Debat
2   154

Midt i en næstformandsvalgkamp i Danmarks Lærerforening

Et forsøg på en opsamling af mine tanker om det forestående valg af formand og næstformand.

I sommerferien genlæste jeg Hal Kochs pamflet, ”Hvad er demokrati?”. Når jeg havde lyst til at stifte bekendtskab med den igen, skyldtes det formentlig, at de forestående valg på kongressen bestandigt rumler i mit sind og kaster overvejelser af sig, når det kommer til foreningens indre kulturelle og demokratiske liv og til min egen dybtliggende motivation for at kandidere.

Niels Christian Sauer bemærkede om foreningens organisatoriske anliggender i kommentarsporet til ét af mine indlæg (https://www.folkeskolen.dk/697665/morten-refskov-naestformandsvalgtale-for-hovedstyrelsen#816240), at ”(…) det rager, undskyld jeg siger det, de fleste medlemmer en høstblomst. Det, der betyder noget, er det, der foregår ude på gulvet på skolerne: lærernes arbejdsliv og folkeskolens tilstand”.

Artiklen fortsætter under banneret

Jeg husker ganske tydeligt, hvordan jeg som nyvalgt tillidsrepræsentant og kredsstyrelsesmedlem blev modtaget med åbne arme og med al den opbakning, man kunne ønske sig. Det var et på alle måder lykkeligt møde med vores fælles forenings indre liv. Ligeså tydeligt husker jeg, hvordan jeg hurtigt fornemmede, at jeg var blevet en del af en særdeles traditions- og kutymetung kultur, hvor det ikke altid var lige velset at stille spørgsmål ved eller kritisere den måde, som tingene blev gjort på. Der var meget ”sådan er dét, sådan plejer vi at gøre og sådan hænger det sammen”, der sjældnere blev fulgt op af: ”men det kunne naturligvis se anderledes ud - har I nogle idéer?”. Absolutter, stereotyper og sædvaner fyldte meget, og jeg husker, at jeg tænkte ved mig selv, at en anden kultur måske ville give et stærkere afsæt for at opnå resultater for medlemmerne. Den oplevelse slog rod i mig og har direkte betydning for min interesse i foreningens såkaldte ’indre anliggender’.

Jeg er enig i, at medlemmerne ikke interesserer sig stort for foreningens indre liv, og i øvrigt ikke skal belemres unødigt med det. Sådan må og skal det være. Rejser man eksempelvis meget med DSB, vil man dog være enormt bevidst om, at rejseoplevelsen er tæt forbundet med organisationen bag driften. Parallelt hertil mener jeg, at foreningens indre anliggender er ovenud vigtige at diskutere for organisationen, og jeg tror på, at vi i fællesskab kan forme en kultur, hvor vi er mere åbne for nuancer og forskellige perspektiver, mere lyttende, mere inviterende og mere støttende. For dét, mener jeg, vil kvalificere vores arbejde og i sidste ende skabe bedre forudsætninger for, at vi kan lykkes med dét, vi er sat i verden for: At varetage medlemmernes interesser og virke for folkeskolens udvikling.

Selvom vi i Danmarks Lærerforening fra tid til anden har divergerende opfattelser af, hvilke strategiske og taktiske træk, der skal bringes i spil, betyder det ikke, at vi grundlæggende ser væsensforskelligt på de værdier og principper, foreningen står på, og de idealer, vi forfølger. Det er også kun godt, fordi solidariteten, fællesheden og sammenholdet er vores absolut største styrker som fagforening.

Derfor behøver man for mig at se heller ikke at skulle formulere en markant anderledes politisk retning for at stille sin arbejdskraft til rådighed for fællesskabet. Det er kun rimeligt, at vi tillidsvalgte vurderes på andet og mere end vores fagpolitiske holdninger, værdier og engagement. Vi er nu engang sat i verden for at interessevaretage medlemmerne og skolen, og det er resultaterne - de synlige og mindre synlige - vi skal vurderes på. Sådan har jeg altid haft det. Vores personlighed, fremtoning, retorik og måde at agere på er betydningsfulde parametre, når man skal vurdere en kandidats kvaliteter, fordi vi bruger os selv så meget i vores arbejde. Det er der intet odiøst eller forkert i. Vi har alle et udtryk, som efterlader et indtryk, der sætter et aftryk - og i sidste ende er medbestemmende for, om vi lykkes med vores interessevaretagelse.

