'Det lyder godt og spændende, men hvordan får man det til at virke i praksis?', spørger Anja Emborg over kaffen. Sammen med kollegaen Vinni Kristensen er hun taget til Herning for at høre den amerikanske lærer og forfatter Barbara Reider fortælle om classroom-management (se hosstående). I pausen sætter de to nyansatte og -uddannede lærere Folkeskolens udsendte på sporet af de spørgsmål, han skal stille amerikaneren.

Hvordan får man det så til at fungere i praksis?

'Ved at øve og træne. Og ved at være konsekvent', siger Barbara Reider, som fortsætter:

'Du må aldrig nogensinde lade eleverne slippe af sted med at bryde de regler, I har aftalt. Hvis eleverne ikke følger procedurerne, kalder du klassen tilbage og beder den gøre det hele igen, men på den rigtige måde. Hvis du én gang har holdt klassen tilbage i et frikvarter for at træne en procedure, kan du være stensikker på, at de alle sammen kan proceduren rigtigt næste dag'.

I Danmark lægger vi stor vægt på, at undervisningen er afvekslende og spændende. Vi angriber faget fra forskellige sider og bruger forskellige aktiviteter hver dag. Gør det det ikke svært at udarbejde faste procedurer?

'Overhovedet ikke. I skal ikke udarbejde procedurer for hver eneste aktivitet, men for de forskellige typer af aktiviteter og typer af situationer. Eleverne skal for eksempel vide, at de må diskutere med det, jeg kalder én meter-stemmen, når de arbejder i grupper: de må tale sammen stille uden at forstyrre de andre. Proceduren for et gruppearbejde er den samme, uanset hvilken aktivitet vi lægger ind i gruppearbejdet. Det er de samme regler, eleverne skal overholde. Det samme med overgange: Når de er færdige med en opgave på klassen, skal de lægge den til side og gå i gang med en af deres stille-opgaver, og det skal de gøre, uanset om det er en matematik- eller en skriveopgave. Det er den samme procedure, for det er den samme situation'.

Du har en lille klokke, du ringer med, når klassen skal være stille. Og hvis klassen ikke følger proceduren, kan du finde på at kalde den tilbage for at træne proceduren gang på gang. Føler du dig aldrig pinlig berørt over at stå der og ringe med en lille klokke?

'Nej, jeg bliver ikke pinlig berørt, og jeg kan ikke forstå, at jeg skulle blive det. Det, jeg laver i klassen, er ikke et udtryk for min personlighed, men for min professionalitet. Det, I ser, er min professionelle rolle. Som lærer har jeg ansvaret for en klasse og et pensum, og så nytter det ikke noget at sige: Åh nej, det kan jeg ikke få mig til. Jeg gør det, fordi jeg kan se, at det virker, og så er det en del af mit professionelle ansvar at gøre det. Personligt vil jeg helst være sød, venlig og imødekommende over for alle, men en gang imellem kræver min rolle som lærer, at jeg er bestemt. Sådan er det'.

I den danske skole lægger vi meget vægt på at udvikle elevernes evne til selv og på eget initiativ at løse problemer. Ødelægger man ikke den evne, når der altid er faste regler for, hvordan eleverne skal tackle alle tænkelige situationer? Når alt er styret af læreren på forhånd, kan man vel ikke forvente selvstændighed?

'Det er et centralt spørgsmål, og jeg får det, hver gang jeg kommer til Danmark. Naturligvis ønsker jeg ikke at udvikle robotter, og det gør jeg heller ikke. Det er jo ikke meningen, at man skal holde lige fast på procedurerne gennem hele skoleforløbet. Når klassen har lært, at det er uhensigtsmæssigt at larme og støje, når det ringer ud til frikvarter, kan vi droppe den procedure, der skal sikre, at de forlader klassen stille og roligt. De følger reglerne af sig selv. Så kan jeg som lærer sige: Hør her, klasse. Jeg ved, at I kan forlade det her rum uden at larme. Derfor dropper vi nu vores procedure. I behøver ikke at stille jer op på en række og så videre'.

Men det viser jo ikke, at eleverne er selvstændige. De gør bare det, du forventer, uden at du behøver at bede dem om det. De er marionetter uden snor. Men kan de løse opgaver på egen hånd?

'Jeg tror på, at eleverne med tiden opfører sig, som de skal, fordi de ved, at den opførsel er hensigtsmæssig. De opfører sig godt for deres egen skyld og ikke for min. Så jeg mener, at de er selvstændige. Og under alle omstændigheder bliver vi nødt til at udarbejde procedurer, som sikrer et godt læringsmiljø. Vi kan som lærere ikke leve med, at situationen er fuldkommen kaotisk og ude af kontrol'.hvid