Tysk
0   311

Grammatik uden røde streger

Funktionel grammatik og sprogpædagogik har givet bemærkelsesværdige resultater i australske skoler

'Jeg tror sørme, vi har fat i noget her!', var et spontant udbrud fra en lille pige, da hun efter lang tid, alt for mange kvaler og mange møder med skolepsykologer og pædagoger endelig knækkede koden og opdagede, at hun kunne læse. Pigen var aboriginer, altså én af de mange børn af efterkommere af den australske urbefolkning, som skolesystemet gennem generationer har haft vanskeligt ved at lære at læse og skrive. Australien er et multietnisk samfund, og det sætter sit præg på undervisningen og på den pædagogiske opmærksomhed omkring undervisning af engelsk som andet sprog. På en lang række skoler har man grebet undervisningen an på en særlig måde: Man underviser i grammatik, vel at mærke i såkaldt funktionel grammatik, og resultaterne er så bemærkelsesværdige, at de nu igennem de sidste 10-15 år har vakt stor opmærksomhed - også hos lærere, der underviser i engelsk som modersmål.

På en studierejse i foråret fik jeg mulighed for at møde lærere og elever og overvære undervisning på over 20 skoler fra 1. klasse til 3.g (inklusive voksenuddannelse) gennem tre måneder. Skolerne var forskellige med hensyn til både økonomi, filosofi og elevrekruttering.

En stor del af de skoler, jeg besøgte, lå i storby-forstæder, skoler, der modtager elevgrupper af familier, der lever på fattigdomsgrænsen. En del er etniske minoriteter, somaliere, bosniere eller aboriginere.

Det mest bemærkelsesværdige ved grammatikundervisningen er, at den foregår på tværs af fagrækken, det vil sige, at også matematik- eller geografilæreren underviser i sprog: Jeg overværede for eksempel en geografitime, hvor læreren ud over at undervise eleverne i 'jordskælv' samtidig lærte dem at læse teksterne i geografibogen. På de lidt højere niveauer handler denne tværfaglige undervisning om, at eleverne ved siden af det faglige stof også skal lære noget om den type tekster, de genrer, som man anvender i det pågældende fag. Hvad der er sprogligt karakteristisk for dem, og ikke mindst hvordan man selv skriver dem.

Artiklen fortsætter under banneret

Skal man skrive en spøgelseshistorie, skal man lære at bygge den type tekst op og anvende dens særlige sproglige kneb. Skal man derimod lave en fysikrapport eller skrive et essay i engelsk, er det nogle helt andre sproglige valg, der er på spil.

Grammatik var blevet meningsfuld

Grammatik forbinder mange lærere og elever med 'fejl' og med røde streger i de skriftlige opgaver. Men det er ikke den form for grammatik, der undervises i her.

Grammatikken kaldes funktionel, fordi den tager udgangspunkt i, hvordan sproget bruges i praksis; den handler om, hvordan vi bærer os ad med at skabe betydning og mening i de måder, vi omgås hinanden på i forskellige sammenhæng. Den drejer sig dermed også om, hvilke sproglige valgmuligheder vi har, når vi kommunikerer.

Grammatikken har den fordel, at den ikke bygger på arbejdet med sætninger, men derimod med hele tekster. Eleverne lærer at få et overblik over, hvorfor en tekst ser ud, som den gør, hvad den består af, og hvad hensigten er med den, altså hvilken genre den tilhører. De lærer, hvordan de selv kan producere tekster til forskellige formål, mundtligt og skriftligt, og de lærer at forholde sig kritisk til de tekster, de møder både i skolen og i hverdagen.

Eleverne lærer en lang række grammatiske termer, som de bruger ganske ubesværet. I stedet for at lære om verber lærer de mindste børn at skelne mellem 'sige-processer', 'tænkeprocesser' og 'handleprocesser' og at genkende dem og finde deres funktion i deres egne tekster. I stedet for at arbejde med ordklasser lærer eleverne om 'deltagerne' i deres tekster, hvordan de med dem blandt andet kan udtrykke forholdet til den, de skriver til. Jeg undrede mig som sproglærer over det engagement i arbejdet, som børnene lagde for dagen på alle klassetrin. Grammatikundervisning var blevet meningsfuld både for lærere og elever.

Metasproget bliver brugt i små doser og i meget forskellig udstrækning af lærere og elever og i høj grad afhængig af lærerens forudsætninger og mod.

'Det skal lige læres først', siger en gruppe elever fra 8. klasse i Adelaide, 'men nu falder det bare helt naturligt'.

