0   123

International trend overtages ukritisk

Skoleledelse sammenlignes med ledelse i en virksomhed, der sælger varer

'The self-managing school' er blevet et vigtigt begreb i de internationale strømninger på skoleområdet. Der er nærmest tale om en megatrend i uddannelsespolitikken.

Uddelegering af ansvar og autoritet fra de centrale myndigheder til skoleniveau synes at vinde indpas i de fleste landes skolepolitik, også her i Norden. Men før vi ukritisk adopterer den internationale trend, må vi analysere den uddannelsespolitiske og økonomiske kontekst, som skolerne indgår i: hvilke erfaringer har andre gjort?

Artiklen fortsætter under banneret

New Zealand er nået længst med den form for decentralisering, og landet synes at fremstå som en model for politikere verden over. Overgangen til skole-'selvstyre' gav her løfter om mere demokrati, øgede valgmuligheder for forældre og en mere effektiv skoleledelse. Men erfaringerne tyder på, at der ligger en fundamental konflikt mellem demokratisk deltagelse i beslutningsprocesserne og et økonomisk krav om regnskabspligt og centraliseret kontrol.

Mens uddannelsesretorikken har fremhævet tættere samarbejde og uddelegeret ansvar mellem leder og personale, er skolerne i virkeligheden blevet introduceret for en mere hierarkisk virksomhedsmodel. De er blevet til selvstændige enheder, som konkurrerer indbyrdes om personale og ressourcer. Uddannelseskvalitet er reduceret til nøgleindikatorer for adfærd, og samarbejde mellem forskellige grupper er blevet et spørgsmål om rapportering. Videre er engagement og samarbejde blevet reduceret til, hvordan man kan styre sit personale med økonomiske virkemidler. God skoleledelse sammenlignes med god ledelse i en virksomhed, som sælger varer.

Tilsvarende synes erfaringer fra Australien og England at vise, at konkurrence mellem skoler står centralt, uddannelse betragtes i stadig højere grad som en vare. Skoler får større autonomi, men inden for begrænsninger, som sættes af markedskræfterne. Bureaukratiets sikkerhed er erstattet med usikkerhed med hensyn til rekruttering af elever og indtjening. Det vanskeliggør opposition. Øget brug af løndifferentiering gør lærerne mere afhængige af deres ledere, og det undergraver den faglige solidaritet. Samtidig er skolen nødt til at klare sig for færre ressourcer. Det medfører store forskelle mellem skoler i ressourcerige og ressourcesvage områder.

Retorikken omkring de selvstyrende skoler anvender ord som demokrati, deltagelse, valg, mindre bureaukrati og lokalsamfund. Men samtidig præges den uddannelsespolitiske og økonomiske kontekst af en ledelsesfilosofi, hvor forskellen på virksomheds- og forvaltningsledelse bliver stadig mere udvisket.

Mens vi i 70'erne var optaget af decentralisering som et middel til social udjævning og solidaritet, hvor målet var at styrke en demokratisk, dannelsesorienteret skole, legitimeres decentralisering nu ud fra betydningen af individuel valgfrihed og individuelt ansvar. Og samtidig skal udgifterne til den offentlige sektor reduceres. Ideerne om en markedsorienteret skole, hvor brugerbegrebet er centralt - og hvor skolen skal 'producere' de varer, 'brugerne' efterspørger, til lavest mulig pris - dukker op, samtidig med at ideen om selvstyrende skoler bliver introduceret. Men man kan næppe regne med homogenitet blandt 'brugere', og hvilke 'brugere' bliver da de vigtigste? Er det ønskeligt at overlade det til 'brugerne' alene at definere, hvad der er kvalitet i skolen?

At mange opgaver decentraliseres til skoleniveau, betyder, at mere og mere sagsbehandling afsluttes på skoleniveau, uden at skolerne får tilført flere ressourcer. Dermed bliver det endnu mere problematisk at prioritere pædagogisk ledelse. Juridiske spørgsmål skal behandles, og det langsigtede pædagogiske udviklingsarbejde har en tendens til at blive skubbet i baggrunden. I en sådan situation er det vanskeligt at forene skoleledelse med dét at være 'dannelsesagent' - noget, som har kendetegnet den nordiske tradition og lagt grunden for vores opfattelse af, hvad det indebærer at være lærer og skoleleder.

Måske burde nordiske skoler gå sammen om at mobilisere til en alternativ dagsorden for selvstyrende skoler, som i langt højere grad er forankret i mål for dannelse og sociale og demokratiske idealer - en dagsorden, hvor pædagogiske dannelsesmål og social retfærdighed har overordnet betydning!


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet
Vind hotelophold i julekonkurrencen

Så er det blevet juletid, og folkeskolen.dk har i den anledning en julekalender, hvor du hver dag frem til juleaften kan finde dagens låge-opslag med en præmie på vores Facebookside. Du er også med i lodtrækningen om hovedpræmien, hvor du kan vinde et weekendophold for to på et af de lækre Sinaturhoteller. Tjek vores Facebookside hver dag i december for at være med!

Deltag i konkurrencen