Hvis der er nogen morale af DLF-toppens udfoldelser på pædagogisk, så må det være den kendsgerning, at bestræbelsen igen og igen efterlader medlemmerne i den 'dårlige' samvittigheds situation, fordi kravene fremføres i henhold til folkeskoleloven og fremsiges med en ulidelig lethed af ikke-undervisere i fagforeningstoppen. Teamets uendelige muligheder i et tværfagligt, undervisningsdifferentieret, evaluerbart forløb. Sådan optræder formanden for foreningen. Sådan udtaler hun sig pædagogisk, og så forstår man bedre, hvorfor der i toppen af foreningen tilsyneladende kongres efter kongres hersker enighed om, at en resolution i sig selv er en politisk præstation. Hvorfor ellers bruge så mange kongreskræfter på at udspy udtalelser, hvis ikke man havde indbildt sig, at ordenes indbyggede magi skaber forandringen og giver håb om en helt anden tilstand ude i virkelighedens klasseværelser, der hvor læreren møder forskelligheden, og hvor den pædagogiske bragesnak kommer til kort, skolelov og pædagogisk vidundermedicin til trods. De tider er forbi, hvor læreren blot tilhørte et godtfolk, der bøjede sig ydmygt for en person, fordi denne var placeret i lærertoppen. I dag interesserer læreren sig for kvaliteten af det, der udrettes, og den evindelige gentagelse af pædagogiske slagord, kongressens overforbrug af vedtagelser og resolutioner, der ikke kan sættes i forbindelse med konkrete, genkendelige forhold i verden, og derfor heller ikke påtager sig noget ansvar, begejstrer ikke lærere, der dagligt må tænke i ansvarlig undervisningskvalitet.

Danmarks Lærerforening søger pejlemærker for den udviklingsretning, foreningen skal tage i de kommende år. På det pædagogiske område gælder det om at få den daglige undervisning og de brugte metoder til at passe med det ordvalg, man søger at udstikke centrale retningslinier for undervisningen på. På det faglige politiske område må kravet være, at fremtiden bliver en stillingtagen til tydelige, konkrete, skolepolitiske udspil.

Torben Thomsen

Aars