'Det er en stor hjælp, også når vi skriver opgaver i biologi eller fysik', siger eleverne, 'vi ved noget om, hvordan sproget skal gøres mere klart, præcist og formelt her. Det er det selvfølgelig også, når vi skriver essays i engelsk, men her skal vi arbejde med, hvordan vi giver udtryk for synspunkter og argumenterer for dem. Det gør man jo ikke på samme måde i en fysikrapport'.

En central del af sprogpædagogikken er 'modellering': Selv om eleverne har en god viden om et emne, er der for mange et meget stort spring frem til den måde, en tekst om emnet skal formuleres på. I forløbet skriver lærer og elever derfor en tekst i fællesskab (på tavle eller til overheadprojektor). Læreren formulerer sammen med eleverne en færdig tekst, tænker højt undervejs, og eleverne ser på den måde, hvordan en tekst bliver til, og hvilke tanker man kan gøre sig undervejs.

Det mærkelige - for en nordisk iagttager - er, at denne sprogpædagogik er et opgør med, hvad vi i vores del af verden kalder 'procesorienteret skrivepædagogik'. Læreren er mere på banen her og gør eleverne opmærksom på forskellene mellem skriftsprog og den mere fri mundtlige form. Eleverne skal lære mere kontant, hvilket formål teksten har, og hvilken genre de arbejder i.

En af drivkræfterne bag uddannelsen af lærere i funktionel grammatik i Sydaustralien, John Polias, fortalte mig om et nyere og meget populært projekt om funktionel grammatik: 'Sprog og adfærd':

En lærer skulle undervise en gruppe besværlige 12-årige. Problemet var deres indbyrdes kommunikationsform. Tonen i klassen, så at sige. Normalt vil dårlig opførsel jo være en sag for skolepsykologen! Men efter et kursus i funktionel grammatik prøvede læreren at få eleverne til at se på de sproglige valgmuligheder, de har i de forskellige sammenhænge, som nu er deres, i skolegården, hjemme, i sportssammenhæng, på gaden og så videre.

Eleverne skulle lære at se, hvordan deres sproglige adfærd var konstrueret. Grundlæggende kunne læreren arbejde med det, der i funktionel grammatik kaldes den 'interpersonelle metafunktion'. Eleverne udforskede, hvordan man stiller 'spørgsmål', udtrykker 'kommandoer', hvilke ordvalg man kan have, og hvilke grammatiske mønstre der ligger under disse valg. De lærte noget om, hvordan man grammatisk 'markerer' sin udtryksform, hvis man i en kommunikation vil udtrykke for eksempel magt, uvenlighed, manglende interesse, respekt eller hensynsfuldhed i forskellige kontekster. De lærte for eksempel også at se, hvilken forskel - grammatisk - der ligger i, at en lærer siger: 'Skal vi lige gøre de øvelser færdige, inden vi går videre?' og 'Gå så i gang med arbejdet!'

Eleverne vidste selvfølgelig på forhånd af erfaring, at forskellige mennesker reagerer enten positivt eller negativt på deres måde at opføre sig på, men de var ikke klar over, at folk reagerer på deres sprog, at folk danner sig en mening om dem på grund af den måde, de taler på, og de syntes ofte, at de blev misforstået.

At forstå, at den måde, de blev opfattet på af andre, havde at gøre med de valg, de foretog fra sprogsystemet, og at de havde mulighed for at ændre deres valg fra situation til situation, interesserede børnene utrolig meget. Det drejer sig her ikke om at lære børnene at tale pænt og ordentligt, men at lære børnene, at de har visse valg, og at de valg, har nogle konsekvenser.

Da eleverne forstod dette, kunne de sige: 'Okay, hvis det er det, det drejer sig om, så kan jeg komme hjem til far og mor og bruge sproget på en bestemt måde, de vil forstå, hvad det er, jeg siger, og jeg får ikke nogen på hovedet!'

I skolegården kan børnene snakke med venner eller fjender og bruge 'passende' eller særdeles 'upassende' sprog - alt efter hvilken reaktion de ønsker. Så i stedet for at bruge fysisk magt til at kontrollere omverdenen har børnene nu mulighed for via kontrol over deres sproglige muligheder at kommunikere bedre med omverdenen.

På en af mine sidste dage i Adelaide kom en lærer i skole med en nyerhvervet T-shirt. På brystet var der trykt en hvid and, og der stod med store bogstaver 'Rap, Rap'. En pige i 2. klasse studerede blusen et øjeblik og spurgte så, idet hun pegede: 'Er det der ikke en sige-proces?'

Henvisninger til materiale og Internet-links på www.folkeskolen.dk


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Tysk og fransknetværket er for alle, der underviser i eller interesserer sig for fagene. I samarbejde med Sproglærerforeningen, Tysklærerforeningen og Fransklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
876 andre er allerede tilmeldt