Massevoldtægten på et offentligt toilet i København har chokeret alle. Alt ved overfaldet er hæsligt og ulykkeligt, og ethvert anstændigt menneske må overveje, hvordan der kan gribes ind. Politikere har da også stået i kø med forslag, men deres udspil virker ikke gennemtænkte - hvis man vel at mærke vil andet end hævn og indespærring.

Ungdomsfængsler løser ingen problemer, derfor blev de lukket i 70'erne. Forslaget om samfundstjeneste for børn virker heller ikke overbevisende. Men faktisk blev det allerede muligt, da politikerne tidligere på året vedtog serviceloven.

Det er nødvendigt med flere lukkede behandlingspladser til de mest forråede unge, men det blev vedtaget med 'voldspakken' i 1997. Lokale politikere sørger bare overalt for, at institutionerne ikke oprettes i deres nabolag.

Der er muligheder for indgreb, de bliver bare ikke brugt, fordi kommunerne kvier sig ved at bevilge dyre behandlingspladser.

Det værste i debatten er nok, at forbrydelserne bliver til 'indvandrerkriminalitet' og 'indvandrervoldtægt'. Den slags farlige generaliseringer forekommer hele tiden. Inde i bladet refereres for eksempel en undersøgelse om noget helt andet. Tosprogede elever er her en samlet massebetegnelse - og regnes for noget negativt.

Børn fra familier, der kulturelt og arbejdsmæssigt er lukket ude af samfundet, har ikke nogen at se op til og ingen at støtte sig til. Men det er for sent at gribe ind, når børnene er blev forrået af nederlag og kulturel isolation, der gør det umuligt at forstå fælles regler og normer. Man hjælper ikke hverken børn eller voksne, der allerede er udenfor, ved at tvangsisolere dem. Der skal sættes meget tidligere og bredere ind - med ægte integration af hele familien. Det gør det også nemmere at reagere konsekvent over for forbrydelser.