Skolebørn står i kø hos øjenlægen

Hovedpine, indlærings- og læseproblemer hos skolebørn er følgerne af lange ventelister hos øjenlægen. I Danmark er der mangel på øjenlæger, og det bliver værre i årene fremover

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Elleve måneder. Så lang tid måtte Pernille Vølund fra Odense vente på at komme til øjenlæge for to år siden - da var hun seks år. Hendes forældre havde mistanke om, at hun led af en alvorlig, arvelig øjensygdom, men den kendsgerning var ikke nok til at overtale øjenlægen til at tage hende hurtigere ind til undersøgelse.

'Den første øjenlæge, vi henvendte os til, havde lukket for tilgang af patienter, og den anden havde næsten et års ventetid. Vi fik besked på at tage det roligt, for der var jo ingen sikkerhed for, at hun havde sygdommen', siger Pernilles mor, Judith Vølund.

Odenses ni øjenlæger har så travlt, at børn med synsdefekter, som lægesekretæren vurderer ikke behøver akut behandling, må vente i op til et år på at blive undersøgt. Men selv om øjenlægen ikke vurderer, at synet er i fare, kan ventetiden være plagsom for børnene.

Det mærker sundhedsplejerskerne i Odense Kommune.

'Sundhedsplejerskerne får hver dag besøg af skolebørn, der klager over hovedpine, problemer med indlæring eller besvær med at koncentrere sig. Selv om vi giver dem en henvisning med til øjenlægen, kommer de til at vente i månedsvis. Det er frustrerende både for os og for børnene', siger børn og unge-overlæge i Odense Kommune, Susanne Buhl, der anslår, at cirka to elever i hver klasse har problemer med synet.

Ingen hjælp hos optikeren

Problemet er særlig stort for børn under ti år, for de har nemlig ikke mulighed for at udnytte ventetiden til at gå til optiker. Optikerne og øjenlægerne har en aftale om, at børn under ti år skal undersøges af en øjenlæge. Begrundelsen er, at børns øjne er for urolige til at foretage præcise undersøgelser. Derfor skal øjnene bedøves, og den behandling må kun udføres af en øjenlæge.

Flere optikere bekræfter over for Folkeskolen, at de hver uge bliver opsøgt af bekymrede forældre til børn med synsproblemer. Men optikerne må slå ud med armene og sende dem tilbage til køen ved øjenlægen.

Presset på øjenlægerne stiger, ikke mindst fordi den voksende gruppe af ældre mennesker har behov for øjenlægebehandling. Og problemet med lange ventelister begrænser sig ikke til Fyn.

'Overalt i Danmark er der mangel på øjenlæger - på nær Frederiksborg og Københavns Amter. Især i Nordjylland og Ringkøbing er der mangel på øjenlægers',siger næstformand i Danske Øjenlægers Organisation, Carsten Edmund.

Børn skal have fortrinsret

Børn og unge-læge Vibeke Hardam Nohns dækker de fire kommuner rundt om Ringkøbing Fjord. Her var skolebørn tidligere også plaget af lange ventelister til øjenlæge, men dels er der åbnet en ny øjenlægepraksis i Skjern for to år siden, dels har hun gjort en særlig indsats for at få øjenlægerne til at forstå, at børnene skal hurtigere til.

'Børn bør have fortrinsret hos øjenlægen, fordi selv et par måneder med dårligt syn kan have stor betydning. Børn har mere på spil, fordi der er tempo på i folkeskolen', siger Vibeke Hardam Nohns.

Hun holder jævnligt møder med øjenlægerne i sit område og har udformet særlige blanketter, som børnene kan tage med, når hun henviser dem til øjenlægen. Desuden giver hun forældrene 'nogle gode ord', som vil fremme deres sag, når de ringer for at få tid hos øjenlægen. Sammenlagt betyder det, at der kun er få ugers ventetid hos øjenlægen, hvis man er barn i Ringkøbing.

I årene fremover vil presset på øjenlægerne vokse i alle dele af landet. En prognose fra Sundhedsstyrelsen viser, at der i dag er 268 øjenlæger, men om blot fem år er der 30 færre.

Baggrunden er, at der for det første bliver uddannet færre læger i dag, og blandt de medicinstuderende er der vigende interesse for øjenlægespecialet.

Amtsrådsforeningen arbejder i øjeblikket på et oplæg, der skal sætte skub i uddannelsen af øjenlæger, men det kan tage op til ti år, inden man ser resultater af det arbejde, og der er endnu ikke taget stilling til, om der er økonomi og politisk vilje til at satse lige præcis på øjenlæger.

Nærsynede op til tavlen

På kort sigt er der derfor ingen grund til at kassere den gode, gamle metode med at placere elever med det dårligste syn tættest på tavlen.

Efter 11 måneder på ventelisten viste det sig heldigvis, at Pernille Vølund ikke havde den arvelige sygdom. Til gengæld konstaterede øjenlægen, at hun er ret langsynet. I dag bærer hun briller med en styrke på plus tre.

'Jeg var naturligvis glad for, at hun ikke har arvet sygdommen. Til gengæld synes jeg, det er chokerende, at hun har gået rundt og været så langsynet, uden at vi kunne få besked om det', siger Judith Vølund.-Jakob Kehlet er freelancejournalist