”Vi vil gerne sende et signal om, at vi skal holde på vores gode folk, så vi kan få god sparring. Det tager lang tid at komme ind i det her stof. Vi kan klare meget selv, men når det så spidser til, så har vi brug for eksperter, og det tager lang tid at blive ekspert”, siger Formand for Lærerkredsen Faaborg-Midtfyn, Kerteminde og Nyborg Peter Lund Andersen. (arkivbillede)

57 kredsformænd har skrevet bekymringsbrev til DLF

57 kredsformænd skrev før sommerferien et brev til hovedstyrelsen i DLF. De var bekymrede over, hvad de oplevede som stor personaleudskiftning, tab af viden og færre ansatte med lærerfaglig baggrund i sekretariatet i København. Svaret har til en vis grad beroliget kredsformand Peter Lund Andersen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Flere af de ansatte, som deltog i overenskomstforhandlingerne i 2018 har siden forladt sekretariatet. Også en del af medarbejderne i det team, der arbejder med, når lærere står til afskedigelse, er forsvundet.

Også en kommunikationschef og en pressechef har fundet nye job. I løbet af de seneste fem år er hele 32 medarbejdere i DLF's sekretariat desuden gået på pension. Der er omkring 120 ansatte i sekretariatet.

Den store personaleomsætning med stort videnstab til følge er første bekymringsemne i et brev til hovedstyrelsen, som 57 kredsformænd har skrevet under på.

"Vi ser med stor bekymring på antallet af dygtige medarbejdere, der forlader - og har forladt foreningens sekretariat på Vandkunsten", står der i brevet, som hovedstyrelsen modtag i forsommeren.

I brevet er der også en efterlysning af mere orientering af kredsene i forbindelse med personaleudskiftning, og der efterlyses, at sammensætningen af ansatte i DLF er med "passende balance i uddannelsesbaggrunden".

Kredsformændene understreger, at der er behov for ansatte med lærerbaggrund. Der er i brevet desuden spørgsmål om, hvordan arbejdsmiljøet i DLF har det, og så er der en kritik af, at kredsene må vente længe på svar fra sekretariatet.

DLF skal slankes 

Formand for Lærerkredsen Faaborg-Midtfyn, Kerteminde og Nyborg Peter Lund Andersen har trykket 'send', da mailen med brevet blev afsendt.

"Vi kunne mærke, at vi havde svært ved at få den hjælp, vi havde brug for. Når der kommer mange nye ind, så tager det lidt tid. Og dem, der var tilbage, har haft ekstremt travlt".

"Vi har mødt den holdning hos flere hovedstyrelsesmedlemmer, at de ikke kunne tage det op, fordi det er formandens sekretariat. Vi skrev brevet for at give hovedstyrelsen en mulighed for at drøfte det", siger Peter Lund Andersen og siger, at et fælles bekymringsbrev kan opfattes bombastisk: 

Tid til et eftersyn

"Det virker lidt voldsomt - måske var det også lige voldsomt nok. Det kommer i en tid, hvor der er mange ting i gang i foreningen og et næstformandsvalg".

"Nogle tolker det som en utilfredshed med formandskabet. Det er det ikke. Det er heller ikke en kritik af medarbejderne, der er på Vandkunsten i dag. Det er simpelthen et brev, som opfordrer til, at man i hovedstyrelsen ser på, om der er noget, der kan gøres anderledes".

Kampvalg om posten som næstformand i DLF 

Han har stor forståelse for, at der har været pres på sekretariatet efter nogle lange overenskomstforhandlinger i 2018. Netop derfor er det også vigtigt, at hovedstyrelsen er opmærksom på forholdene i sekretariatet, mener Peter Lund Andersen:

"Vi vil gerne sende et signal om, at vi skal holde på vores gode folk, så vi kan få god sparring. Det tager lang tid at komme ind i det her stof. Vi kan klare meget selv, men når det så spidser til, så har vi brug for eksperter -og det tager lang tid at blive ekspert".

Bondo: Sekretariatet skal også have lærererfaringer

Sidste skoledag inden ferien modtog de bekymrede kredsformænd svar fra DLF-formand Anders Bondo Christensen. Her forklarer han den store personalesætning med et stort antal pensioneringer.

"Vi oplever imidlertid ikke en unaturlig stor personaleomsætning, og heller ikke at nyansatte medarbejdere hurtigt forlader DLF. På trods af det store antal pensioneringer er den gennemsnitlige anciennitet i sekretariatet 9,5 år", skriver han og tilføjer:

"Sekretariatet er generelt præget af et godt arbejdsmiljø, hvilket både den senest gennemførte undersøgelse blandt medarbejderne og besøg fra Arbejdstilsynet bekræfter".

Han understreger, at han mener, at det er vigtigt, at DLF's valgte politikerne ikke blander sig i almindelige personaleforhold, men at det er en politisk opgave at forholde sig til de overordnede principper og strukturer:

"På forretningsudvalgets initiativ har chefgruppen således iværksat en plan for at sikre, at erfaringerne fra lærernes daglige arbejde også er markant til stede i sekretariatet i fremtiden".

Tilbagemeldingen beroliger i en vis grad Peter Lund Andersen:

"Jeg synes, der er nogle tilkendegivelser om, at man bruger det indspark, vi er kommet med, til at kigge på nogle procedurer. Her og nu er jeg tilfreds med svaret".

"Jeg håber, at vi ser, at folk bliver i jobbet derinde. Og at vi ikke i fremtiden ser sådan et flow. Vi har brug for at kunne rekruttere de bedste folk i DLF og også at holde på dem".

Artiklens manchet er præciseret den 14/8 kl. 14.12