Debat

Du lover det umulige

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med løfte nummer fire lover du, at du med samme engagement vil påtage dig et medansvar for hver enkelt elevs opdragelse og undervisning.

Og hermed er du af DLF lokket ud i et tillægsløfte om, at du skal udøve en af de mest uanstændige former for tilrettelagt uvilkårlig forskelsbehandling. Du skal nemlig ofre mere opmærksomhed på de svage end på de stærke elever. I en tid, hvor der ellers tales op ad stolper og ned ad vægge om menneskerettigheder, kan du med god ret undre dig over denne tilsidesættelse af de stærke, der vel egentlig har samme ret på opmærksomhed som de svage. Men her skal du altså huske på, at bestræbelsen på at opfylde det faglige middelmådighedsideal for ensgørelsens skyld overvægter selv menneskerettighederne. Ideologien frem for alt, ikke sandt. Hvad tror du ellers, vi har en udelt folkeskole til, hvis det ikke er for gennem en udsultning af de stærke at tilpasse niveauet til de svage. Men nu bliver det svært. For dit løfte indebærer også, at du i modstrid med ovennævnte skal tage ansvaret for, at de stærke når længst muligt. Og det er lige til at knække halsen på. Hvis du altså i modsætning til, hvad der er gældende i den pædagogiske sprogforbistring, tager dit ansvar bogstaveligt. Og spild nu ikke tiden med at søge råd hos de pædagogisk mere velbevandrede. Du får garanteret kun det indholdstomme standardsvar, at du bare skal bruge undervisningsdifferentiering. Erkend blot, at du af din forening er blevet forledt til at love det umulige. Og trøst dig med, at meningen med udeltheden jo er at forhindre de stærke i at nå længst muligt.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Vagn Madsen

Brønderslev