godt i gang-ordning' for nye lærere', fortæller arbejdsgruppens mødeleder Vibeke Lynge, fagligt udvalg.

'I en anden kommune, Nordborg, får alle nyuddannede 175 timers ekstra individuel tid til forberedelse fuldstændig ligesom de ældre lærere. Og det er vel at mærke ikke timer, der tages fra skolens andre lærere', fortæller Astrid Schjødt Pedersen, organisationsudvalget.

'Normalt er det jo ikke nogen katastrofe for en fagforening, at der er en vis mangel på arbejdskraft. Men vi vil jo også gerne have nogle gode kolleger, og vi vil gerne have, at arbejdet bliver udført ordentligt', siger Peter Hess-Nielsen, pædagogisk udvalg. 'Jeg synes ikke, vi skal lave en reklametryksag, men vi vil gerne være med til at pege på, at der skal være nogle ordentlige vilkår for arbejdet'.

De tre hovedstyrelsesmedlemmer samt formand for Lærerstuderendes Landskreds (LL) Rasmus Møller og forretningsudvalgsmedlem i LL Henning Busted udgør en arbejdsgruppe, som skal udarbejde forslag til, hvordan Danmarks Lærerforening kan gå ind i arbejdet med at rekruttere det nødvendige antal unge til læreruddannelsen, formå flere af de nyuddannede lærere til at søge job i folkeskolen og siden fastholde dem, blandt andet gennem personalepolitiske tiltag.

Det kommer ikke bag på de fem arbejdsgruppemedlemmer, at over 20 procent af de nyuddannede lærere fra 1996 allerede nu har forladt folkeskolen:

'Det er det, vi får signaler om nu - at mange unge lærere stopper efter kort tid i folkeskolen', siger Astrid Schjødt Pedersen, der mener, at det skyldes en øget arbejdsbelastning i folkeskolen, manglende muligheder for en god introduktion til jobbet, kombineret med at unge i dag er mere fleksible i deres valg af job og uddannelse.

'Man søger jo et job på grund af, at man forestiller sig, at det kan give én det, man gerne vil. Men hvis man så opdager, at mulighederne ikke var der, så er man nok i dag mere tilbøjelig til at søge et andet sted', siger Rasmus Møller.

I gruppen er der enighed om, at skal man rekruttere flere til faget, skal det være i kraft af gode arbejdsvilkår.

'Det er vigtigt, at vi ikke forfalder til en ny ungdomsdyrkelse', siger Astrid Schjødt, og Rasmus Møller bekræfter: 'Vi har sagt, at vi gerne vil inddrages i arbejdet, men vi vil ikke være orakler'.

'Men vi vil gerne gennem en debat skabe opmærksomhed om lærerfaget. Jeg synes jo ikke selv, jeg er mentalt mindrebemidlet, men jeg har alligevel valgt at blive lærer. Det er altså, fordi jeg mener, lærerjobbet har nogle kvaliteter'.

kara