Skolen med holdninger og farver

Det kræver holdninger, konsekvens og langtidsplanlægning at holde en gammel skole pæn

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis nogen går og maler på vores opslagstavler, så får vi det kridtet over med det samme. Og selv om det er mindre ting, så lader vi det blive en politisag. Mest for den præventive virkning. Vi havde lærerværelsets mur ude i gården. På den var der nogle, der skrev 'Kolster er dum'. Vi kunne simpelthen ikke få det af, så vi måtte rive hele muren ned. Der var også sket andre ting i byen, og politiet tog synderne. Den ene betaler nu et månedligt afdrag på en regning, der blev på 23.000 kroner. Det rygtes i vores lille samfund', siger Poul-Erik Kolster, leder på Nexø Skole, om den markante beslutning, han tog for fem år siden.

'Det kan virke lidt barskt. Men det er jo ikke lærerens rolle at være bussemand. Og så virker det også stærkere, når politiet kommer ind udefra'.

Skolelederens holdning bakkes op af skolens bestyrelsesformand, Gert Møller-Jensen.

'For argumenterne er jo i orden', siger han.

Sagen om muren er yderste konsekvens af ønsket om at holde skolen pæn. Give børnene et signal om, at de voksne mener, at man har et rart sted at være. Og det betyder noget, både for den måde de modtager undervisning på, og for den måde man underviser på, melder to af skolens lærere, Eric Veitch og Verner Bendtsen.

'Det er svært at gå ind i en kvalitetsdebat med de unge mennesker, som vi skal opdrage til at være borgere i et samfund, hvis man sidder og det hele er slidt ned. Kvalitet betyder jo også, at de rammer, som eleverne opholder sig i, er så gode, som vi kan lave dem', siger Kolster.

Fra klokken 8.00 om morgenen til 21.30 om aftenen er Nexø Skole fyldt med mennesker. Alle byens aktiviteter - for alle aldersgrupper - foregår på skolen. Og det slid, som naturligt følger af det høje aktivitetsniveau, er ikke noget, skolen får penge for.

Men på trods af det relativt lave budget til vedligeholdelse, 49,75 kroner per kvadratmeter til bygninger, der er 40, 20 og 15 år gamle, er det alligevel lykkedes at skabe rum, der er rare at bevæge sig i. Forklaringen er en gennemført planlægning af renoveringsarbejderne, oftest over fire år.

Som et eksempel står skolens 40 år gamle hjemkundskabslokale. Det er ikke tiptop moderne, men med sine lyse farver er det rart at komme ind i. Og det tjener de funktioner, som det skal. Den nødvendige moderne teknik - nogle nye kogeplader og en god udsugning - har skolen brugt penge på at sætte ind.

'Enten køber vi det bedste, vi kan få, ellers køber vi noget skrammel. Ikke noget midtimellem. For de dyre ting kan man få repareret igen og igen. Det billige kan man smide væk', siger skolelederen, mens han banker på en af køkkenets massive originale låger.

'De laves ikke mere, så det ville være synd at smide det ud. Så vi maler det op i stedet for at smide det væk, for man kan jo ikke gå ud og købe sådan en låge i dag, uden at det ville koste det hvide ud af øjnene'.

Skolens næste større projekt er udskiftning af gulvene i gymnastiksalen. Det har ligget og ventet i tre år, og i de mellemliggende perioder har man indhentet tilbud. Nu siger budgettet, at der endelig er penge til at sætte projektet i gang. Derefter kommer formningslokalet. Dér skal en ovn skiftes ud, og så sætter de nogle farver på for resten af det skrabede budget.

Med denne form for grundig tilrettelæggelse og planlægning af renoveringsarbejderne er det lykkedes at gøre det rart at være på skolen - selvom der ikke er så mange penge at gøre godt med. Selv en gråvejrsdag som den, hvor Folkeskolener på besøg, er der rart, lyst og venligt. Hvilket de nye linoleumsgulve i Poul Gernes' kendte farver også har en del af æren for. De oprindelige gulve var i 60'ernes standardiserede grå. Efterhånden som de er slidt ned, er de blevet erstattet af nye gulve. Bid efter bid, år efter år, kvadratmeter efter kvadratmeter indtager pastellerne rummene.

Også i den meget kedelige - og meget lange - gang i kælderen er de lange rør blevet malet efter farvekoden. Nu er den blevet ganske spændende og pædagogisk at bevæge sig gennem. Røret til overskudsvarmen, der om sommeren går ud i det udendørs svømmebassin, har fået én farve. Vandrøret har fået en anden farve. Og varmerøret til det solvarmeanlæg, som skolen havde sparet op til gennem flere år og derudover modtaget tilskud til fra den kommunale centralpulje, har også fået sin egen farve.

Det var fra den samme kommunale centralpulje, at skolen fik 97.000 kroner til at skifte alle døre og vinduer ud.

'Det er sådan nogle påtrængende ting, som man kan sige, at hvis ikke vi gjorde det, så ville der ske større skader. Man må ikke affinde sig med, at tingene falder sammen om hovedet på en', lyder filosofien fra Poul-Erik Kolster.Lone Nyhuus er freelancejournalist

Voksnes nedladende holdning

'I kølvandet på 1970'ernes oliekrise skar man ned på vedligeholdelsen mange steder. Og det har man kunnet mærke', siger Per Olsen fra Rådgivningstjenesten for Skolebyggeri, der har beskæftiget sig med skolevedligeholdelse, renovering og projektering siden 1968. Han peger på, at hvis man holder op med at vedligeholde, så får skolerne også problemer med dårligt indeklima, syge børn og utilfredse forældre.

'Men det værste er den holdning, som de forfaldne bygninger signalerer. De fortæller, at det, der foregår, er uden betydning. Det viser de voksnes nedladende holdning over for det, som foregår i skolen. Og i samme periode har alle de voksne fået udskiftet deres bil et par gange. Der er immervæk noget at være flov over som samfund og som voksen. De fortæller barnet, at det er værdiløst', siger Per Olsen.

Powered by Labrador CMS