Man skal altid være åben for at lære, bevæge og dygtiggøre sig - hele livet. Det er min livsindstilling, og jeg synes, at jeg forsøger at efterleve den. Jeg kan i sandhed medgive, at jeg har lært meget gennem mine år som tillidsvalgt, og jeg er blevet både klogere, mere moden og mere afdæmpet - hvis jeg altså selv skal sige det. Jeg har mange gange reflekteret over, hvordan jeg i min nu 36-årige udgave villet have oplevet mig selv, da jeg som helt nyvalgt, fuldkommen uprøvet og aldeles uerfaren kredsformand havde min debut som kongresdelegeret i 2012. Jeg er overbevist om, at jeg havde bifaldet entusiasmen og gåpåmodet, men havde været noget irriteret over tonen og fylden. Meget vand er heldigvis løbet i åen siden da. Det er dog grundlæggende det samme ufiltrerede engagement i ”sagen” og medlemmerne, som er omdrejningspunktet for mit virke, og dermed er kernen intakt, skønt udtrykket er forandret.

Jeg ville lyve stort, hvis jeg påstod, at det for mig har været omkostningsfrit at blive mødt af en slet skjult underkendelse af mit kandidatur fra den siddende formand. Når jeg i øvrigt opfatter mig selv som et i al væsentlighed både troværdigt, ordentligt, vederhæftigt og ærligt menneske, har jeg svært ved at genkende den implicitte fremstilling af min person. Men den vurdering må andre selvsagt foretage.

Danmarks Lærerforening har et veludviklet og på mange måder velfungerende formelt demokrati. Med jævne mellemrum bobler diskussioner op om magtbalancen mellem formandskab, FU, Hovedstyrelse og kredse (kredsformænd), sammensætningen af de respektive organer og måden hvorpå man vælges til posterne. Aktuelt vil disse drøftelser finde sted under rammerne af ”Er vi gearet til fremtiden?”, og det er absolut velgørende.      

Der kan peges på fordele og ulemper ved alle formelle demokratiske strukturer, men hvad, der er endnu vigtigere, er, at der kan bygges mange forskellige kulturer og traditioner oven på fundamentet. Jeg har i den forbindelse ikke lagt skjul på, at jeg har en anden opfattelse af, hvad der er god demokratisk skik, når det kommer til personvalg, end den aktuelt praktiserede. I min verden skal alle tillidsvalgte være åbne over for ethvert samarbejde - naturligvis med mulighed for at udtrykke en personlig præference. Og det gælder, uanset om man er tillidsrepræsentant på en skole eller formand for Danmarks Lærerforening.

Mit håb var jo oprigtigt, at det ville blive betragtet som et demokratisk sundhedstegn, at flere har lyst til at stille sig til rådighed for fællesskabet. Dette på trods af, at jeg ingenlunde er mere naiv, end at jeg selvfølgelig godt ved, at den slags personvalg udfordrer samarbejdet og potentielt kan skabe en rigtig dårlig stemning, fordi der med en kandidatopstilling vel altid udtrykkes én eller anden kritik af det bestående. Det er dog kommet bag på mig, at vi - i en forening, hvor den demokratiske idealisme fylder så meget - selv agerer som et tvivlsomt forbillede for demokratiets levede væsen. Jeg mener, at det giver os nogle gevaldige ridser i lakken.   

På den anden side har formandens udmelding bestyrket mig i, at det er sundt for foreningen, at kongressen har flere kandidater at vælge imellem, da det altid vil tilvejebringe en skarpere og mere forpligtende debat om foreningens muligheder i nutid og fremtid.

