Social opdragelse

I de senere år har jeg fået flere og flere tilkendegivelser af, at elever i dag, navnlig skolebegyndere, har sværere og sværere ved at forstå en kollektiv besked af typen: 'Nu skal I gå ud på sportspladsen' eller 'I må ikke drikke cola i timerne'. Problemet er ikke, at børnene ikke forstår ordene; men de opfatter ikke automatisk sig selv som omfattet af bestemmelserne. En lærer havde angivet, at man skulle forlade klasselokalet, men der sad én tilbage, som forbløffet sagde: 'Jamen, du sagde jo ikke noget til mig!'

Børnelægen Gideon Zlotnik har brugt udtrykket trofæbørn om børn, der af deres forældre betragtes som enestående og ganske hævet over almene vilkår. Nu er alle børn enestående, og de fleste bliver gudskelov betragtet som enestående dejlige, men efterhånden skal de jo også lære, at der er andre i verden end dem, og at man skal kunne indgå i fællesskaber, også fællesskaber med lige vilkår for alle. Zlotnik mener, at det lige her er ved at gå galt for ikke så få.

Søskendeflokkene bliver mindre og mødrenes alder på fødselstidspunktet højere og højere, så mange børn modtages som trofæer af deres forældre. Skolens opgave med opdragelse og socialisering er ikke blevet mindre af denne udvikling. At gøre en flok individualister til sociale individer kræver et sikkert pædagogisk håndelag og en kraftig stemme. Men betydningen af denne funktion glemmes ofte. Senest var en skolebogsforlægger langt ude i hampen. I tidsskriftet 'Bogmarkedet' tegnede hun et billede af den fagre nye computerverden, hvor eleverne blev fodret af elektronisk materiale, hvor bøger var skærme og klassebegrebet ophævet og så videre. Det er svært at finde plads til den sociale opdragelse i sådan en skole. Heldigvis er scenariet mere smart end gyldigt.

Professor Higgins