Jeg oplever da heldigvis også, at det altovervejende er sådan mit kandidatur er blevet modtaget. Samtidig mødes jeg af kolleger med bekymringer for foreningens fremtid, nu da formanden har meldt ud, som han har. Især fylder de overvejelser, der går på, om timingen er rigtig? Det er rimelige overvejelser, men jeg vil vove den påstand, at der ikke findes ”god timing” for personskift på centrale poster.

Vi står et sted, hvor vi efter min mening har brug for både erfaring og fornyelse. Derfor håber og tror jeg på, at formanden besinder sig og bliver på posten, hvis jeg måtte opnå opbakning fra kongressens flertal. Jeg har i hvert fald svært ved at begribe, at en mand - med et så langvarigt og intenst engagement i lærerstanden og folkeskolen - skulle opgive det, fordi kongressen vælger en næstformand, som han havde ønsket sig anderledes.

Det har sikkert flere årsager, at jeg overhovedet kan finde opbakning til mit kandidatur, men én af dem er så afgjort, at dele af foreningen oplever, at der ikke lyttes, kommunikeres og inddrages fornødent, og at bekymringer og kritik overhøres eller negligeres. Der er måske ligefrem en oplevelse af, at der - i overført betydning - er meget langt fra den enkelte kreds til foreningens top.

Jeg vil vedholdende bestræbe mig på at møde kritik - også af min person og mine handlinger - med det udgangspunkt, at den (næsten) altid udspringer af et behjertet ønske om at forandre noget til det bedre. Som lærernes fagforening burde vi møde al kritik med en sund portion nysgerrighed og åbenhed - netop fordi vi kun kan lære og blive bedre ved at invitere kritik ind, analysere på den og handle derudfra.

Torben Flekner har en skarp formulering i indlægget ”Det skal handle om mere end tillid” (https://www.folkeskolen.dk/698721/det-skal-handle-om-mere-end-tillid), som indfanger en bekymring, jeg også har givet udtryk for fra tid til anden, når jeg har ærgret mig over, at foreningens top ikke har haft lyst, mod eller vilje til at invitere organisationen dybere ind i maskinrummet. Torben skriver: "Mangel på demokrati og medlemsdebat risikerer at føre til selvtilstrækkelighed og magtfuldkommenhed, mens sammenholdet i organisationen samtidig bliver brugt som argumentation og forklaring, når der skal lægges låg på debatter. Diskussioner risikerer at blive pakket ind og gemt væk i stedet for at blive taget i åbenhed."

Det har for eksempel tilbagevendende undret mig, når nogen bruger vendingen; ”det vil splitte foreningen”, fordi der for mig at se derigennem udtrykkes en bekymring for, at klinger, der krydses højlydt i det åbne, medfører splittelse. Det er en vildfarelse. Splittelse opstår ved frygten for det ligefremme møde om svære sager og beslutninger. Sammenholdet næres derimod af en kollektiv villighed til at debattere de mange svære dilemmaer - med al den usikkerhed og tvivl, som derved blotlægges hos alle involverede. Jeg har som kredsformand altid gjort en dyd ud af at orientere og involvere ”mine folk” så tæt og dybt som overhovedet muligt. Viden er magt, og jeg har altid ønsket, at viden og indsigt blev fordelt og kom alle til gode - i tillid til, at den blev forvaltet forsvarligt. Det kunne jeg godt ønske mig mere af i Danmarks Lærerforening.  

Det er vigtigt for os alle sammen, at vi en gang imellem stopper op og forholder os til, om vi driver den bedst mulige udgave af vores fælles fagforening, hvorfor jeg vil glæde mig til de forestående debatter.

Foreningens top har brug for at få blandet nogle nye idéer og anskuelser ind i den solide erfaring. Det er mit ståsted. I sidste ende må kongressen så afgøre, hvad den mener, der tjener foreningen bedst. Jeg kommer i hvert fald til at arbejde konstruktivt og dedikeret videre og indbyde til samarbejde - både før, under og efter kongressen, uanset udfaldet af afstemningen.

Vi er valgt af medlemmerne og skal lykkes for og med medlemmerne. Det er et ansvar, jeg tager dybt alvorligt, og som jeg aldrig vil tabe af syne.  


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